Sidst på formiddagen, kørte jeg min yngste til Viborg, og min ældste kørte mod Odense. Derefter kørte jeg lidt sydpå. Fandt et sted at holde. Her har jeg holdt parkeret siden. Ligget i min seng. Kigget ud på skyerne. Set blæsten ruske i træerne, dagslyset blive til skumring og nu mørke. For sådan er mine dage også.
For noget tid siden, var der en dame som spurgte om jeg ikke godt kan glemme, at jeg er syg. Når nu jeg lever, som jeg gør. Ferie hele tiden. Set udefra. Og svaret er nej. Nej, jeg glemmer det aldrig, for jeg kan altid mærke det, men det er ikke det samme som at jeg altid tænker på det. Det er ligesom bare.
I sidste uge ringede min ene læge fra OUH. Klokken 19 en lørdag aften. For at høre hvordan det går. Om det går. Om jeg ikke snart skal have en tid igen. Fordi. Jeg aflyser. Pga corona. Og det gør det. Altså går. Med lidt justeringer af medicin.
Og skulle jeg en dag, ved et lykketræf, glemme det, altså det der sygdom, så ved jeg at dygtige, engagerede læger husker det – og har fikset det – og det er sq lidt af et privilegie, i en tid hvor de har mere end rigeligt at tage sig af og til. Hele tiden. Hver dag. Året rundt.
Jeg kom til at tænke på det, i dag, imens jeg lå her og kiggede ud på bladene der falder af træerne. At jeg er enormt privilegeret. At der er læger. Og at jeg kan ligge her. Være syg og have udsigt til naturen. Drøntræt efter en uge med mere fart på end når jeg er selv. Og vide at jeg bare kan køre på OUH. Og så er hjælpen der.
Den slags vil jeg blive bedre til at huske. Sætte pris på. Være taknemmelig for. For det er vigtigt 
#homeiswhereipark #taknemmelighed #homeiswhereyouparkit #corona
Ingen kommentarer