Rigtig

Eller forkert…

Klokken var lige 6 og jeg var lysvågen. Der er gadelygternes lys, bilernes støj, en port der smækker, sirenerne fra en ambulance et stykke væk, naboerne som begynder at rumstere… Og jeg kunne blive ved!

Støjen er ikke høj, alligevel er den konstant anmassende, jeg har for længst opgivet at sove mere denne morgen, og der er flere timer til jeg skal videre, så jeg bruger lidt af tiden på at fundere over hvor meget “rigtig”/”forkert” snak der egentlig er. Ofte.

Hvor mange der føler dem i deres gode ret til at diktere andre, direkte eller indirekte. Jeg kan ikke fordrage det, jeg vil så gerne selv. Mærke efter, fornemme, føle og opleve hvad der virker. Jeg har brug for at lave mine egne erfaringer, afprøve alle de mange tanker om dette og hint.

Jeg har lavet, og vil i fremtiden lave, en masse fejl, spildt oceaner af tid og kræfter på ting der ikke duede i praksis – alligevel er, og var, det en enorm tilfredsstillelse – for jeg gjorde det. Jeg prøvede. Afprøvede. Og jeg lærte af det. Voksede!

Jeg elsker at gå på opdagelse i hvad jeg kan, specielt hvad jeg kan når jeg arbejder med naturen i stedet for i naturen. Jeg lærte f.eks. som barn at tænde ild – med et ildbor- jeg gør det stadig ind imellem, fordi det er ret hyggeligt og fordi jeg kan – min søn og jeg har vores egne små interne konkurrencer på den front – andre dage bruger jeg en lighter og noget seriøs optændingsdims der siger swussshhh, og så er der kæmpe bål!

Begge dele virker, for mig, og så orker jeg egentligt ikke andres idé om rigtigt og forkert. For det er mit liv, mit bål og mine erfaringer. Omvendt, hvis du kommer og fortæller mig om dine erfaringer, uden at det er ensbetydende med at det er eneste “rigtige” måde, så er jeg langt mere end lydhør – for jeg elsker at lære, lytte og afprøve i praksis. Jeg kan bare ikke fordrage “rigtig”/”forkert” retorikken, for vi er alle gode. Nok!

Jeg er lige så lidt perfekt som alle andre, og ja jeg kører bil, bruger en lighter, tænder stearinlys, spiser ind imellem en frugt der er rejst lidt for langt – ja jeg formaster mig sågar til at flyve ind imellem. Men jeg gør hvad jeg kan, magte og overskue, jeg sparer på vandet, passer på naturen, bruger omtrent 90+% bæredygtige øko produkter – og jeg har fejl. Og mangler. Og det lever jeg med. Godt. For jeg gør hvad jeg kan i det nu jeg lever i. Gør du det samme?

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar