I er simpelthen så søde, gode og skønne, at jeg ind imellem ikke helt føler, at mine ord slår til 
Den seneste tid, har jeg jævnligt fået spørgsmål, om hvordan jeg egentlig kan rejse rundt, når nu der er corona, hvordan jeg tør, om ikke det er farligt og om ikke det er meget bedre at blive ét sted. Og jeg forstår egentlig godt, hvor alle spørgsmålene kommer fra, så nu vil jeg forsøge at besvare dem. Ud fra mit perspektiv og liv.
Længe før corona, sprittede jeg hænder, undgik syge, forkølede og større menneskemængder. Om vinteren har jeg, de sidste mange år, forsøgt at undgå alt der lugtede lidt af en influenzaramt. Og jeg er influenza – og lungebetændelses vaccineret. I både rå og rigelige mængder. Og det samme er mine nærmeste. For at de ikke bliver syge og smitter mig. Alt sammen for at passe på mig. Mine lunger er jævnt utaknemmelige for livet, og opfører sig generelt ret røvsygt, dertil har mit immunsystem opgivet ævret, på grund af den immunsuprimerende medicin jeg troligt injicerer mig med, for at mine føromtalte lunger ikke bliver endnu mere triste end de er.
Det betyder, at jeg er i skarp træning med at undgå alt der lugter af en virus, men at jeg selvsagt ikke er mere dame over at rage én til mig, end alle andre er det. Jeg bærer maske. Og jeg gider i øvrigt ikke høre ét eneste ord fra ignorante typer alaSaseline. For det er, formentlig, ikke hendes børn der bliver mor-løse, skulle hun blive syg. Det er til gengæld, med stor sandsynlighed, mine…
Covid-19 rammer luftvejene, og med et par lunger som allerede hader tilværelsen, kræver det ikke ret meget fantasi at regne den del ud. Så, når I herinde, og på Instagram, ser at jeg kører rundt i landet så bid mærke i hvor få (ingen) mennesker der ellers er, de steder jeg opholder mig. Og de få mennesker jeg rent faktisk ser, er yderst påpasselige, og vi passer alle på.
Når jeg handler ind, foregår det bevæbnet med maske og håndsprit. Min egen indkøbspose, for at undgå indkøbskurven andre lige har rørt ved. Og hver gang, jeg har været ude af bilen, og åbner døren for at gå ind, er der håndsprit klar – hænder, bilhåndtag, nøgler og rat får sig en tur, emballage fjernes, alt sprittes eller vaskes af og så får hænderne endnu en tur.
Jeg kunne godt sidde ved søen i skoven, handle i den lokaleREMA 1000 Danmark og håbe på det hele snart går over. Men nu da jeg alligevel skal ud at handle, ja så gør jeg det altså forskellige steder i stedet – og tager alle de forbehold jeg kan, for at hverken jeg eller andre smittes. Jeg holder mig fra offentlig transport, præcis som jeg også gjorde før corona, da jeg ganske enkelt altid blev syg (én af årsagerne til min invalidebil).
Jeg aflyser stadig, næsten, alt på sygehusene, og forsøger helt generelt at holde mig fra flest mulige mennesker. I morgen kører mine børn og jeg til Frederikshavn, hvorfra vi sejler over til Læsø. Vi kan blive i bilen under sejladsen – og det er årsagen til at jeg tør gøre det. På Læsø, ja der skal vi være sociale. Med hinanden
Og måske, måske er det den u-planlagte vej, gennem livet, der i virkeligheden er den smukkeste. Måske var “corona-pausen” det der skulle til for at se klart, måske er omtanken for hinanden noget vi skal øve lidt mere på, måske kan det faktisk godt lade sig gøre, også for mig og andre syge, at leve vores liv under epidemien – hvis vi alle lige anstrenger os lidt, for at lykkedes med det.
Tak fordi I tænker på mig og på hinanden
#homeiswhereipark #vanlifedk #lungesyg #homeiswhereyouparkit #corona
Ingen kommentarer