Skimmelost & taknemmelighed

Jeg sidder her, over morgenmaden, med blåskimmelost og syltede rødløg, og funderer over hvor forunderligt det hele egentlig er, hvordan vi mennesker, langsomt men sikkert, omstiller og vender os til. Omstændigheder. Begrænsninger. Livet. Selvkærlighed.

Da jeg injicerede, min medicin, funderede jeg ikke over hvor irriterende det er at tage den, i stedet tænkte jeg yes, hvor er det fantastisk det er (blevet) så let.

Min krop og jeg, ja jeg taler om det som om vi er to dele, er sjældent enige om ret meget, længere. Før jeg blev syg, roste jeg nærmest aldrig min krop for det den kunne, den kunne løbe, cykle, slæbe rundt på mig under 50 timers arbejdsuger og meget mere. Min krop kunne alt hvad jeg kunne drøm om at kunne.

Det mærkværdige ér, at i dag elsker jeg min krop meget mere end jeg gjorde. Dengang, før jeg blev syg. Jeg er blevet bevidst om hvilket stort arbejde den gør, hvor meget kroppen skal kunne klare og hvor dårlig jeg har været til at passe på den.

I dag kan min krop ikke ret meget, jeg kan hverken løbe eller gå ret langt, jeg kan ikke løfte noget der vejer ret meget mere end et par liter mælk, mine tænder er smadret af medicinen, jeg har blå mærker, jeg har svært ved at få luft og underligt deforme knoglevækster har indtaget mit liv – alligevel roser jeg min krop, hver dag.

Jeg passer på den, spiser gode råvarer og helst hjemmelavet mad, så jeg ved hvad der er i, jeg plejer den og forsøger hver dag at rose min krop for det lidt den nu kan. Selvkærlighed.

Kroppen er ikke min modstander, selvom den modarbejder ved at ødelægge mine organer, kroppen er et hylster og alt der er, er noget jeg fylder på den. Så jeg passer på, hvad jeg fylder på den. Uden min krop, er jeg ikke.

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar