Afstand i en corona-tid

Vågnede op til lyden af en motor, glemte et øjeblik hvor jeg var og ramlede hovedet op i #Berthathevan . Taget. Loftet. En dag, derude i fremtiden hvor drømmene bor, når jeg får råd, så skal der en anden bil eller et højt tag til

Jeg stod op, åbnede døren og det smukkeste vand mødte mig, på afstand, fiskeren i sin lille båd rygtede garn, byen ved at vågne og det var tid at komme afsted.

Videre. Fremad. Måske en dag det bliver hårdt, lidt stressende, altid at skulle flytte sig. For nu, elsker jeg det. De konstant skiftende omgivelser, der skaber nye oplevelser.

Det ér som om jeg har været i underskud. Af bevægelse. Fremdrift. På en måde. Og nu. Nu kan jeg slet ikke få nok af det.

Et par timer ved stranden. Sand mellem tæerne. Det var skønt. Og jeg kan faktisk slet ikke lide sand. Vandet dejligt svalende. Solen varm og skyerne væk.

Afsted igen. Afsted det gik mod Odense. Blodprøver. Medicin. Snik-snak og aftaler. Friheden lige ude på den anden side af dørene. Afsted. I Odense er én af mine yndlings-genbrugs-tøjbutikker, og her, lige midt i augustdagens hede, forestillede jeg mig at der ville være så godt som tomt.

Der var mennesker, ikke for mange til at jeg droppede det, men flere end jeg havde forventet. Sprit ved døren, hænderne i orden og så gik jeg ind. Ned bagerst i butikken, til der hvor kjolerne hænger. Det gik fint. Et kort øjeblik.

En dame, måske midt i halvtredserne kom marcherende, rykkede længere og længere hen mod mig, alt imens jeg rykkede den anden vej, i forsøget på at holde afstand.

Da jeg nu stod klemt inde, mellem to rækker, med en væg bag mig, var der ingen anden udvej end at sige de, efterhånden så berømte ord, “undskyld, vil du være sød at holde afstand til mig?”

Damen kiggede op, et vredt blik ramte mig, og svaret kom prompte ” så må du jo blive hjemme hvis du er så hysterisk…” og da hun var kommet af med sin vrede gik hun videre, ok. Det kan jeg håndtere. Så længe hun fjerner sig fra mig.

Jeg kiggede videre. Den ene række efter den anden. Nøje udvalgt efter at der ingen mennesker var i pågældende område. Jeg er god til det. Det er blevet lidt af en sport at undgå mennesker. Og at få møgfald for det…

Jeg står i mine egne tanker, midt i de 30 graders varme og kigger på smukke striktrøjer, for vinteren kommer. Og den kommer pludseligt

En dame, omkring de 65, står pludselig lige ved siden af mig og jeg rykker spontant to skridt til siden. Hvorefter hun rykker med. For hun er da ved at se på tøj og har absolut ikke tid til at bekymre sig om noget så, for hende, overflødigt som afstand.

Igen bakker jeg væk, imens jeg siger “undskyld, men jeg er lungesyg, vil du være sød at holde afstand til mig?” hvorefter hun eksploderer i hovedet på mig med en svada “du bestemmer ikke hvor jeg skal gå..” og jeg prøver, lettere forgæves, at få indført et “nej, det gør jeg ikke, men du kunne se jeg står her – afstand gælder også herinde i butikken…” Og blev mødt af endnu mere galde ” jeg holder afstand, du bestemmer ikke hvad jeg skal kigge på, bliv dog hjemme når du er så krævende…” Jeg forsøger igen “du var lige ved siden af mig, det er ikke afstand” og hun afbryder mig igen med at hun holder afstand – i stedet for at stå i hendes arrigskabs frådende spyt, som potentielt kan smitte mig, rykker jeg væk til et andet sted af butikken, og kan på afstand høre hende fortsætte, til de andre i butikken, med hvor hysterisk det er med alt det afstand.

Jeg kiggede lidt videre, før jeg gik ud og kørte videre, til et sted i skyggen hvor jeg kan vente på at jeg skal hente mit ældste barn. Og samle mig lidt igen.

Jeg ved ikke helt præcist hvorfor det er så stort et problem. Vi taler om én meters afstand. Hvordan kan det være et problem? Er det fordi de er bange for at tøjet løber væk i det minut det tager, til jeg har flyttet mig? Er det fordi kvinder bare oftere er kællinger, siden jeg stort set aldrig møder det med mænd? Er det fordi det er noget helt andet jeg skal sige, end den sætning som jeg altid har brugt – også om vinteren hvor folk har influenza, der på en god dag slår mig ud i en måneds tid, og på en dårlig får mig indlagt med dobbeltsidet lungebetændelse?

Jeg er ikke lavet af is. Jeg bliver ked af det. Frustreret. Og først et sted efter et par hundrede andre følelser bliver jeg vred. Så jeg når næsten aldrig at blive sur. Imens det står på. Men jeg bliver ked af det. For jeg vil så gerne selv. Alt. Alt det jeg kan. Og hvis ikke mennesker magter at holde den meters afstand, ja så er jeg nødt til at droppe at kunne alt selv. Og det er jo også et problem. For så nasser jeg på systemet….

HOLD NU FOR HELVEDE BARE AFSTAND så ikke kun dig og dit fede ego kan have en nogenlunde normal tilværelse, men sådan at vi alle kan, og hvis du mener det er ligegyldigt, med afstand, så hold den alligevel for alle dem der ikke er ligeglade.

Forrige indlæg Næste indlæg

1 Kommentar

  • Reply Kuno 11. august 2020 at 06:47

    ☀️

  • Skriv en kommentar