Det ér virkelig helt alvorligt, at jeg har tænkt mig at køre til Mongoliet på et fantastisk roadtrip.
Jeps. Det er rigtigt nok. Jeg gør det. Og jeg planlægger at hygge mig, mest muligt, imens. Også selvom jeg godt forstår, at du måske tænker det her ligner en ferie.
Fordi, på ferier slapper du meget af, sover længe, kører ud på oplevelser og bruger tiden på at sove, spise og sove. Og så tror jeg nok, at mange også går lange ture i naturen…
Roadtrip på den lidt mere uplanlagte måde
Forestil dig, at det ikke er et valg. Forestil dig, at du ikke kan vælge. Om du vil sove. Hvile. Gå en tur. Cykle. Danse af glæde. Hoppe på en trampolin. Løbe. Gå i butikker. Tage på museum. I forlystelsesparker. I byen natten lang. Forestil dig, at du pludselig ikke kan alt det. At det du kan, er at sidde stille. Ligge stille. Køre bil. Gå korte strækninger. At selv det at spise, tager luften fra dig.
Jeg forstår godt, at det kan ligne en ferie. Det gør jeg virkelig. Men jeg håber, at du tror mig, når jeg siger det ikke er det. Det er hårdt arbejde, og jeg ville ønske jeg stadig havde mit gamle arbejde, for det havde jeg ind imellem fri fra. Jeg kunne holde ferie.
I dag holder jeg aldrig ferie, mine lunger er mit arbejde og det er fuld tid. Hver dag. Fireogtyve-syv. Året rundt. Hvornår har du fri fra job, og hvornår skal du mon på ferie igen?
Roadtrip ferie?
Du skal bare vide, at jeg ville ønske jeg kunne bytte med dig. Alt det der, et liv oftest indeholder, alt det mange tænker er kedelig hverdag. Jeg ville ønske det var mig. Men det er det ikke. Ikke mere og ikke længere.
Jeg har brugt årevis på, at nå til hvor jeg er i dag. Nå frem til at det er okay at være glad. Også selvom, at jeg er syg. At det er okay at leve. I stedet for blot at overleve. Det er okay, at have et godt liv. Også når det er lidt på trods. Så #mongolia2021 roadtrip er en realitet. Delvist finansieret af en førtidspension. Og jeg nægter, at ha det dårligt med at det er sådan #velbekomme
Måske går det ikke. Måske orker jeg ikke mere, når jeg når Rusland. Måske bliver jeg træt i Iran, eller stopper og holder en måneds pause i Tyrkiet. Måske er jeg nødt til, at bestille en flybillet til Danmark. Måske finder jeg co-drivers, i mine børn eller en ven, det sidste stykke gennem Europa, hvis jeg bliver for træt af at køre de mange kilometer.
Måske går roadtrip’pet helt perfekt!
Ingen ved det, alle muligheder er åbne – og det er altså en del af det fede ved det her! Uvisheden, spændingen og planlægningen, af det jeg kan, vel vidende at der er et hav af ubekendte faktorer på et roadtrip som dette. Og ved I hvad? Jeg bliver ind imellem også alt for træt i Danmark, og er nødt til at holde stille, i længere tid, fordi jeg ikke orker at bevæge mig. Jeg har præsteret at bruge 4 dage på at køre 90 km. For jeg skulle lige sove undervejs.
Så jeg kører afsted, uanset, og drømmer om målet i Mongoliet, håber på at nå det og er helt bevidst om, at det, uanset hvad, ikke er en fiasko hvis jeg ikke gør det. For jeg gør noget. Jeg løfter mig selv op, holder fast i livsmodet, håbet og alle drømmende. Jeg fylder livet med eventyr – og sover undervejs 
Og når jeg kommer hjem, så håber jeg på at du, og alle dem du kender, orker at høre endnu mere på mig, når jeg gerne vil fortælle om alle de eventyr og muligheder verden har at byde på, på roadtrip. Også selvom du er førtidspensionist, fleksjobber eller på anden måde afhængig af offentlig hjælp, for at få livet til at dreje positivt rundt – for det er vigtigt – for; dig, mig og vi, vi må også gerne være her.
Ingen kommentarer