Lineo T Bürstner Ayo Hansen Verden rundt i autocamper

Öland – besøg Sveriges næststørste Ø

Öland, de vilde vinde og det milde klimas ø, er helt perfekt at opleve og udforske i autocamper. Jeg har tilbragt en lille uge på øen, haft en enkelt betalt overnatning og ellers fricampet mig vej – følg i mit hjulspor her!

Efter at have besøgt byen Kalmar, tog jeg en overnatning under broen, der fører til Öland. Tidligt om morgenen kørte jeg over den 6072 meter lange bro, der ved sin åbning i 1972 var Europas længste. Her kørte jeg mod Stora Rör, hvor Mormors stenugnsbageri befinder sig. Bageriet er berømt på hele øen, for specielt deres kanel- og kardemommesnurrer– og ikke uden grund, de smager fantastisk, så dét var en god måde at starte dagen på.

På min vej mod Stora Rör er noget af det første jeg bemærker, de gamle stubmøller der står spredt ud i landskabet. Da jeg senere sidder foran computeren og researcher til oplevelser & seværdigheder på Öland, går det op for mig, at øen engang havde mere end 4000 stubmøller. Rimelig vildt på en ø der ikke er mere end 137 kilometer lang og bare 16 kilometer på det bredeste sted.

Borgholm slot

Ved Borgholm slot kigger jeg mig lidt omkring, her er et stort område ’dedikeret’ til fricamping. Eller, det er i hvert fald accepteret. Her holder en blanding af autocampere, campingvogne og biler med tagtelt. Desværre er luften tung af skyerne, der hænger lavt over Öland denne formiddag, og jeg ser mig selv slået hjem af dårligt lungevejr.

Borgholm Slot Öland

I stedet kører jeg videre mod Böda. Her findes en knapt fem kilometer lang sandstrand. Helt hvid som en bounty Ø i Sydhavet. Lige her i Sydsverige, omkring 5 timers kørsel fra Danmark. Her er skønne steder hvor autocamperen kan parkeres og udsigten nydes. Så det gjorde jeg, før jeg kørte videre mod Böda Havn hvor der er en fin stellplads – du finder mine spots på kortet længere nede.

Öland Sverige - Svenske Huse

Byrums Raukar – Ölands vestkyst

Byrums Raukar; kalkstens formationer på op til fire meters højde, spredt udover et område på cirka 600 meter langs kysten i det nordvestlige Öland. Spektakulært syn og et helt vidunderligt sted at gå på opdagelse. Her er rig mulighed for at finde fossiler, dog husk på, at det er ulovligt at fjerne noget fra området.

Ayo Hansen Verden Rundt i Autocamper - Öland i Sverige Buryms Raukar

Der er noget helt eventyrligt over at gå på opdagelse på sted som dette, dannet over millioner af år og for mange, mange år siden. Naturkræfterne er stærke, og jeg synes det er meget godt at blive mindet om, ind imellem.

Jeg havde tænkt mig at blive til solnedgang for efterfølgende at køre videre til det fricamper spot, jeg allerede havde udset mig. Sådan skulle det dog ikke gå… så nu har jeg alletiders gode forklaring på, hvorfor jeg skal tilbage til Öland inden alt for længe. Smart hvis du spørger mig!

Byrums raukar byrums rauker

Öland har meget mere end stubmøller at byde på

Öland er måske særligt kendt for sine mange stubmøller, men en anden ting som også fylder på øen er de mange campingpladser. Her er omkring 25 af slagsen. Så uanset om du er fricamping eller campingplads, så er der også en plads til dig.

Udover campingpladser, stubmøller og helt fantastiske fortidsminder, byder Öland også på noget helt spetakulært natur. Diversiteten er utrolig, fra øst til vest, fra nord til syd, landskabet skifter, planterne, træerne og farverne – det er lidt som at køre igennem en tidsboble. Jeg har samlet lidt billeder til jer, værsgo!

Kustvägen

Et sted jeg brugte rigtig meget tid, og som du virkelig ikke må snyde dig selv for, er Kustvägen. Mage til malerisk køretur skal du lede længe efter. Vær dog opmærksom på, at vejen primært er grus. Den er ikke i dårlig stand, men det er til tider en lidt bumlet affære.

Fra Byerum ned til Äleklinta, en strækning på omkring 30 kilometer, snor sig en smal grusvej, udsigten er storslået over Kalmarsund mod vest og den overdrevet alvar mod øst. Vejen går langs Ölands klippekyst og findes på kort helt tilbage til det 17. århundrede, men er sandsynligvis meget ældre. 

Kustvägen Öland Sverige Stenbrud

Langs vejen er der store stenbrud, fra tidligere tider, og vejen har haft stor betydning for industrien på øen. I dag er de lukkede og slukkede, på denne side af øen.

Dén her vej, det er for mig ét af de største øjeblikke på Öland. Måske er det også noget for dig?

Turen går gennem skovene, videre og tilbage ud til kysten alt imens landskabet hele tiden skifter udtryk, stemning og farve. Vidunderligt smukt er det.

Èn sidste ting, før kortet med mine spots, er en opfordring til at tjekke denne side ud. Her kan du se hvad der påvirker det område du er i, lige nu er der f.eks. strengt forbud mod ild i Gotland pga tørken.

Se det her!

Uanset hvad, så håber jeg du har nydt turen her til det nordlige Öland, vil du gøre mig turen efter, får du herunder – på kortet – de fleste af de steder jeg har overnattet, oplevet og set.

God tur.

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar