AYO HANSEN
Forfatter, Foredragsholder & Globetrotter
Lad mig fortælle dig om den her, ret vilde, tur, jeg er på som eventyrer. Det handler ikke kun om de steder, jeg kører til; det er en livsstil. Jeg har mit lillebitte hjem på hjul – min Land Rover Defender – og det har lært mig, hvordan jeg elsker livet mere, når jeg lever med mindre.
Hver morgen vågner jeg og brygger min kaffe på den gode gammeldags måde. Det er bare en enkelt kop, men det får min dag til at starte på den mest vidunderlige måde. Jeg står der og ser ud over landskabet, nipper langsomt til den skoldhede kaffe og ser dampen stige op i den kølige luft imens duften spreder sig omkring mig. Det tager tid, men det er okay. Alt tager længere tid herude, og det er alt sammen en del af charmen.
Jeg er Ayo, 44 år, globetrotter, eventyrlysten – kært barn har mange navne… Jeg besluttede at skrive min egen historie, og den handler ret ofte om frihed og eventyr.
Mine rødder er en blanding af dansk og græsk, jeg er vokset op i skyggen fra træerne, ved en af Danmarks smukkeste skove, ikke langt fra Silkeborg. Men på et tidspunkt, for omkring syv år siden, fik jeg behov for at flytte mig. Jeg solgte næsten alt jeg ejede og havde, vinkede farvel til min hyggelige københavnerlejlighed og slog lejr – bogstaveligt talt – langt ude i skoven.
Spoler vi historien et par år frem, byttede jeg mit telt ud med et hjem på hjul, da jeg købte en gammel folkevogn, der blev mit første hjem på hjul. Jeg byttede mit unormale “normale” liv ud med noget ekstraordinært – minimalisme og endeløse eventyr. Syv år senere, og jeg har aldrig set mig tilbage.
Skæbnen ville, at Danmarks største autocamperforhandler, og Erwin Hymer Group Nord, kontaktede mig med et tilbud, jeg ikke kunne afslå. I fire år kørte jeg derfor rundt i de mest fantastiske autocampere, du kan forestille dig!
Det samarbejde åbnede mange muligheder, gjorde livet mere tilgængeligt også når mine lunger ikke samarbejdede. Men jeg drømte om mere frihed, og i slutningen af august 2024 var det tid til igen at køre i egen bil, da jeg besluttede ikke at fortsætte med en ny autocamperforhandler. Jeg vil skrive min egen historie, eje min egen camper og køre endnu længere væk – alt det har jeg nu, i min Land Rover Defender, der indeholder alt hvad jeg som overlander nogensinde har kunnet drømme om.
Dét her er ikke en eller anden glitrende damebladsversion af Van Life. Det her er ægte, råt, og fantastisk. Jeg jagter ikke kun de perfekte solnedgange – jeg er ude efter virkeligheden og det ægte.
Når jeg får ondt i maven efter at have grinet med de lokale børn, har hørt fantastiske røverhistorier om lejrbålet med andre rejsende, og fundet skønhed i de til tider barske skæbner og landskaber jeg møder. Det er dér jeg elsker at være, derude hvor jeg hver eneste dag føler, der er en helt ny verden at udforske!
Det her liv passer ikke ned i en pæn lille kasse, og det er det, der gør det så forbandet spændende. Jeg møder nye mennesker, uanset om jeg trasker gennem en skov eller vandrer ned ad en stille gade i en lille afsidesliggende landsby. Det er vildt, hvordan det at tale med en fremmed kan åbne dine øjne for så meget!
At leve sådan, betyder at jeg har droppet alt, hvad jeg ikke har brug for – ingen ubrugelige gadgets, intet overflødigt rod – kun mig, min Defender og den åbne vej ud i frihede. Jeg samler ikke længere på ting – jeg samler på oplevelser. Og hvert eneste stop er et nyt kapitel i denne skøre historie, jeg kalder livet.
Så hvis du undrer dig over, hvordan det er at være en eventyrer i hjertet, så forestil dig dette: Du vågner hver dag til en verden, der bare venter på at blive udforsket. Morgenkaffen er som en invitation til at connecte med verden omkring dig. Hver eneste solopgang skriger, “kom, lad os se, hvad der er derude!”
Det her er ikke bare at leve mit liv i en Defender – det er at leve livet med refleksion, at være drevet af det ukendte, der er omkring næste sving, og den enorme kærlighed og varme, der er fra mennesker, du møder undervejs.
Dét her, det er at leve livet modigt, frit og eventyrlystent!