Efter en smuk solnedgang og en dejlig nats søvn, ude i Marbæk plantage, trillede vi afsted mod Vejers og blåvand, for en tur ned og køre på stranden virkede som et must i den blæsende vestenvind.
Undervejs drejede vi ind forbi REMA 1000 Billum og provianterede før vi cirka halvvejs i Vejers kørte til venstre og fandt et godt sted at spise morgenmad – og sådan forsvandt den formiddag så, for tiden går hurtigt når man hygger sig.
Grærup, Børsmose & Kærgård
Bølgerne stod højt, skumsprøjt og hvide bølgetoppe kappedes om opmærksomheden med det hvirvlende sand der føg henover den brede strand, da vi kørte ned på den i Vejers
Da vi havde fået nok blæst og rusk i #berthathevan trillede vi ud mod Grærup, Børsmose og Kærgård. Det er et imponerende smukt naturområde, men desværre har mange også betalt en stor pris for at være det.
Jeg elsker området, alligevel bliver jeg altid så vemodig når turen går gennem dette område. I årene 1964 til 1970 var der en omfattende ekspropriation i området. Private landbrug, helårshuse og sommerhuse blev ekspropriteret til fordel for militærets øvelsesterræn ved Oksbøl og som dermed voksede betydeligt.
Mere end 100 familier fik på den måde frataget deres grundlovssikrede ejendomsret, måtte opgive deres hjem, erhverv og små landsbysamfund led døden. I dag kan de se de sørgelige rester, af tvangen og deres livsværk, når de kører gennem området; huse, gårde og sommerhuse med tilmurede vinduer står tilbage som en sørgelig påmindelse om hvad tvang gør. Ødelægger.
Ekspropriationen var en forudsætning for, at Danmark kunne leve op til sine militære forpligtelser i forhold til NATO, og det betød altså mere end tvangsaffolkning af de små landsbysamfund. Men det stopper ikke her, i 2019 indgår militæret en aftale med Naturstyrelsen om brug af deres 8000 kvm i området – lokalbefolkningen bliver (igen) ikke hørt, og der lukkes dermed mere og mere af for den offentlige adgang i området i lange perioder.
I området er to kirker, de er begge stadig i funktion selvom lokalbefolkningen er blevet tvunget fra området, vi kørte forbi Børsmose kirke som er en lille og meget smuk kirke. Desværre var den aflåst og vi kunne derfor ikke nyde ét af de to steder i området hvor militær aktivitet ellers er forbudt.
Tristessen var til at føle, så vi trillede videre op ad vestkystruten til Nymindegab hvor fjordhestene græsser i vandkanten, græsset bare er lidt grønnere og himlen mere blå. De lange strækninger gennem det skiftende landskab kan altså noget særligt – og så er det knapt så sørgmodigt som de tillukkede huse og gårde på heden.
Grærup, Børsmose & Kærgård
Med digerne på den ene side og åbne vidder på den anden kørte vi mod Hvide Sande, og det var så der vi oplevede turens første kø. Hele vejen gennem byen sneglede det sig afsted, så vi droppede alle planer om et stop ved fiskemanden og kørte videre op langs den smukke vilde vestkyst.
I Søndervig stoppede vi, teenagerne ville gerne kigge på bunkers og jeg ville gerne lige se om jeg kunne få min skulder til at arte sig lidt mere. Det første lykkedes og det andet er nok bare som det er. For nu.
Vi byttede chaufføren ud, med den yngre udgave aka den ældste teenager, og kørte gennem både Paris, Rom og Humle og videre ud til smukke Agger.
Jeg elsker at køre ad den lille vej i klitterne, mellem sø og hav går turen langsomt ud i det der ligner intetheden. Altheden. Skoven kommer frem, pludselig er den der hvor grusvejen bugter sig og jeg kan nærmest allerede dufte kantarellerne der gemmer sig derinde…
Altså…
Sådan var det sidste år, i går fandt jeg tre. TRE! Og jeg kiggede ellers flere steder, men sådan skulle det ikke gå – så i dag kører vi længere mod nord.
Anyway, vi fik spist en sen frokost i skovens dejlige skygge før vi trillede videre op gennem Nationalpark Thy mod Klitmøller, surfernes paradis, for at mærke vestenvinden rykke i os.
Engang, for en del år siden, surfede jeg, så blev jeg syg og stoppede, men det trækker i mig når vinden river og jer ser de glade surfere med saltvand i håret, sand mellem tæerne og våddragten trukket på – så når jeg, på et tidspunkt, kommer længere sydpå, må det komme an på en prøve. Jeg insisterer (stadig) på at bestemme og ikke lade mine lunger gøre det.
Efter at have kigget drømmende ud på havets brusen og surfernes mod blev blæsten og den vuggende Bertha for meget så i nat har vi sovet mellem skovens træer, sammen med en anden, her er læ og at falde i søvn til tanken om at det første man ser og hører om morgenen er træernes sang og svejen i vinden er fantastisk.
I dag er en ny dag, solen skinner, træerne synger i vinden og måske er det i dag kantarellerne venter på mig?
Rigtig dejlig dag til jer
Ingen kommentarer