..Også selvom dagen slet ikke er gået endnu.
Jeg startede morgenen langsomt, det er svært at finde energi de her dage, så jeg startede ud med en lur i stedet for morgenmaden. Herefter gik turen til laboranten og over for at hente medicin.
Jeg kan godt mærke det er en anden afdeling, der har med det her nye medicin at gøre, nye sygeplejersker og rutiner – og midt i alt det, gik det virkelig op for mig hvor vigtigt – og trygt – det er, med læger og sygeplejersker der ved, også uden at jeg skal forsøge at forklare 10+ år på maks fem minutter. Det kan man ikke, der går så meget vigtigt tabt og præcis derfor er det så væsentligt at gå det samme sted, i hvert fald for mig .
Den søde sygeplejerske, på den nye afdeling, var forundret over jeg vil fortsætte, for hun havde læst om de bivirkninger der var indrapporteret, og havde hun været én af dem fra den ‘kendte’ afdeling, ville hun formentlig aldrig ha spurgt 😅 for jeg vil nærmest give min højre arm, fod, ben, nyre og øje for at afprøve alt muligt – og ind imellem også umuligt – for tænk engang, hvad nu hvis det virker?
Tænk hvis det virker, lige på den anden side af mareridtet, de forhøjede levertal, kvalmen, hovedpinen og den kløende hud som ofte følger med? Tænk hvis der virkelig stadig sker mirakler, og alt det kræver er at overleve lidt tilvænning til medicinen?
Jeg har haft bivirkninger før, det er noget nær uundgåeligt med det medicin jeg får, og det skal være virkelig slemt før jeg overvejer at trække stikket – så de andre gange har det været en læge, der har trukket det for mig, og det tænker jeg også det bliver denne gang, hvis det bliver aktuelt en dag.
I hvert fald, jeg ved at jeg gør hvad jeg kan, at jeg yder min del i forsøget på at få det bedre – og så kan jeg sq ikke rigtigt gøre mere, andet end også at leve, så godt jeg kan, imens jeg gør det.
Efter det kørte jeg hjemad, stoppede halvvejs og nappede en lille time på øjet – og nu er jeg endeligt hjemme, har smidt tøjet da her er vanvittigt varmt og er endt på sofasengen, fuldkomment smadret i min krop.
I morgen er endnu en dag, og endnu et sygehus, da jeg skal på nuklearmedicinsk afdeling i Herning til en kontrol knoglescanning – på grund af prednisolonen har jeg osteoporose – det plejer dog, heldigvis, at være hurtigt overstået, så det satser jeg på.
Ingen kommentarer