Dette sted er noget helt særligt, for mig, jeg kørte forbi det mange gange. Uden at gå ind. Jeg stoppede bilen. Kiggede. Indsnusede den friske landluft før jeg igen kørte videre. Det gentog sig. Igen og igen. Jeg ved ikke hvorfor, om det var på grund af stedets store forfald, eller om det var navnet der gjorde det. Jeg følte mig forbundet. Det trak tråde til det liv jeg engang levede. Tidligere. Før jeg blev syg.
Stedet har historie, så mange fortællinger, så meget på hjerte.
Udluftningen er god, må man sige, og det er måske meget godt med alt det sorte skimmel der triumferende har indtaget stuevæggen.
På toppen, af et møbel, stod en kasse – i den er der mange, mange magasiner fra starten af 60’erne. Flotte og velbevarede.
Engang, for år tilbage, var dette et sted man samledes, nu er det efterladt alene tilbage.
Det var et virkelig fint besøg, og en dag skal jeg tilbage. Forbindelsen er umiskendelig. Og stedet er vidunderligt. Godt jeg tog mig sammen og stod ud af bilen.
Ingen kommentarer