Når hjernen og kroppen mangler en fælles forståelse

autumn lakeview

I mit hoved kan jeg alt. Intet er for stort, hårdt eller umuligt. I mit hoved, lever jeg stadig som før jeg blev syg, hvilket kan give lidt forståelses-udfordringer, ikke kun hos mig, men i den grad også hos mine omgivelser, for jeg virker, som regel, meget afklaret omkring mine livsvilkår, sandheden er dog at jeg stadig kan have svært ved at affinde mig med sygdommen(e), som så selvisk har invaderet mit liv, når hjernen og kroppen mangler en fælles forståelse.

Jeg drømmer, som før jeg blev syg, jeg drømmer om at hoppe i faldskærm, ture til blue Hawaii, klatre i bjerge, om at vandre ned gennem Europa, om at stå på ski i alperne, om at have en kæmpestor køkkenhave, om at ride timelange ture i naturen hver eneste dag, om at bygge huse, grave haven igennem og male et kæmpe stakit jeg, selvfølgelig, selv lige har bygget….

Når hjernen og kroppen mangler en fælles forståelse

Faktum er at jeg ikke gør noget af ovenstående, mere, men når jeg drømmer, tænker jeg ikke i begrænsninger men i at alt er muligt. Og den evne, håber jeg at kunne beholde, for at kunne drømme sig væk, til et sted hvor jeg kan alt, som før sygdom, gør de værste dage lettere – og det er virkelig en god ting, at have noget der kan fordrive dårlige dage, tanker og manglende kundskaber. Virkelighedsflugt er helt okay, som syg, hvis du spørger mig.

Jeg har tidligere levet et aktivt og meget socialt liv, og jeg har den dag i dag svært ved at forstå, at jeg ikke kan alt det, jeg kunne før jeg blev syg. Min hjerne og min krop mangler simpelthen en fælles forståelse. Min hjerne fortæller mig at jeg kan alt det jeg plejede at kunne, men min krop siger fra, og det er frustrerende.

icy mornings

Så når der ud af min mund flyver et ”vi ka’ da sagtens ta’ på kanotur i en uge” så mener min hjerne det, helt alvorligt og helt virkeligt, for i den, hjernen altså, er det jo en ret almindelig ting at gøre. Så går der lidt tid, timer, dage eller uger, og jeg begynder at spekulere i det, langsomt men helt sikkert begynder jeg at mærke hvordan kroppen siger fra over for idéen om en kanotur – og det går op for mig at min hjerne ikke lige havde kordineret med kroppen.

Sådan går det ofte, sådan var det også da jeg fik den helt igennem fremragende idé om at flytte i telt – min hjerne var fuldstændigt klar, så længe den ikke konfererede med kroppen, og heldigvis, kan man sige, så nåede jeg at flytte herud længe for min krop nåede at opdage det. Og så var det ligesom afgjort – også selvom kroppen, stadig, ikke altid er med på at det her er én af mit livs – og hjernes – bedste idéer. Nogensinde!

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar