Ærø – øen jeg ikke vil hjem fra

Spontant, som meget andet i mit liv, besluttede jeg mig for at se, om det var muligt med en billet til Ærø

Det skulle vise sig, at det var væsentligt nemmere at komme til Ærø end fra Ærø. Men det lykkedes altså. Så fra Bågø færgen kørte jeg, mere eller mindre, direkte til Faaborg og ombord på Ærø færgen.

I dag, blot to overnatninger senere, er jeg igen på vej mod Fyn. Klokken er ikke engang 6. Solopgangen udspiller sig, ganske uhindret, for mine øjne og jeg ser lidt af det, jeg forestiller mig, får en sejler til at tage til søs. Det var den eneste afgang der var at finde på denne side af weekenden. Så med forhåbning om en solopgang kørte jeg ombord.

Det ér smukt. Bølgernes vuggende vand, den lyserøde himmel, hvor nuancerne skifter karakter, konstant. Dét her, det er præcis den slags jeg manglede i teltet. At komme ud. Rejse. Se noget mere. Noget andet. Noget nyt.

Ærø mindede mig om barndom

Duften af høsten en varm sommerdag. Støvskyen, henover marken, de lange lyse nætter, gamle blå glas i vinduerne, så skrøbelige at de nærmest ikke tåler andet end dét. En plads i vinduet.

De toppede brosten, ukrudtet der alligevel altid finder en vej, og stokroserne der svejer blidt i vinden. Det dufter og ligner alt sammen barndom. Huse, vredet skæve af tidens tand, vinduer med forsatsvinduer til at holde både varme og kulde ude.

En vejrhane ligner, den min morfar havde på gården, og gårdspladsen erindrer mig om at trække vand af brønden, på heden. Det er et mærkeligt, kontrastfyldt, sted at stå. Bag mig har jeg fantastiske #Berthathevan, foran mig har jeg minder som kunne være mere end hundrede år.

Ærø giver mig følelsen af hjem

Er indbegrebet af hygge og alligevel forestiller jeg mig straks hvorden det må være at bo her en mørk, kold og stormende nat, sidst i november. Tidspunktet hvor jeg allerede er træt af vinteren og glæder mig til forårets lyse timer, duften af bøgen der springer ud og forventningens glæde ved at kigge efter forårsbebuderne i naturen.

Jeg går lidt videre, kommer forbi den smukke kirke og får spontant trang til at se den, og heldigvis er den åben. Smuk er den, men slet ikke som de små landsbykirker der oftest fanger min interesse. Alene fordi de er små. Nuttede. Og ofte også buttede.

Jeg har sådan et mærkværdigt forhold til religion, voksede op som trofast kirkegænger, fordi min mor tvang mig. Det er det mest kedsommelige, dødssyge jeg har oplevet. Nogensinde. Jeg er endt med at tro på de tre k’er. Kaffe, kage & kærlighed.

Men jeg elsker at kigge på kirker. Og det kan man sagtens gøre uden at tro på andet eller mere end de tre k’er. Så jeg kigger, indeni og udenpå. De gamle kirker er, oftest, mesterværker i smukke bygningsværker, flotte detaljer og oceaner af historie. Det er lige mig. Så det gør jeg, når lysten til det indhenter mig. Har du mon noget du elsker at kigge på?

Ind imellem får jeg spørgsmål om hvordan jeg får tiden til at gå

Og ærligt talt, det er aldrig en udfordring. Nok nærmere tværtom. Min største udfordring er at min krop bliver træt længe før min hjerne gør.

Efter den smukke kirke, som i øvrigt er helt tilbage fra 1756-58, gik jeg lidt videre og kiggede på smukke huse og finurlige sager. Ærøskøbing er virkelig noget helt særligt.

Da varmen blev for meget, i de små smalle gader, bevægede jeg mig tilbage til Bertha der var parkeret et fantastisk dejligt og skyggefuldt sted – i øvrigt også der jeg endte med at sove, før jeg klokken fire blev vækket af mit vækkeur.

En tur til vandet, midt på dagen, er genialt. Især når man kan finde steder med vand til begge sider og ikke et eneste andet menneske i nærheden – Ærø har tilsyneladende det hele – jeg fandt i hvert fald hurtigt hvad jeg søgte 

Og ja, jeg er vild med mange steder, men Ærø er særlig, atmosfæren god, her er alt man har brug for – og lidt til – og så er der, for mig, rigtig feriestemning over det. Følelsen af ferie. Dansk sommer. Blåt vand og lune aftener.