Om

Velkommen til min side, her er lidt om mig og en helt masse om noget andet, jeg kaldes Ayo, er 39 år, særdeles stolt mor til to nærmest-voksne-fantastiske-unge mennesker jeg har båret under mit hjerte – de er en berigelse hver eneste dag 💚 jeg bor fast i telt året rundt, jeg bor i min lille VW T4 Van og mine to børn går på uddannelse i andre dele af landet, derudover er jeg indehaver af en uhelbredelig multisystemisk (lunge) sygdom, jeg er dog ikke sygdommen, det har gjort at jeg i dag er på førtidspension – det skal dog ikke afholde mig fra at forsøge at leve et liv, der er værd at leve. Hver dag.

Jeg boede, indtil jeg rykkede herud, som eksiljyde i en lejlighed i indre København, her var jeg flyttet til grundet en mand – og da manden viste sig at have særdeles tvivlsomme hensigter, tendenser og omgang med sandheden, ja så følte jeg ligesom at livet smuldrede mellem hænderne på mig, og jeg måtte videre…

For jeg var ikke glad, jeg var konstant mange tusinder kroner bagud, efter jeg i et år var alene med lejligheden, og med at få det hele til at løbe rundt, huslejen var højere end min indkomst og jeg var klar til at sadle om.

Jeg brugte en mørk vinter på at overveje hvornår jeg egentlig havde været rigtig glad, og endte ud med at det var dengang jeg boede ude på landet og levede et ret simpelt liv mange år tidligere. Det var skræmmende at opdage, opdage at jeg levede et liv der ikke gjorde meget andet, end at jeg følte mig utilstrækkelig, ked af det, deprimeret og frustreret over aldrig at være god nok.

Og jeg er, i virkeligheden, sådan en gammeldags type, der drømmer om brændekomfur i køkkenet, kakkelovn i stuen og en lerovn i haven, så jeg begyndte at se mig om efter et lille idyllisk stråtækt hus – det var drømmen – men da jeg ingen penge havde, står i RKI (der ender man let som kronisk syg, uden arbejde) og i det hele taget ikke havde ret meget andet at byde på end mig og mit knuste indre – ja så blev jeg afvist af udlejerne.

Gode råd var dyre, min ældste og jeg kørte rundt i Jylland, på ferie, og en dag endte vi ved Bork Vikingehavn og der stod et telt! Det slog mig, for fanden, jeg kan sq da bare bo i et telt når nu jeg ikke kan bo i husene – og fra tanke til handling er der ikke altid langt.

Jeg havde ikke en rød reje, at købe telt for, så jeg pakkede personlige ting ned, solgte alt jeg ejede og havde, fremlejede min lækre – og pivdyre – lejlighed i de 6 måneders opsigelse og brugte pengene på at købe et telt. Uden i øvrigt at have et sted at sætte det op, så jeg slog et facebook opslag op, og ud af de mere end femhundrede fantastiske henvendelser jeg fik, dukkede det her helt igennem vidunderlige sted op – og nu bor jeg her, føler mig hjemme, har fået samlet humøret op og er langt fra så ødelagt indeni som jeg var blevet fortalt jeg var.

Pointen er, at selvom jeg er på røven, og kronisk syg, har virkelig mange dage hvor jeg ikke kan ret meget – så udnytter jeg det jeg kan, til det yderste, og forsøger på daglig basis at få det bedste ud af en tilværelse som på mange måder er lidt på trods.

Og det jeg håber på, og drømmer om, er at du som læser får ud af at følge med her, er at livet ikke altid behøver være arbejde, dyre biler, store huse og en masse forbrug, for at man er lykkelig. Eller et liv i en lejlighed fordi man er syg, gammel eller fysisk lidt ude af trit. Små ting gør forskellen, så længe vi beholder ja-hatten på og forsøger at se fremad i stedet for bagud. Jeg håber at du husker at leve livet, være taknemmelig for det du har, og jeg håber at du vil være med til at vise, at den glitrede dameblads-fremvisning er de færreste menneskers virkelighed, for jeg tror på at vi alle har brug for at se virkeligheden. Også den del af den, som ikke altid er candyfloss.

Hvis du vil læse mere, så er der mere at finde her på bloggen, og ellers har jeg instagram og facebook hvor jeg deler. Den hurtige vil måske også ha bemærket at jeg ofte poster opslag, og ser ud til at være her, uden at være det, det er fordi jeg laver automatiske post sådan at jeg kan bruge hele lange dage på at sove – når det er nødvendigt – og stadig få postet det jeg gerne vil.

Og her, til sidst, jeg håber du har dage hvor teen smager magisk, musikken får dig til at danse, hvor fremmede får dig til at smile og stjernerne på nattehimlen rører din sjæl. Jeg håber der er dage, hvor du er lige så forelsket i at være i live som jeg er det 💚