Hvem er Ayo?

Velkommen til ‘Home is where I park’ & Verden rundt i camper

Jeg hedder Ayo, er 42 år, mor til to voksne børn i tyverne – ind imellem rejser de også med på eventyr, men ellers har de selvstændige liv med jobs, uddannelse, spejder og rigeligt med #hverdagseventyr Min kæreste, og forlovede, rejser også ind imellem med, men primært rejser jeg solo, hvilket jeg elsker!

Derudover er jeg dansk-græsk og opvokset på landet, i udkanten af én af Silkeborgs smukkeste skove. For mere end 6 år siden solgte jeg det meste af mit indbo, opsagde min daværende lejlighed i København og flyttede ud i et telt i skoven. For 4 år siden skiftede jeg skoven ud med en campervan.

I bund og grund kan man vel sige, at jeg simpelthen byttede mit “norm-rigtige” liv ud til fordel for et stramt budget, minimalisme, frihed og uendelige mængder #hverdagseventyr. Der er gået seks år, og jeg har ikke for alvor set mig tilbage siden. Jeg er mor, forfatter, nomadesjæl og ukuelig optimist. Jeg satser stort og gør drømmene til virkelighed. Men lad os starte ved begyndelsen…

Autocamp, van life, campervan, Ayo Hansen. home is where I park,
Foto: Casper Dalhoff

Hvordan blev Home is where I park egentlig til?

Da jeg flyttede fra København, hvor jeg dengang boede, drømte jeg om noget andet, noget mere simpelt – noget som gjorde mig glad. Sådan rigtig grundglad, og jeg opdagede, at det var ude i naturen at grundglæden var størst.

Jeg opsagde boligen, solgte mit indbo, købte et telt og et brændekomfur, lånte en grund på den jyske højderyg af gode mennesker – og det har været fantastisk, dejligt og også en lillebitte anelse hårdt, for det er sådan at jeg ikke er helt rask – selvom jeg ofte forsøger at lade som om 😉

Mit liv har taget mange sving, og intet er rigtigt gået som jeg havde forestillet mig, til gengæld er jeg enormt tilfreds og glad i livet – også selvom jeg i dag er indehaver af et par utilfredse lunger, kommet af en multisystemisk sygdom. De kan godt give mig begrænsninger i hverdagen – men det afholder mig ikke fra at opleve verden og at leve mere end at overleve.

Vanlife & et helt uvurderligt samarbejde

Efter to skønne år i teltet, købte jeg en gammel folkevogn fra halvfemserne. Den boede jeg i, i et års tid før Danmarks største Autocamper forhandler, Autocamp, kontaktede mig omkring et vidunderligt samarbejde. Dét er ved at være noget tid siden, og det betyder at jeg i dag kører rundt i en helt fantastisk lækker ny autocamper.

Samarbejdet med Autocamp har givet livet så mange nye dimensioner, gjort det nemmere og givet ubeskriveligt meget mere overskud – fordi det er praktisk, velindrettet og let at håndtere en autocamper, der har alt dét folkevognen manglede – selv på en dårlig lungedag. Derudover har det fået en helt ekstra dimension, nemlig at jeg i dag også køre i et samarbejde med Erwin Hymer Group Nordic, i deres lækre Bürstner autocamper.

I 2020 kørte jeg rundt i Danmark, i 2021 kørte jeg rundt i hele Østeuropa. Jeg besøgte blandt andet Tjernobyl i Ukraine, smukke Kiev, ekstremt fattige Moldova, oplevede bjørnene i Rumænien, kørte på de smukkeste bjergruter ad Transfagarasan, besøgte de smukkeste kirker i Polen og kørte også gennem 12 andre lande på turen. Fordi; glæden ved at opleve mere, og stadig kunne tage en lur hver gang jeg har brug for det, vokser sig større hver dag jeg oplever friheden ved et hjem på hjul.

Siden da er meget sket, i januar 2022 kørte jeg til Lapland i det nordligste Sverige. Her oplevede jeg en kold vinter, det smukkeste nordlys og hyggede mig i spaen under den frostklare himmel. I april 2022, kørte jeg rundt på den smukke Nordirske vestkyst, i maj og juni kørte jeg i Skotland og det sydlige England og videre til Rumænien hvor jeg guidede en tur for andre i autocamper. I November, lige efter Autocamper Show, kørte jeg mod Tyrkiet og dér har jeg overvintret og besøgt en masse spændende steder – du kan læse mere her!

Nu skriver vi 2023, det er maj måned og om et øjeblik kører jeg nordpå mod Sverige, Norge og måske også et smut til Finland – hvor turen går hen derefter, det vil tiden vise, men én ting er sikkert; følg med og du finder ud af det.

Jeg drømmer om, at være fuldtidsrejsende med et formål

Når jeg rejser ud i verden, er mit mål ikke alene at opleve andre mennesker og forstå de kulturelle forskelle helt lokalt, det er på samme tid en måde hvorpå jeg kan engagere mig følelsesmæssigt i de mennesker og oplevelser jeg møder på min vej. Jeg gør det ikke alene for rejsens skyld, men også med målet om at lære af livet og at kunne efterlade noget, der kan ændre eller inspirere i et andet menneskes liv undervejs. På samme måde, som jeg håber at kunne inspirere dig der følger med. Jeg vil gerne gøre en forskel & rejse med et større formål end rejsen selv.

Jeg arbejder derfor gerne sammen med andre, og har en forkærlighed for bæredygtige og socialt engagerede brands, virksomheder & NGO’er som har noget på hjerte. Mennesker der brænder for det de gør, og som søger at skabe relaterbare fortællinger, der kan inspirere andre til at ændre verden i de cirkler de befinder sig i. Dén slags elsker jeg og vil gerne være en del af. Fordi. Det betyder noget. Giver mening og er et meget større formål end blot os selv. Er du interesseret i et samarbejde med mig, kan du læse mere om det her.

Som ringe der spredes i vandet: Vi er alle med til at skabe den verden vi befinder os i

Lad os gøre verden til en bedre version af sig selv. Det hele starter ved dig, mig og os, og mit mål er derfor at skabe muligheder, hvor der ingen er, og at inspirere andre til mere personlig frihed og bæredygtige liv med indflydelse, formål og glæde. Uanset deres øvrige omstændigheder. Livet og friheden er for alle.

Eventyrer, blogger og forfatter

Hvad drømmer jeg om?

  • at se verdens fjerneste afkroge
  • at smage flere af verdens lækre lokale råvarer #DenSultneRejsende
  • at høre de mangeartede & smukke sprog verden er beriget med
  • at deltage i ritualer i fjerne egne
  • at rejse verden rundt i et rullende hjem #HusløsIkkeHjemløs
  • at opleve forskellige nomadesamfund
  • at tage uendeligt mange billeder
  • at fordybe mig i de forskelligartede kulturer
  • at gøre en forskel for andre & sætte et aftryk i verden på en positiv måde & bruge min stemme der hvor andre ikke kan

Jeg har forladt trygheden i det faste hjem, den gode løn, og forfølger i stedet mine drømme.

Så her er jeg

Som iværksætter

Mit liv er blevet et job, og det er der en helt særlig grund til. Jeg er lungesyg, og kan ikke altid passe et ordinært job. Jeg har dage hvor jeg sover hele tiden. Dage hvor jeg ikke kan gå eller stå. Og dage hvor jeg kan meget, i forhold til de andre dage. Det er de dage jeg fokuserer på, de dage der er blevet mit job og de dage hele mit liv snurrer rundt om.

Mit liv er det vigtige, og jeg har skabt et liv hvor jeg kan arbejde, når det passer mit helbred, at jeg gør det. Jeg er uafhængig af både tid og sted – jeg kan rejse, tage smukke billeder og skabe inspirerende øjeblikke for ikke alene mig selv, men også for andre. Hvis du vil læse mere, om lidt af det jeg laver, kan du læse mere her, her og her.

& som inspirations rejsende

Har du aldrig rejst, har du aldrig levet helt

Mange af os er vokset op i troen om, at ferie er noget man gør et par gange om året, eller at man skal arbejde i 45 år før vi endelig har fortjent at opleve verden, i livets efterår. Men du behøver ikke vente så længe. Ingen af os er sikre på, at der kommer et livets efterår. Livet er nu og friheden venter. Også på dig.

Livet handler på så mange måder om at give, mere end vi tager. Hver gang!

At medbringe noget der kan gavne, skabe glæde eller gøre en forskel, uanset hvor lille den forskel ér og uanset hvor jeg rejser hen, er vigtigt for mig. Det kan være, at jeg medbringer legetøj, madvarer, tøj, tæpper, vandfiltre, stofbind eller noget helt andet, der vil kunne gøre en forskel i det område jeg besøger. På den måde, kan mine rejser være med til at skabe et særligt aftryk. Det kan jeg godt li!

Fremtidens drømme

Jeg drømmer derfor om, fortsat at kunne leve af at rejse, skrive og tage billeder af alt det jeg møder på min vej. At inspirere andre til også at turde gøre hvad de drømmer om. Uanset om de er fuldtidsarbejdende med fart på karrieren, har småbørn eller noget helt tredje. En ting er dog helt sikkert; rejsen er først lige begyndt & verden er et meget stort sted.

Jeg er super taknemmelig for jeres altid positive tilstedeværelse, opbakning & tålmodige hep. Det betyder meget med mennesker der tror på én & på dét jeg gør – hver eneste dag mærker jeg taknemmeligheden for alle de muligheder jeg har. Tak!

Hilsen
Ayo