endelave

Ferie på Endelave – solskinsøen i Kattegat

Det er nu, endelig, blevet tid til ferie på kaninernes ø

Da jeg, efter lidt billetterings-bøvl, trillede ombord på færgen var det i bragende solskin, med smil fra skibs-arbejderne og udsigt til Hjarnø. Sejlturen varer en time, og tiden fløj afsted, for i det fjerne kan man se Jyllands østlige kystlinje og desværre, denne dag, også det jeg senere skulle erfare var et havbrug. Det burde virkelig forbydes da det ofte forurener ganske meget.

Da jeg ser Endelaves hvide kirke i horisonten, syner øen ikke af meget, men jo tættere vi kommer jo længere kan jeg se, og jeg bliver overrasket over hvor stor øen pludselig ser ud.

Jeg troede at Endelave var lille, måske nærmest lidt ligegyldig at besøge.

Jeg trillede fra borde, ud til en lille men meget hyggelig og velholdt havnebygning, her er nok de flotteste badefaciliteter jeg har set denne sommer, og jeg bliver automatisk glad da mit blik drejer rundt og den lille by syner frem, lidt inde på øen, til venstre for mig. Her er skønt, stemningen emmer af fred og ro, idyl og tid nok.

Øvre er ét af de smukkeste naturområder jeg har oplevet på min tur rundt til de danske små-øer

Jeg fik indstillet gps’en, kørte ned over den lille dæmning der forbinder havn med by, drejede til venstre og kørte ud mod øens, efter min mening, smukkeste naturområde. Det kaldes Øvre og er et stort fredet naturområde på ca. 170 ha med offentlig adgang.

Øvre er skabt af havet og er et varieret naturområde med åbne strandenge, lynghede, fyrrekrat samt flere skovsøer. Øvre naturplejes ved rydning og fåregræsning og man kan opleve samme fænomen, som ved Grenen i Skagen, helt ude på spidsen, med pålands brænding i vindsiden og blankt vand i læ.

Når man kører langs kysten, rundt om spidsen og videre over mod sommerhusområdet Lynger, kommer man forbi et dyrehegn, og siden et par bænke med Udsigten & Indsigten. Ikke langt her fra, oplevede jeg både tordenvejr, store sorte ulmende skyer og marsvin der svømmede langs kysten, med en flok tejner flyvende over sig.

Ubeskriveligt smukke oplever har jeg haft på denne side af øen, med udsigt til både Fyn og Æbelø.

Midt på øen er Endelave by, her finder man et udbud af spise- og overnatningssteder. som f.eks. Endelave Kro & gæstgiveri der har højtbelagt smørrebrød, kanin fra øen, vegetar- og veganerretter og i modsat ende, af den lille by, finder man øens lægeurtehave, som virkelig er et besøg værd, hvis man er blot en smule interesseret i urter, naturlægemidler og spiselige sager fra naturen. Det er også i denne ende af byen man finder Endelaves prøvelejlighed, hvis man overvejer at blive fastboende på øen – du finder link til ansøgningsskema her!

Endelave er én stor variation, på landskaber, oplevelser og mennesker. Her er lidt for enhver smag, og rigtig meget for dem der elsker naturen, har man mod på det kan man gå Kaninoen på 21 km rundt om øen, og på den måde se lidt af alt det Endelave har at byde på.

Her findes en lille hyggelig flyveplads, med eget lokum, to teltpladser, en lille campingplads og mange andre skønne sager. Endelave er på alle måder et besøg værd.

Én del af mit besøg, på Endelave, bestod af mad, da min gode ven Michael er kok på øens kro. Okay, mit besøg bestod også en helt del af strandliv, slikken solskin og kiggen på kaniner. Faktisk var det bare virkelig hyggeligt, rart og dejligt at være fem dage, på den lille ø med den store attitude.

Jeg spiste blandt andet den dejligste blå ost, en figen dyrket på øen, en lækker bøf, lækre fermenterede hvidløg, falafler til morgenmad og en kage i øens farver.

Tusinde tak til jer der viste mig rundt, brugte hele lange dage på at fortælle, tale og vise frem – det har været fantastisk at opleve øen.

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar