Følelsesmenneske…

22/05/2018 0 Af Ayo Hansen

Når man sanser alt… 

Kunne jeg leve mit liv bag lukkede – mentale – døre, så gjorde jeg det. Nok. Måske.

Jeg ved det, i manges øren, lyder vanvittigt – som et selvvalgt fængsel. Alligevel er det præcis det ønske jeg har, jeg bryder mig ikke om verden som den er.

Jeg bryder mig om de færreste mennesker, måske har jeg omgivet mig med de forkerte mennesker?, på mig virker de kolde, ubarmhjertige forstenede ansigter med hjerter lavet af is.
Det gør mig trist, hvilket egentlig ikke dækker den afmagt og kvælende sorg jeg hver dag står op med.

Misforstå mig ikke, jeg er taknemmelig for alt jeg er, alt jeg er blevet skænket, alt jeg har, jeg er særdeles bevidst om at mit liv er den rene tivoli tur, set i forhold til de mange hundrede tusinder af mennesker som hver dag lider verden over.
Set i det perspektiv, er mit liv den rene lykke.40097021_10156042989793752_5637109073800331264_n

Min store udfordring er, at jeg tager det nært. Sådan virkelig nært. Jeg kan mærke det, ikke alene psykisk men også fysisk kan jeg blive dårlig når jeg hører, ser eller oplever dårlige ting. Det kombineret med min “pladderhumanisme” gør det svært at navigere i, for jeg påvirkes i min absolut inderste kerne.

Som barn var det okay at være den “svage” pige, hende der græd over det mindste, hende som altid syntes det var synd for alt og alle, men som jeg voksede op blev det mindre og mindre okay, og snart var jeg nødt til at være stærk – i hvert fald udadtil.
Det blev jeg, uden på, men inden i var jeg stadig hende der græd over de mindste ting, hende som er lidt for naiv og godtroende. Den kombination har ført meget med sig, både af godt og skidt…

Jo ældre jeg er blevet, jo mere bevidst er jeg også blevet om de mekanismer der er, hvordan jeg undgår det værste skidt, og de for mig dårligste mennesker, men det er stadig en daglig balancegang for mig at finde ud af at navigere i det – for i bund og grund ville jeg ønske jeg kunne tage verdens dårligdom, putte det ned i lommen, beskytte det, passe på det og sørge for at intet ondt nogensinde igen rammer det og dem. Så barnligt naiv er jeg, og præcis derfor er det så svært – for der er så megen ondskab i verden jeg intet kan gøre med, jeg kan ikke løse det, jeg kan ikke redde alle og det giver mig dårlig samvittighed – selvom jeg, rationelt, godt ved det ikke er min fejl, min skyld eller noget jeg behøver have det dårligt over.

Rationelt og følelsesmæssigt er bare ikke altid det samme.

Rationelt ved jeg godt hvordan tingene fungerer, hvordan verden er skruet sammen, hvordan psyken er skruet sammen – og hvor irrationelt mine følelser opfører sig, når det kommer til verdens dårligdomme.
Følelsesmæssigt er jeg et vrag når det kommer til de svage, ødelagte, knuste, flygtende, sårbare, sultende, frysende, hjemløse medmennesker. Jeg kan ikke ha det, jeg er nødt til at foretage mig noget, åbne dørene for alle dem der kan være her, give dem alt hvad vi har, ordne alt jeg kan for at hjælpe dem, eller finde nogen andre som kan gøre det når mit overskud slipper op. For det gør det.

Det tærer på kræfterne, energien – på psyken. For den slags er ikke en envejsting, det er ikke “bare” at give noget mad eller tøj. Der følger ofte også en historie med, ord, tårer, tanker og bristede håb og drømme. Og så er det at mit sind bliver påvirket, ikke bare dér, i øjeblikket – men også herude i fremtiden, for jeg spekulerer og overvejer hvad som kan hjælpe…

Når der har været for meget af den slags, over en periode, så er det jeg ender med at drømme om et liv levet bag lukkede døre, mentalt nedrullede gardiner og i en boble udelukkende med mine nære og kære, og da er det at jeg ved det er på tide at stoppe op, fokusere indad, lytte lidt mindre til ordene omkring mig, læse lidt mere positivt, lytte til vindens susen i træerne, bølgernes skvulpen i vandkanten, indtil jeg igen finder balancen.
Det er dér jeg er lige nu – om end jeg til stadighed holder hovedet højt.