Far-Vel

Hamsterbursliv…

Det sidste år, har været et år hvor jeg har kæmpet mig fri af det hamsterbursliv jeg levede, for at erstatte det med livs-eventyr, haveliv, glæde og mad lavet over åben ild.

Min første tur herud, sidder dybt i mit indre, og jeg håber aldrig den følelse forlader min krop, for da jeg kørte ned gennem træerne, og så hvordan solstrålerne kiggede ned gennem bøgenes blade, granernes svejen i vinden og halvvejs nede af vejen, søen der dukker frem til højre, suset i min mave, hjerteslagene der hoppede over af fryd ved at opleve dette så paradisiske sted, allerede da var jeg solgt, det var som at komme hjem

Det var en surrealistisk følelse, der var virkelig et menneske der ville lad mig bo lige der!

Jeg glemmer nok heller aldrig de første uger, efter jeg flyttede herud, brombærrankerne der stod højt over mit hoved, alle de nye lyde, døre der klaprede i vinden, rådne grene der truede med at falde ned, krybskytter om natten, unge mennesker der festede i det gamle stuehus, smadrede vinduer, missionerende lokale, vindomsuste dage og affald i bunker.

For at være begynder, og på samme tid leve i det, er en på alle måder hæsblæsende oplevelse, tilsætter man også kronisk sygdom, single-mom og en økonomi presset af en højere-end-indtægten-leje på lejlighed, så tænker jeg man har et ret godt billede af min tid fra sidste sommer til januar i år – for det var først der jeg kom endeligt, helt og holdent, af med københavnerlejligheden. Det lettede, og jeg havde lige et par måneder hvor min økonomi så tilforladelig ud, men så blev bilen havareret og #kommuneskrankepavedamen og hendes #forestillingsevnermenmanglendelægeuddannelse gjorde at jeg røg lige lukt tilbage til #sejlendeøkonomi og leaset bil.

Jeg startede en blog, og denne side, i kølvandet på min flytning og har prøvet mig frem med hvad jeg egentlig har lyst til at dele, for jeg har ikke rigtigt haft en plan med det – andet end en trang til at skrive, herude fra naturen, hvor jeg befinder mig mest og bedst. Men efterhånden, som året er gået, er det mere og mere en følelse af at komme hjem som fylder mig, en følelse jeg har haft svært ved at finde i mit voksne halv-nomadiske liv, har jeg endelig fundet i et telt ude i en skov, og det gør at jeg måske, så småt, begynder at finde en vej – finde ud af hvad det hele egentlig handler om.

For når jeg ser tilbage, så tænker jeg at jeg havde meget imod mig for at dette skulle ende som en succes, undskyldningerne for at droppe fra og finde en lejlighed lå altid lige for – men har dog alligevel aldrig, for alvor, været meget andet end en flygtig tanke. Jeg er dog flere gange, fra flere sider (inklusive føromtalte kommuneskrankedame), blevet spurgt om jeg ikke bare kunne flytte ind i en lejlighed i byen. Som om, at en lejlighed i byen, på magisk vis, ville gøre mig rask, friere, bedre, mere energifyldt og hvad har vi ellers…

Hårdt arbejde betaler sig…

Jeg tør godt sige det har været hårdt, for det har det, det har ikke været en let vej at vælge, blandt andet på grund af de livsvilkår jeg har fået, så der var ingen genvej her til, men til gengæld er jeg drevet af et dybfølt ønske om at gøre noget mere end blot at visne hen og lade livet glide mig forbi, og jeg lever godt, når min komfortzone ikke er alt for komfortabel, jeg lever godt på kanten hvor jeg er nødt til at yde en indsats for at opnå noget. Sådan har det altid været, for mig, og da jeg havde et arbejdsliv, lod jeg som regel tingende være indtil lige før deadline – på den måde pressede jeg mig selv, til at yde mest og bedst muligt, hurtigst muligt, og den strategi virkede dengang – og gør det til dels stadig, blot under lidt andre kår, kan man sige.

Jeg opgav ikke, at flytte ville ændre intet og jeg vidste at det her er vejen. Vejen til et frit, gladere og bedre liv for mig, og jeg er godt på vej og håber aldrig jeg tænker at jeg er nået i mål – for hvis jeg er i mål, hvad skal jeg så stræbe efter?


Jeg bliver ofte spurgt – og ja det er lidt af en blogger kliche, men det gør jeg altså – om ikke det bare er drømmen, livet, lækkert, dejligt og hvordan jeg egentlig har gjort det, og det er fedt med nysgerrigheden omkring det, det motiverer og inspirerer til fortsat at dele lidt tanker og oplevelser. Hver gang får jeg dog lyst til at grine, I ved, det der grin der når maven, hvor hårene på armene rejser sig og tårerne triller – den slags latter, den griner jeg indvendigt hver gang. Ikke for at være nedladende eller arrogant, men fordi jeg hver gang tænker, shit, I skulle bare vide hvor skørt det her egentlig er. Ofte. Meget ofte!

Og hver gang får jeg lyst til at svare, jeg kan ikke rigtigt, sådan for alvor, svare på det, for du er nødt til at GØRE det, selv, finde modet og hoppe ud på det dybe hav og finde ud af at svømme i det, du er nødt til at begynde før du egentlig er klar til det. Det skal føles som at springe ud fra en klippe, uden at vide om der er vand, og der ér vand og du svømmer. Måske svømmer du i en anden retning, end du troede, men det vigtige er, at du svømmer.

Det bliver nemmere, med tiden, det bliver lidt af en vane at tænker over sin vej, og det med ikke at følge hamsterhjulslivet bliver til en livsstil, man bliver bevidst om sine valg og hvad der gør en tilfreds i livet – og med tilfredshed følger alt muligt andet godt også.

Du har kun det her ene liv, det er NU der gælder, hvad venter du på? Du har alle de muligheder i livet som du kan forestille dig, du har langt flere end du drømmer om, tag chancen, jagt drømmen og smadrer undskyldningerne – jeg lover jer, det er det hele værd den dag du kan sige ”jeg gjorde det!” i stedet for at sidde tilbage og tænke ”hvad nu hvis”…

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar