DEN BLINDE PASSAGER

Da jeg ankommer til havnen er der stille. Jeg parkerer autocamperen dér hvor Mehdi har sagt jeg skal gøre det, og da jeg står ud er jeg på få øjeblikke omringet af en gruppe unge mænd. Jeg er ved grænseovergangen ud af Tunesien.

De er venlige, smiler, forsøger sig med en blanding af engelsk, tysk, fransk og arabisk. Vi taler lidt, hvorefter den ene peger over mod bygningen, jeg allerede véd indeholder billetkontoret. Jeg går derover og har følgeskab af to af de unge mænd. Da jeg har fået stemplet mit pas, og har fået registreret udførslen af camperen, og afleveret papiret der har givet mig tilladelse til at køre med det i Tunesien retur, får jeg mine boardingkort på både bil og jeg selv og går retur mod autocamperen.

De unge mænd følger med, siger ikke noget, men jeg forstår hurtigt at de er ved at tjene penge, på en service jeg end ikke anede jeg havde fået. Sådan er der så meget. Vi skal alle leve og jeg betaler dem med de sidste mønter jeg har fra Tunesien.

De smiler og peger og viser mig vej til holdepladsen til færgen, hvorefter de forsvinder igen. På dén måde løser de en udfordring for mig, for jeg ved ikke helt hvor jeg skal køre hen og holde, og dén fine lille service betaler jeg gerne for, uanset hvor uofficiel den måtte være. Det virker egentlig rimeligt organiseret og struktureret, i hvert fald mere end det gjorde den anden vej, hvor jeg skændtes med en politidame der var uenig med resten af politiet og hvor B måtte se væmmeligt ond ud, før hun endelig lod os være i fred imens hendes kolleger kiggede undskyldende på os og rystede på hovedet. Jeg ånder lettet op.

Forsinkelser er hverdag

Efter et par timer begynder jeg at undre mig, her er ikke mange biler. Jeg hopper ud af bilen, efter at jeg har fodret hunde og givet en flaskesamlers dreng en pose vingummier og en Lego mand, af dem jeg har fået med af jer der hjalp med at samle legetøj ind, for at finde en at spørge. Måske er jeg det forkerte sted?

Da jeg, efter lidt søgen, finder en der taler engelsk finder jeg ud af, at færgen er forsinket. Umiddelbart i fem timer, så afgangen nu først er klokken 00:30. Jeg sukker lidt opgivende, jeg havde håbet på, at jeg kunne få en fornuftig nattesøvn før jeg rammer Salerno, hvorfra jeg har en del kørsel videre til den næste færge. Jeg sukker lettere opgivende og sætter mig i stedet til at arbejde på computeren, for der er ingen grund til, at lade sig gå på af dén slags. Jeg kan alligevel hverken gøre fra eller til.

Timerne går, jeg taler lidt med forskellige mennesker der kommer forbi, viser autocamperen frem og drikker kaffe. Da mørket falder på, dukker grupper af, primært, unge mænd og halvstore drenge op. Nogle af dem sælger klistermærker, tingeltangel, kager og kaffe. Andre af dem er, helt åbenlyst, på jagt efter helt andre ting.

Der går et stykke tid før jeg indser hvad der i virkeligheden foregår. Jeg har godt hørt om historierne, jeg har godt læst om dem, men jeg bliver alligevel fuldstændigt målløs da den første af dem forsøger at kravle op på taget af min autocamper.

Jeg kan mærke bumpene i autocamperen, når de træder op på anhængertrækket og videre op på den lille kant der ér, for at nå op til taget så de kan hive sig op i armene. Jeg hopper ud af bilen og skælder ud, selvom jeg har lidt ondt i maven over det, for uanset hvor ondt af dem jeg har, så kan jeg jo ikke deltage i en menneskesmugling jeg godt ved foregår.

Når døden er mere tiltalende end at blive

Jeg går tilbage ind i bilen, de cirkulerer igen rundt, kravler ned under bilerne for at se om der er plads til dem og et sted de kan hænge i armene. De kigger inde i betrækket til cyklerne, i den eneste anden autocamper her ér, og som timerne går stiger presset og stemningen bliver mere og mere intens.

Det er den mest vanvittige grænseovergang jeg nogensinde har haft, og jeg synes ellers nok at både Ukraine og Moldova var en udfordring. Og her fra bliver det faktisk bare værre, for da vi efter næsten 8 timers venten, og 8 timers ditto forsøg på at komme på en bil, får lov at køre ind i det lukkede område, bliver det en kamp om at få en plads, på en af bilerne, for de unge mænd.

Jeg starter motoren, kører måske 50 meter frem og mærker så rykket i autocamperen da den første forsøger at kravle op på taget, men han glider ned igen. Jeg sætter mit bakkamera til at vise billedet bagud, da jeg godt kan både høre, mærke og se, at de slet ikke er færdige med at forsøge at komme op på camperen.

Der går da heller ikke mere end sekunder før der igen står en ved døren, for at aflede min opmærksomhed imens en anden gør forsøget, og jeg viser ham at jeg kan se dem i kameraet på skærmen, da jeg håber det vil få dem til at opgive. Han råber til en af de andre, og han hopper op for at forsøge at få fat i mit bakkamera. Uden held. Og sjældent har jeg været så glad for, at jeg ikke har noget udenpå bilen at holde fast i.

Politiet kører runder med cirka en halv times mellemrum. Jeg tænker de har rigeligt at se til, for aktiviteten er stor og de er oppe mod et veludviklet samarbejde, for oppe på taget af bygningen bag os står et par mindre drenge og holder udkig, og de unge mænd forsvinder derfor som dug for solen, så snart politiet nærmer sig.

At stå midt i det er rystende

Jeg er virkelig rystet. Altså jeg ved jo godt det foregår. Men det er noget helt, helt andet at være midt i det. At det er min autocamper de vil gemme sig på. At det er mig der er nødt til at gå ud og råbe højt. At jeg er nødt til at vinke afvisende med hænderne i vinduet og råbe at de skal gå væk. Jeg føler mig som et kæmpestort r*vhul og er pinligt bevidst om alle de privilegier verden har givet mig, alene på baggrund af mit fødeland.

Da jeg er omkring 40 meter fra den første kontrolpost hopper jeg igen ud af bilen, med nøglerne i hånden så jeg kan låse efter mig, for ellers hopper de ind i bilen for at gemme sig, og går om bagved og råber af ham der forsøger at hænge fast under bilen. Han undskylder på fransk og forsvinder ud til siden, ventende på næste bil og den næste chance for at komme til det forjættede Europa.

Da jeg kører gennem kontrolposten er jeg virkelig rystet, mit hjerte banker og adrenalinen kører rundt i kroppen. Jeg havde slet ikke forventet dét her. Som i overhovedet ikke, men jeg begynder så småt at forstå forsinkelsen på afgangen.

Grænseovergangs strategien er klar!

Vi snegler os videre gennem yderligere kontroller, før vi efter omkring 2,5 timer når frem til politiet. Og så bliver der ellers tømt biler. De bliver fuldstændigt strippet og endevendt. Og jeg når lige at tænke shit, skal jeg nu tømme hele bilen? Sidst jeg skulle dét, var på grænsen til Ukraine og det tog for evigt og var et sandt mareridt, der til stadighed hjemsøger mig i mine allersorteste grænseovergangs-øjeblikke.

Jeg stiger ud af autocamperen, kigger mig omkring efter dén af politifolkene der ser mest venligsindet ud, og får øjenkontakt med en yngre fyr der storsmiler til mig. Ham går jeg direkte imod. “Excuse me, do you speak English?” han svarer med det samme ja, og jeg ånder lettet op.

Jeg har for længe siden lært, at det ofte hjælper mig at være lidt på forkant med situationen, så jeg spørger ham straks om jeg skal tømme min camper for alt, ligesom dem i personbilerne, og før han kan nå at svare, fortsætter jeg med et lille grin “jeg har virkelig mange ting, det kommer til at tage for evigt” i håbet om at han lader mig slippe med skrækken. Han griner stort, og spørger med et smil om ikke han lige skal gå den igennem med det samme? Jeg nikker smilende og meget taknemmeligt og åbner døren for ham, imens jeg forsøger at virke totalt cool og ligeglad med alt ventetid i hele verden. Virkeligheden ér, at jeg er totalt drænet for energi, de sidste mange timers venten midt i noget der minder om ingenmandsland, direkte placeret i verdens armod er ved at have fået bugt med mig.

Det viser sig, at han heder Drissi og han elsker Skandinavien, så han taler sig hele vejen gennem min bil, bliver synligt rød i hovedet da han roder i skabet med mit undertøj, undskylder og fortsætter ufortrødent til næste skab. Alt bliver kigget igennem, skabe og skuffer åbnet, bøtter taget ud og snuset til, og alt debatteres undervejs, men jeg slipper heldigvis for at tømme bilen fuldstændigt og dét virker som lidt af et mirakel.

Jeg spørger, efter lidt tid, om det er sådan her hver gang færgen skal sejle, og han siger det kommer an på hvor mange forsøg der er, på at komme med som “blind passager”, jeg mener, så blindt er det jo altså heller ikke, for det foregår helt åbenlyst, og jeg må konstatere at aftenen åbenbart har været særdeles aktiv.

Da han er færdig med at gå camperen igennem, og har rost den til skyerne og fået demonstreret brusekabinen, gasblusset og køleskabet, går vi videre til garagen. Dén undersøger han fra begge sider og er umiddelbart tilfreds. Fem minutter senere vil han lige ha den åbnet igen. Bare for en sikkerheds skyld, for der kunne jo være nogen der havde gemt sig. Jeg ved ikke lige hvor, men grundigheden er ikke til at tage fejl af.

Godkendt!

Han godkender autocamperen og sætter en krusedulle i mine papirer, spørger lettere henkastet om han kan følge mig på Facebook, hvorefter han rækker mig sin telefon så jeg kan finde min profil, derefter følger han mig hen til en luge, hvor jeg får stemplet passet og igen godkendt bilens papirer og så er jeg retur i camperen og får besked om at låse døren, nu da jeg er kontrolleret.

Processen tager lang tid og vi er mange i køen. Det er her jeg sidder og skriver dette, imens jeg venter på, at vi kan få lov at køre videre og ombord på færgen. Og forhåbentlig få lidt søvn, for klokken nærmer sig 2 om natten her ved grænseovergangen ud af Tunesien.

NU kører vi ombord!

Endelig flytter bilen sig foran, og jeg når lige at tænke: NU kører vi ombord! da jeg lige ret forude ser, at der er endnu en kontrolpost. Da jeg kommer nærmere kan jeg se, at det må være den sidste, for skibet er lige ved siden af. Her er travlt, lastbiler stoppes, stiger hives frem, menesker kravler rundt på hængerne, ser ned i dybet i tankene, bildøre åbnes, bagagerum tømmes og det hele fortsætter bare i en stor uendelighed.

Jeg beslutter at blive siddende i autocamperen. Afvente situationen lidt. Og jeg tror det er smart, for de vil ikke have tømt hele bilen, men siger at jeg skal køre ud til siden og afvente. Så der holder jeg, med udsigt til alt det der foregår, og jeg sværger, mit hjerte stoppede næsten med at slå, da jeg så de trak en mor og hendes lille barn ud fra dybet af plastikflasker på en lastbil.

Lastbilchaufføren står og skændes med grænsevagterne og politiet, flere af skibets besætning, går jeg ud fra pga deres farvede veste, blander sig og det hele foregår imens mor og barn står og ser til. Chaufføren bryder ud i højlydt gråd og jeg tillader mig at koble det sammen med fortællingerne om, at her risikerer man at blive anklaget for menneskesmugling, selvom man egentlig bare har kørt sin bil gennem kontrollen. Jeg føler med ham lige så meget som jeg føler med kvinden.

Knapt 10 timer senere end forventet kører jeg ombord på skibet, og parkerer min autocamper på grænseovergangen ud af Tunesien. Et skib der er fyldt med de mennesker der har pas og penge til en rejse, og måske også til lidt af alle de mange, mange mennesker der hver eneste dag forsøger at rejse ud til en bedre fremtid. Lige så lettet jeg ér, over at være ombord lige så grædefærdig er jeg over hele den magtesløse situation så mange mennesker befinder sig i.

Da jeg går gennem skibets lange gange, og ser mennesker sove alle steder, slår det mig, at lige her, i grænseområdet for alt hvad der er menneskeligt, føler jeg mig fortabt og dét at jeg er ude af stand til at gøre noget rigtigt ægte mærkbart, gør mig frustreret.

Situationen er svær, synes jeg, både fordi jeg er nødt til at konfrontere mig selv med alle mine tanker og oplevelser, jeg er tvunget til at være i, at jeg kører rundt i en lækker autocamper, køber en billet til færgen og så er jeg videre, alt imens andre kæmper en daglig kamp for at overleve så de kan satse livet på en overfart som blind passager her ved grænseovergangen ud af Tunesien….

Dét blev en barsk afslutning på mit Tunesien eventyr, men jeg ville ikke sige den var dårlig, barsk ja, men ikke dårlig. Tunesien er vidunderligt, også i autocamper, og menneskers livsvilkår bringer dem ud i disse så umenneskelige situationer. Jeg har tidligere skrevet om flygtningene der vandrer op gennem Afrika, gennem Saharas ørken – alt sammen i jagten på en bedre fremtid, hvis ikke for dem selv, så for deres børn. Og nu når jeg har set hvordan de lever, hvor lidt de har, så forstår jeg det måske endnu bedre.

Konklusion:

Tunesien er på ALLE måder værd at besøge som overlander, autocampist, ferierende – indsæt selv flere – men er du i eget køretøj, da vær forberedt på, at det kan være en barsk oplevelse når du skal sejle retur fra Tunis.

Jeg har INGEN udfordringer haft med grænsevagter, poiliti, militær og lignende (ok, en enkelt oplevelse med militæret, og på ingen måder noget slemt, men det var MIN fejl da jeg ikke havde internet og ikke fik tjekket ordentligt ifht min drone!).

Har du en tanke, en kommentar, eller en holdning du vil dele, så vil jeg være utroligt glad for det i mit kommentarspor her på siden.

Tak fordi du læste med.

Kh Ayo