Top

Home is where I park

  >  alt det andet   >  Fag journalist studerende
vanlife, vanlifedanmark, homeiswhereiparkdk
 

I går mødtes jeg med en fagjournalist studerende, for anden gang, og det var bare så fint. Jeg glæder mig til, at se hvad der kommer ud af det, og altså ret meget til, at læse hvad det er hun ser – for jeg tror faktisk det er noget okay sejt, også selvom det er noget helt andet end det jeg ser – kender I det? Andre siger noget, og så står man bare der og tænker; hvad, hvem er det du taler om, før det går op for én, at det sq er én selv 😅#hejego

Hun gav mig dog også, lige et flashback til nederen kommune-dame, da hun sagde “𝐇𝐯𝐨𝐫 𝐦𝐚𝐧𝐠𝐞 𝐤𝐢𝐥𝐨𝐦𝐞𝐭𝐞𝐫 𝐡𝐚𝐫 𝐝𝐮 𝐬å 𝐤ø𝐫𝐭, 𝐬𝐢𝐝𝐞𝐧 𝐟𝐞𝐛𝐫𝐮𝐚𝐫 𝐦å𝐧𝐞𝐝?” – haha, min hjerne tænkte straks “𝐬å 𝐟𝐨𝐫 𝐬𝐚𝐭𝐚𝐧, 𝐧𝐮 𝐬𝐤𝐚𝐥 𝐣𝐞𝐠 𝐭𝐢𝐥 𝐚𝐭 𝐟𝐨𝐫𝐚𝐯𝐚𝐫𝐞, 𝐚𝐭 𝐣𝐞𝐠 𝐤ø𝐫𝐞𝐫 𝐬å 𝐦𝐞𝐠𝐞𝐭 𝐛𝐢𝐥 – 𝐟𝐨𝐫 𝐡𝐯𝐨𝐫𝐝𝐚𝐚𝐚𝐚𝐧 𝐤𝐚𝐧 𝐝𝐮 𝐝𝐞𝐭, 𝐞𝐫 𝐝𝐮 𝐬å 𝐨𝐯𝐞𝐫𝐡𝐨𝐯𝐞𝐝𝐞𝐭 𝐬𝐲𝐠 𝐛𝐥𝐚𝐛𝐥𝐚𝐛𝐥𝐚…” heldigvis, var det bare slet ikke dét, der var på tale, og jeg er glad for, at jeg lige fik spurgt, så der var ro i kommune-traumerne igen 🙃

Og så, ja så havde jeg skrevet en masse her, men for noget der minder om første gang, vil jeg censurere mig selv en anelse, og derfor får I blot en meget kort version. Start: En ting, som er lidt ‘morsom’, at opleve, er; at jo mere medvind jeg har, jo flere “𝐢𝐧𝐟𝐥𝐮𝐞𝐧𝐜𝐞𝐫/𝐛𝐥𝐨𝐠𝐠𝐞𝐫-𝐭𝐲𝐩𝐞𝐫” stopper med at følge, ja en enkelt har tilmed blokeret, mig 😅❤ – det kan, selvfølgelig, også være fordi jeg siger det jeg tænker, uanset om jeg finder en person arrogant eller fantastisk, den slags kan godt ind imellem give lidt gnavne miner 😘😅

Jeg kom til, at tænke på det, da jeg sad og godkendte medlemsanmodninger, til Omnia gruppen – og opdagede at jeg var blokeret af én der ville ind – jeg må bare sige, det bliver altså et nej tak her fra. Jeg er, ret beset, helt okay med, at man ikke følger mig, jeg stopper også, ind imellem, med at følge personer jeg ellers har fulgt længe. Sådan er det, fokus skifter, livet ændrer sig og ting bliver for upersonlige. I hvert fald for mig – mit liv drejer primært rundt om gode ting, og sådan skal det allerhelst blive ved med, at være. Og så må man jo, ligesom, leve med det valg der er truffet.

Valg er også et fravalg. 𝐇𝐞𝐥𝐝𝐢𝐠𝐯𝐢𝐬 er der andre, som rækker hånden ud, og glædeligt tager imod det der nu engang bydes ind med. #ingennævntingenglemt Og det ér fedt! Især fordi, for mig er det her ikke bare kroner og ører. Er det ikke sjovt, så er jeg ikke interesseret. Er det upersonligt er jeg heller ikke. Jeg vil føle, at jeg har med mennesker, at gøre. At det her er mere, end bare én forretning der skal piskes rundt.

Og nej, det er ikke bare fordi, at jeg har en førtidspension, at betale med (jeg får delvist suppleret op i de perioder hvor min krop ikke har ork til det hele). Det er noget dybere. Når jeg giver ud af mig, så får jeg også noget igen. Jeg kan mærke, at det ér sådan, for jeg har (også) engang pillet så meget i egen navle, at jeg aldrig så andet end Mig. Mit. Mine. Mere Mig. Lykkeligvis, for mig (og jer!) var det en fase. Og nu er fasen død. Jeg håber egentlig også, at rundsave på albuerne er en fase, og at den fase også snart er uddød 😘 Det var bare lige dét, jeg ville sige. Slut.

Efterfølgende, altså i går, var jeg et smut forbi trangia-dooden, for at aflevere den fineste oldsag af en gasovn, og nu er jeg på Fyn. Om end jeg ikke nåede hele vejen, til Odense, men blot til Fænøsund. Længe før klokken 17, fandt jeg mig derfor til rette her, med rugbrødsmadder, musik, regnvejr og en hyggelig dyne – og det er nu altså heller ikke dårligt. Der sker mange ting, i denne tid, og det kan godt mærkes på energien. Også selvom det er lutter dejlige sager, der sker. Jeg bruger relativt mange timer på langs, sover i snit 12 timer i døgnet og forsøger, at følge med til alt det jeg gerne vil nå – inkl diverse journalist – vel vidende, at jeg ikke når det hele, og at det også er okay ❤

De mange timer, på langs, er dog godt for noget, jeg får svaret mere og flere, og det føles dejligt, at gøre det, da det er en evig ting, at jeg er langt bagud med, at få svaret 😳Den næste tid, har jeg en del hospitals aftaler, da jeg jo ‘lidt’ har syltet det siden corona situationen indtrådte, i marts måned. Men, det her er den værste årstid, vejret er fugtigt og klamt, mine lunger hader det, og jeg er så godt som løbet tør for alt medicin, at nu skal det simpelthen være. Desværre betyder det, at jeg skal have lavet covid-19 tests, for at jeg kan komme ind på diverse afdelinger – få taget røntgen – blodprøver – osv. Det er jo for at passe godt på os alle, at det er sådan, men det kan altså, helt ærligt, godt freake mig lidt ud, at skulle ind på OUH og testes – for der kommer også dem som viser sig, at være covid-19 syge – nu jeg har passet ret så meget på, siden marts måned. Jeg håber det går, helt uden bøvl og sager, og så håber jeg at min diffusions test viser sig, at være mere fremragende end forventet – man er vel ikke jubeloptimist for ingenting. Og så, ja så skal jeg altså ha kigget på blæseren i mit fyr, for de siger der kommer sne-slud et eller andet sidst på ugen, og det lyder lidt rigeligt køligt med mit nuværende setup.

Livet i en campervan! Inspirator, foredragsholder & kogebogsforfatter til Den Sultne Rejsende - omnia kogebogen. Jeg er altid på jagt efter nye eventyr i hverdagen, i mit liv som digital nomade på rejse med en iværksætter-drøm og uendelige eventyr som mål. Tak fordi du er her, velkommen til :) Kh Ayo

post a comment