Naturens favntag

Naturens favntag

12/06/2020 0 Af ayo

Og magiens veje…

Jeg er i en verden, den virker så velkendt, alligevel kender jeg den ikke helt, for det er en ny verden jeg vandrer i. Landskabet, stedet, er nyt, magien er her, ventende på at blive genfundet.

Så jeg vandrer, ad snørklede stier, stejle veje og gennem dale. Indimellem ser jeg, mellem vandende, det jeg søger, vi mødes, det sker flere gange, hvorefter vi igen skilles og jeg vandrer videre på min ensomme færd. Jeg stræber efter en dag at lade mig føre, et liv i naturens rammer, i den særlige verden – hvor magien sker – jeg overvejer, mærker efter, fornemmer, sanser og lever.

Midt i naturens så voldsomme favntag, mellem lys og mørke, møder jeg det igen. Det rækker ud mod mig, jeg griber ud, men når det ikke. Jeg strækker mig, det er for langt borte.

Jeg følger mit hjerte, min lyst, min intuition og måske en dag jeg møder det igen, for at følges ad af de samme stier… indtil jeg når de højeste stjerner, de dybeste have og alt derimellem.
I solens skarpe stråler, mødes vi i den storslåede verden, af viltre vinde og oprørte have. Igen griber jeg efter det, strejfer det med mine hænder.

Jeg lader det med varsomme ord og visdom, afklæde sind og sjæl. De glemte længsler, dybeste kløfter, de højeste stjerner, de største drømme. Det rækker ud efter mig, og som jeg strækker mig når jeg det endeligt. Griber ud, og lader mig føre videre ud af uforudsigelige stier og veje. Det giver mig lysten til at stræbe, efter morgendagens oplevelser, glæder og skjulte længsler. Magien gør mig tryg, midt i orkanens så brusende vande.

Naturens cyklus ❤