Vi kørte afsted, ud fra skoven ved søen hvor vi holder til, ad af små snørklede veje og gennem smukke Randbøldal – det område må du virkelig ikke snyde dig selv for hvis du er på tur
Derfra fulgte vi Hærvejen, den egner sig perfekt til den langsomme rejse gennem landskabet, byder på mange vink og hilsner til og fra de vandrende og er en imponerende rute gennem Danmarks smukkeste jyske landskaber på vej mod Mandø
Vi kørte ganske kort ind i nostalgiske Tønder, for at ordne et ærinde, og da vi nåede tæt ved grænsen, drejede vi over mod én af de små overgange, jeg satte begge teenagerne af da den ene havde glemt sit pas og den anden solidaritets-glemte det, og så trillede jeg over landegrænsen uden den mindste kø eller forsinkelse – lige midt på dagen. Handlede ind i Fleggaard og Fakta før jeg drejede Bertha bilen retur mod den danske grænse – to biler foran mig, og en ung vinkende gut der så ud til at kede sig bravt senere, samlede jeg de to teenagere op så de kunne gå ombord i indkøbene undervejs mod dagens endelige destination.
Ved aftenstide trillede vi ud ad ‘låningsvejen’ og af den cirka 6 kilometer lange vej gennem Vadehavet mod tidevandsøen Mandø.
Det er en meget smuk tur, den foregår via en forholdsvis fast grusbelagt vej, så man kan køre over uden problemer. Vi mødte enkelte vandpytter men intet nævneværdigt før vi mødte en sød flok får der stod midt på vejen, efter lidt tid flyttede de sig – på nær en enkelt som vi kørte udenom 😅
Øen har omkring 40 fastboende, og det var ret overraskende for mig at læse, for det meste ligner faktisk sommerhuse, synes jeg 🙃 I 1558 var der stormflod, Mandø by, der dengang lå på den nordligste del af øen blev oversvømmet, og stormfloden delte øen i to, og sagnet siger at kun 7 mænd overlevede, alene fordi de arbejdede inde i øens hølade på fastlandet. De 7 mænd fandt, i Ho og på Fanø, nye koner og man formoder at navnet Mandø er kommet til efter denne tragedie.
I tidligere tider, var landbrug det der udgjorde den største indkomst for de fastboende, i dag er der bare én enkelt fastboende bonde tilbage – i 1975 var der 25. Virkelig vildt at tænke på!
Kommer du en dag til Mandø, da vil jeg anbefale dig at køre øen rundt, ad digevejen, flere steder kan man køre op over diget og ned på den anden side hvor der er p-plads lignende områder. Husk at tjekke om tidevandet når derop, før du eventuelt lige smutter en tur eller tager en lur. Vejer din bobil mere end 3,5 t må den dog ikke køre vejen rundt.
Vi fandt et skønt sted, håbede på en solnedgang men fik i stedet en diset oplevelse med masser af harer, fiskehejrer, får og flere forskellige fugle. Sommetider er det man drømmer om slet ikke det bedste 😍
I den lille kirke hænger der, efter sigende, 10.000 år gamle rensdyrtakker på den ene sidevæg, fundet på en højsand vest for øen. Dengang var der fastland og tørt langt ud i Vesterhavet – omkring 2-300 km ud fra kysten. Er det ikke vildt at tænke på? 😍
Da vi (læs teenagerne) havde fået nok af Mandø kørte vi tilbage mod fastlandet, husk at tjekke tidspunkterne for hvornår man kan køre.
Vi talte et øjeblik om Rømø, men vi har været der så mange gange og orker egentlig ikke at være som sild i en tønde, så vi drejede i stedet over mod Ribe å og Kammerslusen.
Vi var heldige at komme tidligt, så nærmest ingen andre mennesker i området, og fik set det vi gerne ville før vi trillede videre ud ad vestkystruten og op mod Esbjerg området hvor vi fik handlet lidt.
Mennesket ved havet opgav vi da vi kørte forbi, der var en kødrand af mennesker og virkede som en potentiel corona-fælde så i stedet trillede vi ud i skoven og fandt en lille fin plet, uden andre mennesker, og med plads til at vi kunne tørre lidt nyvasket tøj, tage en dukkert og lave lidt mad. Hvad morgendagen bringer får vi at se til den tid 😍
Ingen kommentarer