Virkeligheden er, at mange ting er gode og det er jeg meget ærlig omkring.
Det er vigtigt at være lige så ærlig omkring de ting der ikke er det, også selvom der er mange drømme, for det kan også være hårdt. At leve som fuldtids nomade vanlifer.
Og virkeligheden er, at jeg bare gerne vil at andre ikke skal sidde og tænke, at de er alene om at synes det kan være svært eller uoverskueligt, at vælge en anden form for liv, end den mest almindelige. Eller tilmed umuligt, for det er det ikke. Derfor deler jeg.
Hvor vil jeg hen og hvordan kommer jeg det?
Officielt bor jeg stadig ude i skoven, det er der jeg får min post leveret og det er der jeg kører hen og slapper af. Jeg elsker det sted!
Jeg drømmer om at blive selvstændig erhvervsdrivende, igen, at kunne sætte min førtidspension som hvilende og klare mig selv. Igen. Men det er ikke helt så simpelt, sommeren har været god men allerede nu kan jeg mærke efteråret komme snigende og mine lungers protesteren over det. Systemet er ikke ret godt gearet til mennesker som mig. Mennesker der kan noget, i perioder, men altså ikke altid. Jeg drømmer om at det en dag bliver nemmere.
Hvis jeg kan drømme det, kan jeg vel også gøre det?
Dengang min lille bil blev havareret, og jeg pludselig stod uden bil, i næsten et år, fandt jeg ud af at nærmest alt er muligt. Et skønt vennepar lånte mig en bil i tre måneders tid, og jeg sparede omkring 60000 kr sammen. Ud af en førtidspension. Det synes jeg er ret sejt. Og jeg er inderligt taknemmelig for at det lykkedes!
Hvad gør man når økonomien skranter?
Før jeg blev syg ville jeg have arbejdet mere, knoklet så jeg kunne generere de penge der var behov for og drømme imens jeg gjorde det. I dag er min virkelighed noget andet. Noget helt andet.
Jeg kører på ø-ture, kigger flotte steder og alligevel vender og drejer jeg oftest hver en krone. Det der sker, når jeg har flere regninger, end jeg helt kan følge med til, er at jeg spiser dårligere, kører mindre og tænker mere. Jeg har ikke mine forældre, eller bedsteforældre, at stikke snablen ind hos og suge fra. Jeg har mig. Og en førtidspension.
Og her er et godt råd. Til dig fra mig. Sørg for at have forsikringer. Sørg for at være dækket ind hvis du en dag bliver alvorligt syg. Også selvom du kun er i tyverne. Det kan også ramme dig. Mange år før du tænkte det var en mulighed. Dæk dig ind, prioriter pengene til at sikre dig.
Jeg er tålmodig. Venter i flere uger. Holder stille og sparer sammen. Én ting ad gangen. Et skridt ad gangen. Selv helt små regninger kan vælte mig, og det er konsekvensen af ét år uden den hjælp jeg havde behov for – og krav på – og som jeg stadig forsøger at komme ud af. Og jeg kommer ud af det.
Én ting jeg har indset; Verden er kun et skræmmende sted, hvis jeg lader den være det
Jeg valgte, dengang jeg flyttede ud i en skov, i et telt, at frygt ikke igen må kontrollere mit liv, som dengang jeg var nødt til at bo på krisecenter. Med den oplevelse, er det at være solo-rejsende kvinde ikke skræmmende, men en styrkelse af mig.
Og den styrke, forsøger jeg hver dag at bruge konstruktivt. At holde fast i og få mest ud af. Jeg har skrevet lidt om det at være bange før – du kan læse ved at trykke på linket.
Fortryder jeg mit valg om at bo i en lille wolksvagen van?
Det korte, helt simple, svar er nej. Det mere nuancerede svar er; jeg ville ønske taget var højt. Fast, men højt. Og at der var et køkken og et toilet. Og omvendt er jeg enormt taknemmelig for, at jeg købte en bil uden camping-indretning da jeg på den måde har fået væsentligt bedre bil, mekanisk, end ellers. Jeg har – syv ni tretten og alt det der – endnu ikke været nødt til at rekvirere et fejeblad! Men jeg har drømme – og de indbefatter en anden bil.
I øjeblikket er drømmene lavet af mad. Jeg glæder mig, helt vildt, til at dele det med jer, for jeg er ærligt talt en virkelig dårlig blogger-type med at holde ting hemmeligt
Ingen kommentarer