Flot autocamper fra Bürstner: Lineo T 690 G

Lineo T 690 G – når hyggen er i højsædet

Følelsen af at være hjemme med Bürstner ‘s Lineo T 690 G

Tiden flyver afsted og det er næsten tid til at køre mod Sverige, men før jeg gør dét, vil jeg vise jer min flotte Bürstner Lineo T 690 G indvendigt. Jeg er lige ved og næsten kommet helt på plads, lad mig gerne høre hvad I synes.

Opslaget indeholder reklame da det er et samarbejde med Autocamp.dk , Camperservice.dk & Bürstner, via Erwin Hymer Group Nord.

Klar parat start, lige her på dørtrinnet i sommervejret. Velkommen i mit hjem.

Bürstner  Lineo T 690 G indvendigt Ayo Hansen

Lineo T 690 G fra Bürstner er for mig at se, alt dét der skal være i en autocamper for at den er funktionel. Her er rene linjer, flotte blanke overflader på skabe og skuffer, ja faktisk har den hvad jeg nok vil kalde et nordisk udtryk med plads til personliggørelse – og det er netop dét der giver følelsen af at være hjemme, synes jeg.

Det første du træder ind i er den lille en entré med plads til fodtøj og jakker på knagen til højre for døren. Praktisk og bekvemt. Lige ud er siddegruppen, også kaldet kontoret/stuen. Ja faktisk er der også et bibliotek du kan nå her fra.

Bürstner  Lineo T 690 G indvendigt Ayo Hansen

Jeg elsker farver, personlige billeder, stickers og at sætte mit personlige præg på mit hjem. Dét har jeg også gjort i Bürstner ‘en, både inde og ude. På væggene hænger blandt andet lidt af alle mine rejseminder. Bjørne, luftballoner, bjergveje, solop-og nedgange. Min computer, ja den er uundværlig og er lidt af en stickers-magnet. Og så gør den mig i godt humør hver gang jeg ser på den, og dét er ret væsentligt, nu jeg bruger relativt mange timer med den hver dag.

Bürstner  Lineo T 690 G indvendigt Ayo Hansen

Biblioteket er oppe over forsæderne, som jo også er en del af daglig- og spisestuen. Her er også plads til grønne planter, og andre småting der er rare at have lige ved hånden. Jeg elsker at her er store panorama tagluger i taget, det giver et fantastisk lys om dagen og udsigt til stjernehimmelen om aftenen.

Noget jeg virkelig er nødt til at fremhæve er siddekomforten! På bænken, som ellers kan være den siddeplads der er sparet lidt på i autocamper, sidder du helt fantastisk. Sædet i Lineo T 690 G fra Bürstner er gjort bredere og har fået en markant mere ergonomisk form – og så er den også bred nok til at agere sofa. Jeg siger det bare. Ryglænet er ligeledes ergonomisk udformet og har derfor et behageligt svaj ved lænden.

Bob fra Daan Tech

Når du vender dig rundt fra stuen, og ser ud mod døren, kan du se min nye gode ven. Det er Bob og ham kommer du helt sikkert til at høre mere om. Og du får snart muligheden for at vinde din helt egen Bob på min Instagram.

Bob er en opvaskemaskine. Bob er lille og hurtig. Og så ser han brandgodt ud, hvis du spørger mig. Ja faktisk minder han mig lidt om det SMEG køleskab jeg havde, da jeg boede i København. Han er dog, heldigvis, noget lettere med sine 10 kg´s kampvægt.

Bürstner  Lineo T 690 G indvendigt Ayo Hansen Bob Daan Tech

Udover at være flot er Bob også lavet af 60% genbrugsmaterialer og bruger bare 2,9L vand per opvask. Og eftersom jeg rejser alene, tager det mig næsten 3 dage at fylde Bob. 2,9L for tre dages opvask er rimeligt besparende, skulle jeg mene. Og strømmen, tænker du måske nu? Ja den kommer jo fra mine solceller – så alt i alt; dét er rimelig genialt.

Bürstner  Lineo T 690 G indvendigt Ayo Hansen

I øjeblikket bor Bob på Lineo T 690 G ´s femte siddeplads. Jeg har ganske enkelt fjernet hynderne og i stedet placeret Bob dér. Og det passer perfekt. Har du lyst til at læse mere om Bob kan du gøre det her, hvor du også kan se alle de flotte farver han kan leveres i.

Meget mere om Bob på et senere tidspunkt.

Drømmer du om at køre autocamper? Du kan leje din helt egen camper ved at trykke her!

Tid til køkkenet

Når du vender en kvart gang mere, ja så er du kommet til mit køkken. Og sikke ét af slagsen. Her er alt hvad jeg har brug for. 2 gasblus, en køkkenvask, varmt og koldt vand, store rummelige overskabe med hylder, skuffe og flere skabe med gode hylder og masser af plads. Ja faktisk, så er det første gang, det lykkedes at have mine køkkenting i køkkenet. De har ellers haft en tendens til, at flytte ind i stuens skabe også.

Når du ser køkkenet fra den anden ende, har du det store kompressor køleskab – og fryser – på den ene side og højt bøjleskab og badeværelse på den anden. Køleskabet er blevet opslagstavle til lidt af alle mine mange rejseminder. Det giver (mere) farve, personlighed og minder mig altid om, alt det jeg allerede har oplevet og sørger for, at jeg fortsat drømmer om at opleve meget mere. Og arbejder benhårdt på, at få drømmene til at ske i praksis. Fordi: Verden rundt i autocamper!

Bürstner  Lineo T 690 G indvendigt Ayo Hansen

Over gangen, i køkkenet, sidder min MaxxFan, helt og aldeles uundværlig ventilator. Både på kolde og varme dage. Den cirkulerer luften og kan blæse luft både ind og ud. Jeg bruger den derfor også som aftræksemhætte, hvorfor den er placeret i køkkenet. Du kan se hvordan den virker her!

Hvad med soveværelset?

Når du går fra stuen og ned gennem den brede gang i køkkenet kommer du til soveværelset. Til højre er døren til badeværelset og lige efter kommer højskabet. Under sengene, som du måske kan ane her på billedet, er der også store skabe. Her er hylder og plads til alle mine sko, tasker, vasketøjskurv og meget mere.

Bürstner  Lineo T 690 G indvendigt Ayo Hansen

Til venstre er køkkenet, derefter køleskabet og et stort skab under sengen. Det har en bøjlestang, og her er fyldt med kjoler i øjeblikket. På bagvæggen, oppe over sengen, kan du se to af de tre skabe der ér der. De er store, dybe og rummelige. Her har jeg bukser, t-shirts og trøjer, undertøj og strømper. Og ja, jeg har ret meget tøj med når jeg rejser. Sommetider ender jeg steder der er koldere end forventet, eller varmer end jeg troede. Andre gange er jeg kørt fra Danmark i en snestorm og kommet hjem til 30 graders varme. I autocamperen er der derfor også sko til alle årstider.

I trappen, der fører op til sengen, er der også opbevaring, ligesom sengen kan forlænges og gøres til en kæmpe dobbeltseng. Over sengen har jeg en tagluge.

Badeværelset

Jeg ved godt, at en del griner lidt af mig, når jeg kalder det et badeværelse. Men det ér det jo virkelig! I Lineo T 690 G fra Bürstner er det indrettet med en vario model, det betyder at vasken, og den væg den sidder på, kan drejes over og så er der et brusebad i stedet.

Under vasken er der også et skab. Dét har indbygget toiletpapirs holder. Og det virker. Under skabet har jeg en kurv til hårshampoo og balsam, den passer lige dér og så kan det hele stadig drejes over. Voila.

Dén løsning er pladsbesparende og gør det f.eks. muligt også at have skabsplads derude. Derudover har Bürstner en anden type bruseforhæng, det ryger ikke ind til kroppen og holder faconen – også når det er vådt. Så slut med irriterende forhæng der klæber til benene, når du står og vasker hår. Genialt.

På badeværelset går den flotte nordiske stil igen, jeg er virkelig glad for de her lyse, neutrale farver. Jeg har hængt billeder op, sat lidt grønt ind og ja, jeg er virkelig glad for badeværelset. Dét og køkkenet er nok de to ting jeg går mest op i, når der skal vælges ny autocamper. Denne gang spiller det (også) og jeg glæder mig til at lære autocamperen endnu bedre at kende.

Sidst men ikke mindst, der findes en gigantisk garage under sengene, den kommer du til udefra. Her er luger på begge sider af bilen, hvilket er virkelig rart. Det er også her jeg har fået installeret en udebruser. Jeg viser mere deromme fra på et senere tidspunkt, så her er blot et sneakpeak.

Har du spørgsmål, eller noget du gerne vil vide, så skriver du selvfølgelig bare. Vil du læse mere om modellen, og det mere tekniske, kan du gøre det ved at trykke her.

Alt er installeret og monteret ved Camperservice.dk

Hillsen Ayo

Forrige indlæg Næste indlæg

4 Kommentarer

  • Reply Helle 21. juni 2023 at 08:18

    Dit nye hjem er virkelig lækkert og meget hyggeligt. Tillykke med det.

    • Reply Ayo Hansen 21. juni 2023 at 14:20

      Tusind tak. Er virkelig også glad for hvordan den er og er blevet.

  • Reply Peter Kjærsgaard 26. juni 2023 at 17:14

    Lækker vogn og meget personligt præget med billeder og grønt mm, det ser virkelig hyggeligt ud. Man kommer i godt humør 🙂

    • Reply Ayo Hansen 27. juni 2023 at 07:36

      Tak for dét, jeg er virkelig også glad for den. Så dejligt med et hyggeligt og rart hjem

    Skriv en kommentar