Single

Single

09/09/2019 0 Af ayo

At være voksen, kronisk syg, uden for arbejdsmarkedet og samtidig være single giver en række udfordringer, det er alt fra følelsen af mindreværd over til risikoen for at være/blive en isoleret særling… 😜

Hej, jeg hedder Ayo, jeg er glad for mit liv og jeg er kronisk syg… Hej, jeg hedder Ayo, jeg er mor, bor i telt og så er jeg uhelbredeligt syg… Hej, jeg hedder Ayo, jeg har ikke noget arbejde, jeg er på førtidspension, mor til to og uhelbredeligt syg…

Ærligt talt, hvordan starter man og får leveret den sætning rimeligt hurtigt? Hvordan formulerer man, til et fremmed menneske, at man er syg – uden det bliver til en ”jeg har ondt af dig” seance – jeg kan sq ikke fordrage når folk har ondt af mig, for jeg har jo egentlig et okay godt liv. På godt og ondt. Trods alt.

Jeg skriver, laver dit og dat opslag, flere opslag er lange, tekstmæssigt, oplysende, forklarende ifht whatever og hvad jeg eventuelt kunne have interesse i. Jeg dater ikke. Jeg søger egentlig heller ikke. Jeg tror på øjeblikkets magi, at det der skal ske, sker. At alt har en årsag, og at med tålmodighed, hårdt arbejde og en ukuelig livsappetit da kommer jeg længst.

Efter jeg blev syg, tilbage i 2009, har det påvirket mit liv på flere fronter. Efter jeg blev alene, i 2012, var det vanskeligt for mig at finde mit eget ståsted – og nu da jeg så føler jeg har fundet det, altså ståstedet, er det som lidt af en eneboer ude i naturen.

Mit selvbillede er ændret, markant. Min krop er ændret, min tankemåde, og mine sindsstemninger har ændret sig. Mine hobbyer, min måde at bruge tiden og livet på er ændret. Jeg er ændret! Jeg kan ikke længere være meget aktiv, fysisk, jeg sover meget, er oftere syg og kan på mine dårlige dage godt føle mig som lidt af en byrde for andre. Den slags.

Alligevel, og måske netop på grund af dette, så er jeg stadig ret selektiv, for jeg drømmer om mere indhold end udseende, vælge til og fra, præcis som jeg går ud fra – og forventer- andre gør og tør det. Og nej jeg er ikke en dum gås, bare fordi jeg ikke lige orker hej smukke, du er lækker, skal vi mødes i første besked. Det samme gælder i øvrigt kram, møz og knuzzer. Hvis du skriver sådan, til mig, så er jeg allerede stået af. Og jeg står ikke på igen.

Jeg siger ikke det er forkert, at I er forkerte – men jeg siger det er forkert for mig. Og jeg har levet længe nok til at holde fast, og stå ved præcis hvad jeg forestiller mig, at jeg drømmer om. Jeg laver opslag, som for andre måske ser skøre ud og virker underlige, på en side som denne, men jeg gør det for at se hvad jeg tiltrækker, afkode svarene, se hvad respons det får – for det ér mig jeg deler ud af. What you see is what you get!

Jeg har det godt med eget selskab, langt det meste af tiden, indimellem kommer det da snigende, savnet. Lysten til at være tæt, med et menneske som betyder mere og andet, end en god veninde eller ven. Forstå mig ret, jeg elsker mine veninder og venner. Men jeg elsker også det særlige bånd man kan ha’ når man er to.

Men hvornår er man klar? Klar til et nyt forhold, klar til at dele livet med et andet menneske, klar til at åbne op om hvad de her ændringer betyder – og hvordan gør man det, uden at drukne den anden – og kærligheden – i det?

Jeg funderer jævnligt over den slags, og om jeg nu egentlig også er god nok, om jeg (stadig) kan tillade mig at stille krav, om jeg egentlig stadig må have noget jeg vil – og når først dødsspiralen er i gang, ja så er det bare dernedad for fulde drøn… er jeg mon for tyk, for tynd, for grim, taler jeg for meget, lugter jeg lidt, er øjenbrynene for meget, humøret for let, røven for stor, tankerne for mange, er jeg for excentrisk, underlig, eneboeragtig og så videre og så videre i en lind strøm – jeg tror de fleste, måske især kvinder, kender til det…

Min konklusion er, at jeg ikke er perfekt, men jeg er god nok som jeg er. I hvert fald de fleste dage 😜 Den er også, at jeg kan mange ting, og meget af det jeg gjorde, før jeg blev syg, kan jeg ikke mere. Jeg kan for eksempel ikke, længere, løbe et halvmaraton, om lørdagen, men til gengæld kan jeg bage den vildeste kage. Sådan ændrer livet sig, og jeg ændrer mig så med det – sådan at jeg stadig kan få det bedste ud af det. Single eller ej.

Ja, jeg er kronisk syg, har en sørgelig økonomi, og bliver nok ikke 100 år – i stedet griner jeg meget, lever rigt og kender til en del af livets bagsider. Jeg er god til at få noget positivt ud af næsten alt, de fleste dage er en fest. Jeg er ikke min sygdom, jeg skriver mere om den end jeg taler om den, jeg er langt de fleste dage glad og taknemmelig for livet – og så er jeg sådan en der har brug for indhold før form. Indhold er vigtigt for mig. Hver gang!
Frygter jeg at være single for evigt? Nej, men det kan være jeg ender med at (vælge at) være det 😅

Er du kroniker, hvis ja, hvad gør du dig af overvejelser omkring det og føler du at det påvirker dig i dit ønske om en partner?