Tilbage i 2010 kørte Jeremy Clarkson, fra TopGear, på Transfagarasan, der forbinder Rumænien østlige del med Transsylvanien, og bekendtgjorde at det nok var verdens bedste vej. I 2021 og 2022 har jeg gjort ham kunsten efter af flere omgange – tag med på en spændende rejse i Rumæniens Skatkammer af myter og virkelighed
Affjedringen i bilen kommer til sin ret, som jeg bumper op og ned ad den hullede vej, og jeg sender jævnligt en lettelsens tanke til Karmann ’ens godt polstrede sæde under mig, imens jeg snegler mig afsted mellem markerne hvor heste, børn og hunde render omkring mellem hinanden imens de voksne arbejder i markerne som de har gjort det i generationer.
At rejse gennem Karpaternes smukke landskab, er som at rejse i en tidsmaskine. Bjergene har absorberet det hele – krig, fred, fakta og fiktion. Der findes så mange forskellige måder at rejse på, dem der er planlagt ned i mindste detalje og så er der de andre. Rejserne, hvor du intet har planlagt, alligevel er du forberedt på det uventede. Du hopper ud i det, ikke bare i nuet; du kaster dig over verden og alle de oplevelser der måtte følge med modet og vovelysten. Du accepterer dagene hvor der nærmest intet sker, fordi du instinktivt ved; der kommer mange andre dage. Hvor alting sker og chancerne for at opleve det uventede er til stede.
Fårehyrderne har en særlig plads i rumæniens hiostorie & kultur
Skyerne drev langsomt over himlen. Lyset var spredt i glimt over landskabet. En lang vej snoede sig op af bjergsiden. Op, op, op. Timerne gik med den stille koncentrerede kørsel. Som i en krig, kan vejret skifte. Nådesløst. Som det har været i Rumænien, hvor de største byer har set alt fra russere til tyskere. Alligevel er landet åh så fredfyldt. Fredeligt som få. Landskaberne, befolkningen, de gør det svært at være vred længe. Små landsbyer, sigøjnere og i det fjerne ser jeg fårehyrderne.
De store fåreflokke, æsler med reb om forbenene og hundene der hjælper til med at vogte fårene på deres vandringer mellem græsarealerne. Der er noget nærmest poetisk smukt over det misantropiske hyrdeliv i Rumæniens bjerge, dette til trods for det hårde liv, det må være at leve i ensomhed, med udsigt til Karpaterne der strækker sig som magistrale barrierer mod nord, øst og syd.
Hyrderne har en særlig plads i Rumæniens historie og kultur, og mange af landets myter og fortællinger handler netop om dem, det har ikke ændret sig i mange århundreder. Der er en fortælling om det lille får, Miorita, hvor en hyrde lader to rivaliserende hyrder myrde ham, selvom hans lam har tilegnet sig evnen til at tale og derfor har advaret ham om at det vil ske. Miorita bliver ofte brugt som en metafor for kristendommen, en måde hvorpå man viser Jesus evne til at vende den anden kind til. På sammen måde bruges Miorita til at afspejle det rumænske folks mange strabadser med adskillige invasioner, besættelser og ydmygelser, uden at de af den grund har mistet deres identitet eller er gået til grunde. Rumænerne er et stolt folkefærd og nu har du muligheden for, at rejse med på en spændende rejse gennem landet med de mange myter og eventyr – læs mere nederst i artiklen.
DEN LILLE HYTTE VED CIRESNI
Da jeg ankommer til Ciresni, et lille feriested beliggende godt gemt i bjergene, er solen næsten gået ned. Mellem de små huse på bjergskråningen venter en krumrygget ældre mand med et par heste, som skal fragte os op til den lille hytte et par kilometer længere oppe ad bjerget.
I tusmørket bevæger vi os afsted, den gamle mand, der rider forrest, grynter lidt i sit hvide skæg imens stilheden omfavner os og vi langsomt bevæger os op ad de stejle skråninger. Jeg stiger af hesten og er begejstret ved udsigten til at skulle bo alene herude i naturen. Stedet syner ikke af meget, her er blot den lille hytte og få mindre spredte udhuse, strøet ud over det klippefyldte landskab der kun brydes af de forkrøblede buske der kæmper for at bevare livet.
Selvom stedet er meget småt, er her både hyggeligt, rent og rart da jeg kommer indenfor. Her er blot en stor dobbeltseng indhyllet i hvide lagner og en sengehimmel der sagte blafrer i vinden fra det åbne vindue.
STJERNEKLARE NÆTTER & ULVEHYL I DET FJERNE
Herfra kan jeg se hvordan stjernerne begynder at dukke op på den efterhånden mørke himmel. Her er tyst, hvilket understreges af at den eneste lyd der høres, er ulvehylene der bryder stilheden i det fjerne.
Da solens første stråler rammer mit ansigt, går der et lille øjeblik før jeg kommer i tanke om hvor jeg befinder mig. Draculas Land. Jeg står op for at vågne langsomt med en kop dampene te og for at kigge nærmere på den natur der omgiver mig.
Da jeg første gang hørte navnet Transsylvanien, som en rejsedestination, var det mørke slotte på toppen af sneklædte dunkle bjerge og sorte smedejernsporte med store skilte der forbandede enhver uindbudt indtrængen, der først ramte min hjerne.
Efterhånden som jeg har fordybet mig i litteratur omkring rejsemålet er jeg dog blevet klogere, og i virkeligheden er Transsylvanien ikke dyster men en region i det centrale Rumænien, med en helt unik historisk fortælling og uendelige kulturelle oplevelser at gå på opdagelse i. Transsylvanien har et af Europas bedst bevarede middelalderlandskaber og den dag i dag står historiske byer intakte og uberørte hen.
Her er brostensbelagte gader, der let fører dine tanker til Ærøskøbings toppede brosten, pastelfarvede huse der minder om Nyhavn og hemmelige passager der fører dig på opdagelse i de mange saksiske kirker fra UNESCO’s verdensarvsliste der står stolt knejsende over regionen.
MIDDELKLASSEN SKRUMPER & FATTIGDOMMEN VOKSER
Hvad Rumænien er rig på i kultur og natur, er alt hvad landet mangler i økonomi. Her lever hvad der svarer til 22 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen og mange daglejere arbejder for mindre end hvad der svarer til 2500 dkr. I månedsløn.
Her kommer børn på børnehjem fordi familierne er for fattige til at tage sig af dem og skolegang er stadig, den dag i dag, ikke for alle men for de privilegerede. Skellet mellem rig og fattig vokser sig større og større, imens der rundt om i Rumænien tårner sig tomme og aldrig færdiggjorte boliger op, som et levn fra den kommunisme der herskede indtil slutningen af firserne. Middelklassen skrumper og fattigdommen vokser. De unge, der kan skrabe penge sammen, rejser ud af landet i forsøget på at finde en bedre fremtid andetsteds, imens de ældre og resten af familierne bliver ladt tilbage i landet der på så mange andre måder er enormt rigt.
TUREN GÅR TIL RUMÆNIEN
Jeg forestiller mig at de fleste der rejser til Rumænien, gør det for at besøge Transsylvanien og følge i fodsporet på myten om grev Dracula og hans magiske slot, Bran. Som i øvrigt slet ikke er Draculas slot, men det er en helt anden fortælling. Regionen har meget mere at byde på, end myterne om vampyrer. Her finder du blandt meget andet smuk natur og fantastiske kulturrigdomme, iblandet de gæstfrie og meget hjælpsomme lokale gør det Rumænien til en oplagt feriedestination.
I århundreder har Transsylvanien været koloniseret af forskellige nationer der har været med til at skrive den historie vi i dag får fortalt når samtalen drejer sig ind på Rumænien. Romere, ungarer, saxere, Ottomanerne, jøder og sigøjnere har alle været med til at skabe den multikulturelle følelse landet i dag består af, tilsat en blanding af magiske legender og væsner og en særdeles rig tradition for eventyr og okkultisme.
En af de nok mest kendte legender, er om Pied Piper og saxernes ankomst til Transsylvanien. Historien starter i byen Hamelin hvor en rotteinvasion skabte rædsel blandt indbyggerne. En dag ankom en fremmed mand til byen og tilbød at løse problemet med hans magiske fløjte. Desværre udeblev succesen, og han forlod byen før han igen returnerede om søndagen. Han spillede på sit magiske instrument og børnene fulgte ham rundt som hypnotiserede af lyden. Manden vandrede afsted til det sydlige Transsylvanien hvor børnene bosatte sig og skabte det der i dag er det Saxonske byområde ved Macrone.
NATUREN I RUMÆNIEN
Fra det smaragdgrønne vand ved Danube (Donau) til de højeste bjergtinder i Karpaterne er der skønhed og naturrigdomme at finde. Underjordiske saltminer, mudder vulkaner og de nærmest endeløse kanaler i Danube Deltaet. I den sydøstlige del af landet er der landsbyen Eftimie Murgu, hvor de lokale den dag i dag bruger 22 vandmøller til at forarbejde deres afgrøder. Det er også i dette område Apuseni er, med sine mere end 400 underjordiske huler i området, hvoraf den længste er imponerende 47 km lang og indeholder den største underjordiske gletcher i Rumænien.
Er du mere til at vandre, eller klatre, findes der imponerende mængder afmærkede ruter og gode klatrespots spredt ud over de bjergrige egne af landet. Det er også i disse områder, at der er imponerende vandfald at finde, ligesom de brune bjørne her er en del af den største europæiske bestand.
TRANSFAGARASAN & TRANSALPINA
I horisonten tårner imponerende klippeformationer sig op og jeg ved, at jeg nærmer mig den Top Gear berømte Transfagarasan. Én af verdens bedste veje at køre på, forlyder det – i hvert fald hvis man er til race.
Jeg befinder mig i Transsylvanien, i den nordlige del af Rumænien, og er på vej til at krydse ind i den sydlige del af landet via Transfagarasan, også kendt som DN7C. Vejen blev bygget i starten af halvfjerdserne, som en militærvej der forbinder Transsylvanien med Wallachia, og er et svar på den Tjekkoslovakisk-Sovjetiske invasion i 1968.
Tilblivelsen af den i dag så berømte vej har ikke været uden omkostninger. Menneskelige som finansielle. I 2000 meters højde og med brug af omkring 6 millioner kg sprængstof døde mange arbejdere, officielt siges det at bare 40 døde men de uofficielle rapporter taler om flere hundrede.
Himlen er beklædt med vattede skyer, da jeg sidst på dagen, efter mange timers kørsel, når frem til den lille landsby i bjergene. Byen ligger omkring 1000 meter over havet godt gemt inde mellem de store skove mod nord og karparterne mod sydøst.
Jeg skal bade i bjergsøerne, vandre i skovene og ride på de lokale heste gennem vildnisset mellem bjergene der omgiver den lille dal hvor jeg holder for natten. I sommerhedens varme er myggene helt ulidelige, alligevel er det her ét af de bedste steder, jeg kan forestille mig at tilbringe dagene imens sommeren går på hæld.
DER ER NOGET HELT SÆRLIGT STÆRKT OVER AT OPLEVE ANDRE KULTURER, MÅDER AT LEVE PÅ OG AT KUNNE BEGÅ SIG, UANSET OM MAN KAN SPROGET ELLER EJ, ER EN FORCE JEG TÆNKER ER NYTTIG I FREMTIDENS VERDEN
Herude forsvinder nettet og det er ikke længere det vi ser i tv og lytter til i radioen der styrer hvad jeg kan lide, herude er der bare naturen og nuet.
Transfagarasan er 90 kilometer lang og med en højde på 2042 meter er Transfagarasan den anden højeste vej i Rumænien – lige efter Transalpina der med sine 2145 meter er den højest beliggende vej i Rumænien. Transalpina er i øvrigt også et besøg værd, hvis du er på disse kanter. Smuk natur, god vej og er du heldig oplever du de vilde bjørne.
NATURA IN BUCATE – LOKALT ENGAGEMENT
I en verden der på mange måder har mistet sin smagssans, er Natura in Bucate kommet til live i Rumænien. Her bruger og formidler man de lokale, organiske råvarer hvor vejen fra jord til bord er kort, nænsom og med mindst mulig påvirkning af miljøet. Det er bæredygtigt og det er godt.
Rumæniens jorder er næringsrige og gavmilde med afgrøderne, i Natura in Bucate finder du derfor friske grøntsager, honning fra bierne i Transsylvanien, lokale oste, øl og brød bagt over åben ild. Her er chokolade, sæber og gode vine. Alt sammen dyrket, produceret og formidlet helt lokalt.
I Natura in Bucate er de overbeviste om Rumæniens store potentiale, og derfor støtter de den lokale farmer, de små producenter og det lokale miljø. Det er her du kan gøre en forskel når du alligevel skal proviantere. Det er gode bæredygtige alternativer fra lokale farmere og på den måde er du med til at give tilbage til det land du besøger. Det er Rumænien når det er bedst.
Guidet tur til Rumænien
Da jeg er ude at rejse, hen over foråret og sommeren, er årets guidede tur til Rumænien planlagt til 10 september og 15 dage frem, altså en rigtig efterårstur – TUREN ER UDSOLGT – ved interesse eller spørgsmål kan jeg kontaktes på mail: ayo@homeiswhereipark.dk Prisen er 2500 pr person – børn/børnebørn deltager gratis. Du kan læse mere om turen, ved at trykke her!
Hilsen Ayo
Ingen kommentarer