Når 1988 føles som 1888

Når 1988 føles som 1888

01/09/2020 8 Af Ayo Hansen

I dag, da jeg vågnede til solopgangen og duggen i græsset, lå jeg længe og tænkte på alt det jeg er vokset op med at tro, var almindeligt. Og som jeg siden har brugt mange, lange år på at finde ud af slet ikke var helt så almindeligt som jeg længe troede, derefter år på at fornægte alt der lugtede af gammelt og alternativt, og nu, ja nu, år på at genfinde dele af det.
Livet er en spøjs størrelse.

Da jeg var barn…

  • hentede vi mælk i en mælkejunge, direkte fra stalden, stadig varm fra koens yver. Jeg opdagede at mælk kunne fås i mælkekartoner, i butikkerne, da jeg var omkring 10 år og der kom mælkeordning i skolen. Fun fact: Jeg drikker aldrig mælk…
  • lavede vi yoghurt af mælken. Ved at have det stående varmt. Og ost. Rygeost er nok den første slags ost jeg kan huske. Med kommen på. Når det skulle være fint.
    Fun fact: Jeg elsker hjemmelavet rygeost. Yoghurt not so much.
  • kom der myseost ud af vallen, og visse personer mente det var sundt at drikke.
    Fun fact: Valle smager præcis lige så ækelt som det lyder.
  • har jeg nok været lige så stor, som da jeg opdagede mælkekartonerne, førend jeg smagte andet end kærnet, usaltet smør, fra Hjerl Hedes mejeri.
    Fun fact: Det blev købt med hjem, hver sommer og i weekenderne op til Jul når vi var på heden for at deltage i levendegørelsen, og blev frosset ned, sådan at vi havde det hele året. Jeg kan stadig huske smagen, den minder mig om ghee. Og jeg kan ikke lide den.
  • blev jeg (okay, Solsten. Hesten!) indehaver af Årets bedste hest og skuets bedste dyr. Flere steder. Jysk hest. Jeg var tretten år gammel.
    Fun” fact: Som “belønning” for mit månedlange hårde arbejde, med hesten, kom jeg en dag hjem og opdagede den var blevet solgt.
  • håbede jeg hver sommer på at skulle noget, bare noget andet, når høet skulle ind. Der er meget arbejde i halm og hø, når alt foregår med hestevogn.
    Fun fact: Og så var det i øvrigt sjovere bagefter, at galopere af sted over stupmarkerne.
  • syede jeg grimer, sandaler, hovedtøj og andre ting i læder. Min far var selvlært sadelmager. Og snedker. Og alt muligt andet. Bare det havde noget med hænderne at gøre.
    Fun fact: Mit kæreste minde, i dag, er min gamle striglekasse han skar ud, med mine to mest kære heste i træ, og malede til mig.
  • red jeg mange stævner (primært military og jagter), styrtede under en hubertusjagt i Gjern, og fik min daværende hest nedover mig.
    Fun fact: Efter det forsvandt min lyst til at springe ret hurtigt, da er gik lang tid før jeg kunne ride igen pga brækkede ribben.
  • var det altid min mor der var min hovedpine. Vi har aldrig brudt os ret meget om hinanden.
    Fun fact: Vi har begge to altid vidst det. Vi var verdens dårligste match.
  • kunne jeg tilkøre en hest længe før jeg kunne tænde en computer. Jeg tilkørte shetlandsponyerne, og min islænder, fordi jeg mente det var snyd at min far bare kunne køre, og jeg ikke kunne. Fordi jeg var lille til at lægge seletøj på dem.
    Fun fact: Jeg er stadig en habil kusk, og hjælper ind imellem med at tilkøre heste. Og en rusten rytter.
  • lærte jeg at spinde garn. I stenalderen. På heden. Af ulden fra fårene vi slagtede på bopladsen.
    Fun fact: Det er virkelig godt mod stress at spinde garn på en håndten!
  • syltede og henkogte jeg. Jeg spiste mere hjemmelavet mad en præfabrikeret.
    Fun fact: Når jeg i dag ser tilbage, så forstår jeg godt den lille tid jeg havde med voksne mennesker. Hold kæft det har taget mange kræfter med den kæmpe køkkenhave!
  • var jeg hvert år til høstfest på Høgdal, med jyderne og iklædt tøj der passede fint til både Høgdal og hjemme. Høgdal-Arne var altid skøn at besøge, og jeg er også kommet der med mine børn, da de stadig var små.
    Fun fact: Mit barndomshjem er blevet besøgt som et spændende “museum” – lidt ala Høgdal.
  • havde vi ikke tv eller centralvarme. Brændekomfuret i køkken-alrummet, længe før den slags blev normalt, sørgede for at der var et varmt rum i huset. Alle andre steder var der piv-koldt. Medmindre der var gæster. Så var der sauna, og fyret op i kakkelovnen i stuen også.
    Fun fact: Koldt eller varmt. Der fandtes ingen 22 grader. Midt imellem.
  • og startede i skole, var det meget underligt, jeg kunne læse, og var lidt af en outsider. Jeg kunne ikke tale med, om disney sjov, børnetime eller andre ting ala det, til gengæld kunne jeg fortælle om museerne jeg havde besøgt, og sådan cirka alt om hestene hjemme på gården.
    Fun fact: Jeg kom til at have det fint i klassen, med tiden, flere af pigerne begyndte at ride sammen med mig. Men det er ikke nemt at passe ind i 1990 når man bor i 1890.
  • var somrene på Hjerl Hede, Høgdal og andre steder en kæmpe befrielse, der var det helt normalt, at være gammeldags, anderledes. Lidt underlig. Og lige så befriende det var, lige så svært var det at komme tilbage til hverdagen, skolegang med dem der levede i det der 1988…
  • og var 13 eller 14 fik jeg en cd i fødselsdagsgave, der gik lang tid før jeg forstod, at det ikke var en lille LP med fejl, siden den ikke ville spille.
    Fun fact: Det var en sød gave, fra drengene i min klasse, og jeg nænnede aldrig at fortælle dem, at jeg ikke hørte den.
  • læste jeg utroligt mange bøger, og rigtig meget som ikke var for min alder, men det var hvad der stod på bogreolen i den fine stue med den smukke kakkelovn.
    Fun fact: Stuen i mit barndomshjem, blev ikke brugt, udover når der var gæster.
  • slagtede jeg høns. Med en økse. Og duernes hoveder skar jeg af med en kniv.
    Fun fact: Til gengæld, har jeg aldrig rigtigt fået lært at forholde mig til en sprællende fisk.
  • fik jeg duerne i fødselsdagsgave af min elskede morfar, jeg ville have brevduer.
    Fun fact: Ingen brevduer. Men mange duer i fryseren.
  • hjalp vi alle med at samle sten på markerne. Når de tabte roer var samlet ind. Spild-roer.
    Fun fact: Kun den person der kørte hestene frem var heldig, alle andre skulle knokle.

Dengang jeg var barn…

Var livet nemt, lige indtil den dag jeg skulle ud blandt andre. Mennesker som levede i 1988, i stedet for i det 1888 hvor jeg voksede op.

Disclaimer:
Dette er ikke en kritik af mine forældre, eller min familie som helhed, det er blot en konstatering af hvad der er mine oplevelser, mine erfaringer, mine tanker og mine ord. Om en svunden tid. En anderledes tid. Og en meget anderledes måde at vokse op på.

Jeg har aldrig gået i vuggestue, dagpleje, børnehave eller hvad den slags ellers hedder, jeg blev væltet bagover af en, på mange måder, ukendt verden udenfor den gård, hvor jeg hidtil havde levet hele mit liv med at rende rundt og hoppe i vandpytter, ride på min første, og højt elskede shetlandspony Jeppe. Travlt med at lære min islænder Manse at kende og med at bære rundt på shetlands føllene, tage lure mellem benene på jyderne, når de lå og slappede af på marken, og med at gøre klar til næste mønstring – for på landet, i den tid, starter man tidligt og der er altid arbejde at tage sig til. Jo flere der laver noget jo bedre.

Mine forældre, alle fire af slagsen, gjorde hvad de kunne, ud fra det perspektiv de kommer fra og er vokset op med. Og jeg har levet priviligeret, på mange måder. Og på andre; not so much. Og, der er stor forskel på, hvordan alle vi søskende har oplevet det, jeg er den yngste. Den næste er seks år ældre end jeg. Den næste igen ti år ældre end jeg. Den næste igen igen er næsten atten år ældre end jeg er.
Og faktum er, jo ældre vores forældre blev, jo mere gammeldags blev de, og jo længere tilbage i tiden søgte de. Jeg voksede op med det. For fuld skrue. Indtil jeg en dag fik nok.
Og flyttede.


– den fortælling kan I altid få 😉