Femhundrede dage…

Femhundrede dage…

14/09/2019 0 Af ayo

Og lidt om hvordan det hele begyndte … 

Femhundrede nætter ude, det er altså en del, jeg har stadig ikke helt forstået det, for hver gang jeg tænker over det, jo mere går det op for mig hvor mange dage det i virkeligheden er. Min første tur, herud, sidder stadig dybt i mig. Jeg er, hvis ret skal være ret, ikke ret god til at rose mig selv – ananas i egen juice og alt det dér – men lige med det her, føler jeg virkelig godt jeg kan tillade mig at være stolt. Og det er jeg. Virkeligt og helt ægte. For jeg har, helt alvorligt, boet ude i lang tid. Og ser nu frem til vinterens komme.

Nu skal det ikke lyde som falsk markedsføring, og evig lykke, at være flyttet herud, for det er det ikke – jeg har stadig mange funderinger, op-og nedture som alle andre, og dage hvor jeg helst vil grave mig ned. Forskellen er at her arbejder jeg mig ud af det. Og at grundglæden aldrig er længere væk end en tur i skoven, langs søen eller blot en stille nattetime foran et knitrende bål. Her arbejder jeg for mig, for mit liv, og det giver bare så megen mere mening at gøre netop dét.

Da jeg lavede denne blog, var den tiltænkt dem jeg har nært, det udviklede sig lidt, kan man sige og nu har jeg det egentlig fint med det – hvem orker ikke lidt opmærksomhed til det man selv synes er ret fantastisk? #HejEgo

En ting som dog nok er vigtigt at vide, for dig som læser med, og som ikke kender mig personligt, er at det her ikke er et glansbillede, en fremvisning af udelukkende pæne ting og følelser. Og at jeg stadig har det okay selvom der er lidt ridser i lakken. Det her er mig. Hele mig. Også det som de fleste nok vælger at lukke væk og holde for sig selv. Jeg er træt. Træt af glansbilleder, Instagram feeds med lutter candyfloss, glittede Bo Bedre forsider og liv der ser så konstant kunstigt lykkelige ud, at vi alle hurtigt kan få os en omgang præstations-angst.

I starten grinede en del af mig, for jeg havde jo bare taget mine ting med mig ud i et telt – og det er, for en del, ikke at være rigtig noget som helst. Heldigvis lærte jeg flere fantastiske mennesker at kende – og uden opbakning, forklaringer og hjælp, ja så havde jeg nu nok sat mig ovre i hjørnet, tudet lidt af frustration, og på et eller andet tidspunkt, måske, tilmed givet op.

Jeg gav ikke op, selvom jeg ikke har haft det rigtige udstyr, ærligt, det har jeg ikke! De første vintermåneder frøs jeg mine fødder, konstant og hele tiden, uanset om jeg havde fodtøj på eller ej – aldrig i livet har jeg lavet så mange varme fodbade. som december sidste år. Jeg havde uld på fødderne, for jeg elsker uld, men mit fodtøj var simpelthen ikke gearet til det her liv – altså, jeg havde jo bare taget mit københavnersmarte fodtøj med mig og tænkt hey, den klarer jeg! For det er sådan jeg fungerer, tænker og agerer. Jeg fik bestilt mig et par seriøst lækre russer vinterstøvler – da fødderne havde frosset længe nok – og mine fødder har været varme siden den dag, og dét gjorde en kæmpe forskel. For alt!

Og sådan er året gået, jeg har lært ting hen ad vejen og fundet gode grunde til at bo i telt, prøvet mig frem, evigt lykkelig for at jeg ikke gav op, men stod fast på at selvfølgelig kunne jeg da det. Flytte ud i et telt, uden at ane noget. Og selvom jeg er syg. Selvfølgelig. Og jeg gjorde det, jeg gør det, uden flot sponsoreret glitrende blå sovepose med komfort-temperatur til minus 40. Mine to dejlige københavnerlejligheds-dyner fungerer så fint, de holdt mig varm om natten da frosten kiggede forbi, da stormen susede i træerne over mit hoved, de gjorde mig tryg i lynene og de holder mig stadig varm. Her. Ude i naturen.

Mine børn og jeg havde for nylig sådan en snak om hvad der har været det bedste. Og det værste. Ved en flytning, fra fem minutter til strøget til et telt ti kilometer fra den lokale brugs. Og jeg blev så glad, for de begge siger det så fint. Her er dejligt. Roligt. Stille. Tid. Tid til os. Hinanden. Sammen. Hver for sig. Og… man sover så godt, mor. Og det er sandt. Roen gør noget dejligt for søvnen. Uglen vækker ikke én, på samme måde som udrykningerne gør det.

Og for måske en måneds tid siden, eller lidt mere, fik vi en ovn. Lækker lille elektrisk sag. Efter at ha levet uden, i over et år, er det nok den største luksus det her år har bragt mig. En ovn. Jeg elsker den ovn. Vi bager. Kager. Brød. Laver tærter. Det er vild en luksus. En ovn.

Jeg har ellers brugt den skønneste reflektorovn, på mit vidunderlige brændekomfur – som absolut også er nummer meget højt på listen, over dejlige ting – og det virker, det fungerer og det er fantastisk, jeg har dog været den eneste der havde mod på det – med komfuret, så på den led er en ovn også en gave.

Jeg kan se, i indbakken, at her er mange nye følgere – tak til jer for at kigge herind – for jeg bliver spurgt, om ikke det bare er drømmen, livet, lækkert, dejligt, hvor jeg bor og hvordan jeg egentlig har gjort det, og det er SÅ fedt med nysgerrigheden omkring det, det motiverer og inspirerer til fortsat at dele tanker og oplevelser. Hver gang får jeg dog også lyst til at grine lidt, I ved, det der grin der når maven, hvor hårene på armene rejser sig og tårerne triller – den slags latter. Og sådan griner jeg, indvendigt hver gang jeg får de beskeder. Ikke for at være nedladende eller arrogant, men fordi jeg hver gang tænker, shit, I skulle bare vide hvor skørt det her egentlig er. Ofte. Meget ofte!

Og hver gang, får jeg sådan en lyst til at svare, at jeg ikke rigtigt, sådan for alvor, kan svare på det, for du er nødt til at GØRE det, selv, alene, finde modet og hoppe ud på det dybe hav, finde ud af at svømme i det, du er nødt til at gøre det, længe før du egentlig er klar. Det skal føles som at springe ud fra en klippe, uden at vide om der er vand, og der er vand og du vil lære at svømme. Måske svømmer du i en anden retning, end du troede, men det vigtigste er, du svømmer.

Det bliver nemmere, med tiden, det bliver lidt af en vane at tænke over sin vej, og det med ikke at følge hamsterhjulslivet bliver til en livsstil, man bliver bevidst om sine valg og hvad der gør en tilfreds i livet – og med tilfredshed følger alt muligt andet godt.

Du har kun det her ene liv, det er NU der gælder, hvad venter du på? Du har alle de muligheder i livet som du kan forestille dig, du har langt flere end du drømmer om, tag chancen, jagt drømmen og smadrer undskyldningerne – jeg lover jer, det er det hele værd den dag du kan sige ”jeg gjorde det!” i stedet for at sidde tilbage og tænke ”hvad nu hvis…”