Ayo Hansen

På Eventyr med Bürstner

Fra campervan til delintegreret eventyrbil med Bürstner ‘s Lineo T 690 G

Tiden flyver afsted og det er allerede mere end to et halvt år siden, at jeg fik den første mail om et fantastisk samarbejde fra Autocamp i Låsby – dét kan du læse mere om her – og nu er det tid at skifte tidligere tiders campervans ud med noget helt andet, nemlig en delintegreret autocamper, og valget er faldet på Bürstner ‘s Lineo T 690 G. Men lad os starte ved begyndelsen…

Opslaget indeholder reklame da det er et samarbejde med Autocamp.dk , Camperservice.dk & Bürstner, via Erwin Hymer Group Nord.

Hvorfor overhovedet ny bil?

Det har været helt igennem fantastisk at køre i campervans – først Carado, så Karmann og derefter Bürstner’s Urban Camper Copa – så det er altså ikke fordi jeg ikke længere kan lide dem, at jeg skifter bil. Tiden i campervans, har til gengæld lært mig så helt utroligt meget om hvad jeg kan i en bil, hvor jeg kan køre og, nok mest af alt, om mine behov. Jeg er blevet klogere på, hvad det præcis ér jeg bruger og har brug for i min autocamper – som jo er min eneste bolig.

En del af det jeg laver ér, at køre i forskellige autocamper- og campervan mærker, derfor skifter jeg bil noget oftere end de fleste andre, når jeg skifter autocamper cirka én gang årligt. Det er altså ikke fordi mine campere fejler noget, er dårlige eller ikke fungerer, men fordi jeg har muligheden for det qua det jeg laver. Jeg mener, hvem ville ikke skifte bil og afprøve de forskellige hvis muligheden bød sig?

Valget af autocamper

Det er altid spændende at vælge ny autocamper, synes jeg, og måske især når det er til fuldtidsbolig at det sker. Der er bare nogle ting som skal fungere, ikke blot på ferien men hele året rundt.

Autocamperen skal både være et hyggeligt og rart hjem, en funktionel arbejdsplads, en eventyrlig rejsemakker og et sted hvor jeg kan være sammen med familie og venner

Ayo hansen

Netop derfor er valget faldet på Bürstner’s Lineo T 690 G som er indbegrebet af #følelsenafatværehjemme – her er plads til personliggørelse i gode rammer, kvalitet der holder til et liv på vejen og til de mange nye eventyr der venter forude.

Lidt af dét som gjorde forskellen:

  • Enkeltsenge der kan konverteres til én stor dobbeltseng
  • Fleksibelt & pladsbesparende vario-badeværelse med god opbevaringsplads
  • Smal model på bare 220 centimeter – jeg kan stadig køre de vildeste veje & komme rundt i byerne
  • 133 liters kompressor køleskab og rummelig fryser
  • Lamelbund og behageligt bløde koldskums madrasser giver god sovekomfort
  • Store garageporte, med adgang fra begge sider, gør opbevaring af grill, stole, guitar, klatregrej og meget mere til en leg

Listen er på ingen måder udtømmende, det er dog alt sammen med til, at indflytningen har været helt fantastisk og at det at gøre Bürstner ‘s Lineo T til et hjem, har være nemmere end nem.

Ayo Hansen i sin Bürstner autocamper Lineo T - Verden rundt i autocamper

Drømmer du om at køre autocamper? Du kan leje din helt egen camper ved at trykke her!

Hvad med køreegenskaberne?

Bürstneren Lineo T er bygget på et Ford chassis, og er en fix og rummelig sag, med hvad der umiddelbart virker til at være køreegenskaber helt i top. Den fine Copa Urban camper, også fra Bürstner, jeg har kørt rundt i, de seneste måneder, er også fra Ford, og jeg har været mere end tilfreds med præstationen og køreegenskaberne. Så mon ikke den nye Ford også er dét, den er i hvert fald fyldt med alle de gode egenskaber jeg kunne ønske mig og drømme om.

Her er lidt flere tekniske data på camperen – du finder endnu mere om Bürstner ved at trykke her:

  • Længe: 699 cm
  • Bredde: 220 cm
  • Højde: 285 cm
  • Ståhøjde: 198 cm
  • Tilladt totalvægt: 3500 kg
  • Køreklar vægt (fabrikken): 2863 kg
  • Akselafstand: 3750 mm
  • Selepladser: 4
  • Sovepladser:3+1
  • Opredning i siddegruppe: 198×102-70 cm
  • Seng i bag: 199×75-53/200×75 cm
  • Køleskab: 133 liter
  • Fryserum: 12 liter
  • Vandtank: 110 liter
  • Spildevandstank: 90 liter
  • Gulv/væg/tagtykkelse: 49/30/30 mm
SuperDæk Service Offroad

Automatgear eller manuelle gear?

Jer der har fulgt mig længe, vil vide at jeg sværger til manuelle gear. Og at jeg aldrig har tænkt jeg skulle have andet. Jeg elsker gearskiftet og at have (følelsen af) kontrol. Men, som bekendt har man kun et standpunkt til man får et nyt, og jeg har derfor alligevel ladet mig overbevise og er nu kørende i en autocamper med automatgear. Dette er helt og aldeles nyt for mig, og jeg glæder mig til at se om jeg mon ender med, at hoppe på bølgen af mennesker der siger ‘én gang automatgear, altid automatgear’.

  • Ford 2.0L EcoBlue
  • 155hk
  • Maks vægt 3500 kg
  • Automatgear

Af andre lækre funktioner og dejligt tilbehør kan nævnes; Bi-xenon forlygter med statisk kurvelys, ESP & Hill start assistent, fartpilot, anhængertræk, dæk i 16 tommer med sort stålfælge, kombinationsstik udvendig 230 V / 12 V / TV, advarsel om vognbaneskift, regnsensor i vinduesviskerne, ISOFIX, nødbremseassistent, GFK gulv & GFK tag med reduceret følsomhed over for hagl, opvarmet forrude, hvilket gør afisning under selv ekstreme temperaturer markant nemmere, Elektrisk justerbare og opvarmede sidespejle, flere knapper integreret i rattet for lettere og mere sikker betjening under kørsel, hele panelet med kilometer, temperaturer etc. er digitaliseret og meget, meget mere.

Autocamperen har 4 selepladser og mulighed for 4 opredninger (kæmpe dobbeltseng i bag og én i siddegruppen). Bürstneren har ifølge fabrikanten en egenvægt på 2863 kg og dermed hele 637 kg at gøre godt med – her skal du, selvfølgelig, huske at ekstraudstyr også vejer til i regnskabet. Det samme gør i øvrigt også vand, diesel og personer.

Ayo Hansen i sin Bürstner autocamper Lineo T - Verden rundt i autocamper

Hvad vejer bilen når den er færdigpakket?

Jeg pakker altid bilen og påfylder vand, gas, diesel mv. før den vejes. På denne måde er jeg godt sikret mod overraskelser – og dem kan der godt være lidt af, rundt omkring i verden. Min autocamper vejer, med alle mine ting pakket, alt ekstra grej installeret, fuld vandtank, halv tank diesel og mig i bilen følgende: 3.312 kg så jeg er altså godt tilfreds – og har derfor ikke helt afskrevet ideen om de hydrauliske støtteben (70 kg).

Bodelen i Bürstner Lineo T 690 G

Noget af dét, jeg er allermest vild med i selve bodelen, er det funktionelle køkken med rigeligt bordplads, og så – selvfølgelig – badeværelset der er både rummeligt, praktisk og funktionelt. Det betyder meget for mig, at det ikke alene er en flot bil, men også en funktionel én af slagsen i hverdagen, og dét er jeg ret så sikker på at Bürstner´s Lineo T bliver. En anden vigtig ting er, at der er selepladser til flere end to, sådan at der kan være andre med – børn, venner, familie og en blaffer eller to er da også hændt ind imellem. Alt sammen er med til at skabe den hyggelige og hjemlige stemning jeg elsker – og som Bürstner netop er kendt for.

Ayo Hansen i sin Bürstner autocamper Lineo T - Verden rundt i autocamper

Når drømme bliver til virkelighed

Jeg har ofte drømt om autocampere, men før jeg begyndte at køre i Caradoen og Karmann’en var det altid om campervans og aldrig for alvor om de store autocampermodeller. Ikke fordi der er noget galt med de større, eller fordi jeg ikke kunne se, at det sommetider kunne være super skønt med ekstra meget plads, men simpelthen fordi en campervan gav mig mange flere muligheder for at komme rundt…. troede jeg!

Da jeg blev præsenteret for Bürstner ‘s Lineo T var jeg – helt ærligt – noget skeptisk. Springet fra campervan til delintegreret føltes stort. I dag kan jeg alligevel ikke forestille mig andet, selvom det jo ingen hemmelighed ér, at jeg holder (virkelig meget!) af friheden til at kunne køre ofte vanskeligt fremkommelige steder. Men det er jeg helt og aldeles sikker på, at også Bürstneren kan klare!

Ayo hansen

Præcis derfor, er denne vogn et godt valg for mig – jeg får det bedste fra to verdener – den er smallere end de almindelige delintegrerede med sine bare 220 cm, og alligevel bredere end campervans der oftest er omkring 205 cm, og højden på 285 cm er overkommelig og med en længde på 699 cm er langt de fleste veje og broer stadig en mulighed, uden at gå på kompromis med indretning, funktionalitet og lækkerhed. Og så får jeg altså virkelig meget mere (opbevarings)plads end jeg havde på mine tidligere 599 cm.

Bürstner Lineo T 690 G

Bürstner – hvilket ekstraudstyr er der brug for, når bilen er eneste bolig?

Dette er blevet mit fjerde år som fuldtidsrejsende i en autocamper, og de sidste år har virkelig lært mig meget om hvad jeg i virkeligheden har brug for. Sådan mere end… hvad jeg tror jeg har brug for, eller på tankeplan mener er smart. Og det er fedt! På den måde kommer jeg nærmere og nærmere dét som er essentielt for mig – måske er det helt andre ting som gør det for dig, men herunder er i hvert fald lidt af det ekstramonterede udstyr jeg anser som – så godt som – uundværligt til et fuldtidscamperlife hvor work & travel foregår fra et og samme sted.

Nødvendigt grej & gear:

  • Solcelle på taget: 150 watt er rigeligt til mit behov – sydpå er solen så kraftig at det dækker, om vinteren i nord vil det ikke ændre noget væsentligt om der er flere
  • Litium batterier: Af mærket SuperB & 150AH x2
  • Inverter: 2000 watt + ladebooster så der er strøm til computeren & opladning af diverse
  • Udebruser: fantastisk at kunne skylle sandet af, når stranden er besøgt
  • Fyldeflasker: Der er flere gode grunde til fyldeflasker; meget nemmere at få dem fyldt ude i verden & så slipper du for at slæbe på dem
  • MaxxFan: Fuldstændigt uundværlig – uanset årstiden. Installeret over køkkenet kan den også bruges som aftræks emhætte.
  • Alarmsystem fra AVARA Det er når jeg forlader min autocamper at jeg er mest opmærksom; den indeholder hele mit liv, alt mit elektronik. Alt!
  • Røgalarm: Avara alarmsystemet indeholder røg, gas, brand, CO & propangas alarmer
  • Vandrensningsfilter: Rent drikkevand direkte fra hanen er virkelig en gave – og godt for miljøet at jeg ikke skal købe plastflasker!
  • Safetyboks: Dét giver ekstra ro at de vigtigste værdier er lukket inde i et skab boltet til bunden af bilen
  • Offroad dæk: Jeg elsker vilde, stejle, smalle, grusede veje så dét valg var nemt

Alt er installeret og monteret hos Camperservice.dk i Låsby.

Ayo Hansen i sin Bürstner autocamper Lineo T - Verden rundt i autocamper

Verden rundt i autocamper

Indtil nu, har jeg rejst solo, og det fortsætter jeg selvfølgelig med! Ind imellem kigger kæresten forbi. Ind imellem kigger mine voksne børn forbi. Ind imellem kigger mine venner forbi. I virkeligheden er det ikke anderledes, end da jeg boede i en lejlighed i København eller i et telt ved Hampen sø. Bare lidt mindre plads og lidt flere forskellige steder rundt om i verden at vi ser hinanden. Og det er fedt!

Og så, nu her til allersidst…

Dét som fylder mig allermest, hver eneste dag, er taknemmelighed. Ydmyghed. Glæde. Det er SÅ stort, tænk engang, at jeg får lov til alt det her? At rejse, opleve, skrive, tage billeder og udleve – i en fantastisk autocamper, med alt det hjertet kan begære. Og en helt del mere til. Waow!

Og lige om lidt, er det atter tid at køre over grænsen og ud i den store vide verden på nye eventyr – jeg håber du har lyst til at følge med, jeg kommer i hvert fald til at fortælle, skrive og vise billeder fra turen, både her og i særdeleshed også på de sociale medier som Facebook og Instagram. Har du spørgsmål, eller er nysgerrig på autocamperen, eller noget bestemt, så hold dig endelig ikke tilbage, men efterlad en kommentar, eller send en besked, så vil jeg forsøge at besvare så meget som muligt.

Læs mere om min nye autocamper – og se indretningen her!

Vink hvis vi ses derude!

Kh Ayo

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar