Noget om hvorfor autenticitet er så vigtigt for mig

Jeg elsker at bade, især når det regner, og som den kvikke nok allerede har bemærket, så bryder jeg mig ikke synderligt meget om badetøj. Jeg ser jo ud som jeg gør, og som de fleste andre mennesker gør, min krop har ar, skrammer, hår på trælse steder, urenheder, strækmærker, appelsinhud, skæve tæer, blævrende lår, et forræderisk indre og lyse hår på toppen – og jeg elsker det alt sammen.

Jeg er vokset op med fælles-badning, at nøgne kroppe ikke er lig noget seksuelt, uden man ligesom har en aftale om det, og det afspejler sig i mit afslappede forhold til nøgenhed. Og det er jeg virkelig glad for. For jeg har set mere end én ung falde fra til glitrede damebladsversioner af livet… Jeg er stor fortaler for, at vi viser meget mere frem af vores uperfekte, og netop derfor, helt perfekte kroppe. Og liv i det hele taget.

Medierne har et kæmpe ansvar for at vise virkeligheden. Altså den virkelighed som langt de fleste lever i. At ingen er perfekte. At alle har noget. Lidt for meget. Lidt for lidt. Hist og pist. Og at vi alle er gode nok. Uanset. Men det sælger ikke ret godt. Og derfor ser vi væsentligt mere til “sådan får du flad mave på 10 dage”, den perfekte stil i det perfekte hus, det perfekte liv og den perfekte karriere. Intet under at så mange mennesker føler sig stressede…

Candyfloss, mennesker at se op til, der kan beundres på deres kunstigt fremstillede piedestal, på behørig afstand forstås, er bedre. Det er det vi mennesker vil ha. Vi tror vi er bedre til at leve med, at se på noget vi ved er kunstigt, end vi er til at leve i nuet. Som det er. Og det er så trist, det har konsekvenser for selvopfattelsen hos mange, se feks hvordan unge mennesker går ned, stressede over aldrig helt at slå til, være gode nok, når så meget kunne ændres ved at vi alle tager ansvar for at vise virkeligheden. Ikke et glansbillede. Men realiteten. Livet som det er for flertallet.

Det er som om vi glemmer vores indre, det hele handler om det forjættede ydre, de lange ben, perfekte former, det perfekte hus, krop og den flotte neglelak. Alt det overfladiske, som alt for mange vil indse de ikke kan opnå, jagtes livet igennem imens vi mister vores autentiske sprog i livet. #perfektuperfekt#livet

Forrige indlæg Næste indlæg

1 Kommentar

  • Reply Jesper 22. juni 2021 at 08:31

    Det er ganske vist et år siden du postede dette indlæg, men det skal da ikke afholde mig fra at kommentere lidt på det. Det er et påfaldende at normer og værdier idag (og nok altid) har så stor påvirkning på hvad vi gør – og ligeså snart vi gør noget der stikker udenfor, så SKAL vi nærmest have en årsagsforklaring og god undskyldning for at gøre det – for at det kan blive accepteret af alle dem, der altid holder sig indenfor linierne. Har du lyst til at bade som Gud har skabt dig, så gør det – det er ikke dine grænser der skal flyttes og du gør faktisk ikke noget ulovligt. Og bliver folk stødt, så har de minimum 340 andre grader at rotere hovedet…..
    Jeg var i 1988 elev på Skoleskibet Danmark. Vi var 80 unge elever, hvoraf de 20 var piger. Og med to baderum med hver 4 brusere uden mellemhængende forhæng. Så vi måtte bade sammen, sådan var det bare. Den første gang – og anden gang var en anelse grænseoverskridende – mest for os knægte. Pigerne tog det med stoisk ro. Men allerede kort tid efter og de efterfølgende 4½ måned efter, var det den mest naturlige ting at gøre – vi tænkte ikke over det. Sådan var det bare. Og jeps, vi er forskellige i form, figur, skrammer osv. Også som unge.
    Jeg er heller ikke specielt blufærdig anlagt – går gerne gennem huset i Adam kostume hvis jeg ikke lige har fået det rene tøj med oppe fra soveværelset og så må folk der passerer på fortovet udenfor kigge. Eller kigge væk. Kun når kæresten har sin datter (på en 7/7 ordning) er der altid tøj på udenfor soveværelset og badeværelset – der er grænser.
    Men vi lever i en tid, hvor krænkelsestærskelen ligger forvindende lavt. Og samtidig er idealerne skruet højt op.

  • Skriv en kommentar