Ind imellem har jeg mødt mennesker som jeg senere ikke helt har kunnet genkende. Personligt er jeg enormt udfordret af adfærd, hvor man namedropper, ikke siger det hvis noget misforstås, kører noget-for-noget spil etc. og kører i ring frem for at få afsluttet hvad der var, uanset hvor lidt det er eller var, på en god måde, så alle kan gå videre hver til sit eller sammen – uden hængepartier, vel at mærke.
Sådan har jeg ikke altid været, eller haft det, som barn smækkede jeg mentalt med døren længe før jeg gjorde det fysisk, som ung skete det nogenlunde på samme tid og i dag er jeg mere vedholdende og løsningsorienteret end stik-af-fra-lortet-orienteret i konflikter – også uden det eventuelt fører til enighed – for på den måde afsluttes det i stedet for blot at ophobe sig og suge energi, og jeg kan derfra bedre arbejde mig videre. Og forhåbentlig lære af oplevelsen.
Jeg finder det vanskeligt at navigere ifht en offer adfærd, omvendt skal jeg også passe så godt på mig selv, at jeg ikke tipper over i den anden boldgade og blot påtager mig alt der kan påtages – uagtet om det er mit eller ej. Den balancegang øver jeg mig i. Hvad er mit og hvad er dit.
Der er altid tre løsninger: acceptere det, ændre det eller forlade det. Kan jeg ikke acceptere det kan jeg forsøge at ændre det, hvis ikke det er muligt/aktuelt så må jeg forlade det.
Det kræver en del, af mig, ikke at smække med døren, hårdt!, og i stedet få lukket pænt af når jeg mødes af det jeg betragter som barnlig opførsel. Det kræver at jeg holder fast i min egenforståelse, min viden og erfaring om at jeg har behov for pæne afslutninger. Flotte knuder og bundne sløjfer. Og SÅ kan jeg lige så stille sætte ting på deres rette hylde og gå videre ud i livet.
Jeg er ikke et offer, men jeg er et følsomt menneske med en (lidt for) veludviklet empati og et alt for stort Mother Teresa-gen der gerne vil redde hele verden, selvom jeg ikke kan for jeg har rigeligt i at navigere i mit eget, men ind imellem bringer det mig sammen med mennesker jeg i bagklogskabens så ulideligt klare lys nok havde mere ondt af end følte noget for.
Jeg bliver jævnligt spurgt om grunde til at flytte herud, det her er én af dem. Jeg har det svært med mennesker, jeg mærker dem for meget, for nært, eller det vil sige jeg har det fint med rigtig mange, især mennesker der er selvbevidste og har styr på deres egne fejl og mangler fungerer jeg oftest godt med, men min tendens til at ramle ind i “projekter” er veludviklet. For veludviklet. Og så er det nemmere at bo herude hvor jeg ikke altid skal forholde mig til at sortere i de input jeg mærker – om det er mit eller andres. Herfra vover jeg mig så ind imellem til at møde nye mennesker – oftest går det helt fint og ind imellem ramler et nøjsomt opbygget korthus sammen for fødderne af mig og så starter jeg ved begyndelsen af denne tekst. Igen. Og sådan går det hele jo så alligevel lidt i ring…
Ingen kommentarer