Mit navn er Ayo, og jeg skriver med alt det jeg ér – med krop, hjerte og de ar der har formet min stemme. Ikke for at provokere. Ikke for at redde verden. Men fordi jeg ikke længere kan lade være.

Jeg skriver med ar og stjerner på huden, med vrede, længsel, kærlighed og håb – og med en stemme der engang blev kvalt, men som nægter at tie længere. En stemme der har rejst med mig gennem 49 lande og endnu flere indre landskaber, pakket i bagagerummet sammen med livserfaring, te, krøllede noter og en uro der en dag blev til bevægelse.

Jeg ved ikke hvor jeg skal hen, men jeg er på vej…

Min historie begynder ikke med et postkort fra en fjerntliggende destination, men med en beslutning om at leve anderledes og finde frihed. Jeg solgte næsten alt, vinkede farvel til min lejlighed i København og slog lejr – bogstaveligt talt – ude i skoven. Først i et telt. Senere i en folkevogn. Senere igen i forskellige autocampere gennem fire år. Og nu – i min Land Rover Defender, som jeg selv byggede, bor i og rejser med. Ikke fordi det er trendy. Men fordi det var nødvendigt og fordi det var mit.

Jeg valgte ikke vanlife for at tage billeder af solnedgange. Jeg valgte det for at finde hjem – ikke i en postkasse, men i mig selv. Jeg lever enkelt, men ikke let. Og jeg samler ikke på ting – jeg samler på øjeblikke: En kop te ved solopgang, et bål tændt i regnvejr og en samtale med en fremmed der åbner et vindue ind til noget ægte.

Jeg vil skrive min egen historie!

Min rejse handler ikke om destinationer men om frihed. Om at vælge mig selv til – og turde stå i det, selv når det koster. Jeg skriver ikke glitrende damebladsversioner af frihed. Jeg skriver om det rå, det skrøbelige og det virkelige. Jeg skriver om fejl, om skam og om at finde styrken i at fejle åbent og at rejse mig ærligt. Jeg skriver om tro, traumer og tab. Og om at overleve det jeg troede ville knække mig – og komme ud på den anden side med lidt mere ro i brystet og en fuckfinger i baglommen, hvis nogen igen skulle forsøge at diktere retningen.

Jeg ved ikke altid, hvor jeg skal hen – alligevel er jeg på vej. Og jeg forsøger at leve, så jeg ikke mister mig selv i processen.

På denne side deler jeg derfor ikke bare min rejse – jeg deler fragmenter fra mit liv. Ikke kun det polerede men også det levende. Det, der ikke passer i pæne kasser. Du vil ikke finde perfekte ruter og glitrende selfies. Du vil finde tekster, tanker, billeder og sprækker – og alt det der findes mellem stjernerne og de søvnløse nætter.

Her må du gerne være et rod med et bankende hjerte.
Her må du længes, grine, tvivle og mærke.
Her må du være menneske.

Tak fordi du er her.