Top

Home is where I park

  >  Rejser   >  Q&A – Mongoliet
bjerglandskab roadtrip vanlife

Jeg tror, at der findes en særlig kraft, lige under overfladen. Noget primitivt og utæmmet, som giver mig et ekstra skub, når jeg har brug for det. Giver udsigter & indsigter.

Det er dét skub der gør, at jeg lever livet, i stedet for kun at overleve det, og det er derfor jeg vil forsøge mig med spørgsmål & svar til Mongoliet turen. En del skræmmes af den vilde side, og stemmer straks i med alt det jeg ikke kan, alt det der kan gå galt, andre fascineres, og ser forundret til, når jeg gør det mange blot tør drømme om. Andre igen, forarges over, at jeg bruger en delvis førtidspension på, at køre rundt og være evigt på røven.

At turde gøre det jeg drømmer om

Heldigvis, vil der altid være mennesker som elsker det utæmmede og rå, mennesker som forstår behovet, drømmen og ønsket om livets frihed. Selvom der dukkede sygdom op undervejs. Og som godt forstår, at hvad der vises her, alene er fragmenter af et liv levet.

Min tur, til Mongoliet, er en kæmpe drøm, og jeg kommer til at knokle, for at få den til at gå i opfyldelse. Der er langt, jeg får brug for mange hvil og hele hviledage. Måske uger. Jeg får, måske, også brug for at køre en helt anden vej end den jeg allerhelst vil køre – det får jeg snart svar på, om jeg overhovedet kan klare at køre op i de højder, som jeg gerne vil, med mine jævnt ynkelige lunger. Ellers er der heldigvis mange andre veje!

Indbakken er ligesom druknet i beskeder, spørgsmål & svar og da min pc har taget livet af sig, går det lidt sløvt med at få svaret. Ét af de spørgsmål der går igen. Og igen. Er økonomi. Det er sq altid om økonomi i det her liv 😅

forest autumn efterår skovvej

Det er meget enkelt. Jeg modtager førtidspension. Jeg får ikke (længere!) ét eneste tilskud, og afholder selv den (absurd sure dyre!) post det er at være uhelbredeligt syg. Udover den medicin jeg får udleveret fra OUH.

Jeg betaler det der skal betales. Fordi jeg blev træt. Træt af at slås med det offentlige system. For at få det jeg har krav på. Træt af at (dele af) hjælpen er der. Hvis jeg gider bo i en lejlighed. Men ikke hvis jeg vil være fri.Så jeg er fri – og en del fattigere – til gengæld er det god energi sparet ❤

Så altså, det er en førtidspension der finansierer mit liv. Uanset om det er i Danmark eller et andet land. Og det betyder ikke, at jeg på magisk vis er blevet rask, skynder jeg mig lige at skrive…

Spørgsmål & svar

Om jeg har en backup plan, på vej til Mongoliet, spørger du? Nej. Jeg har Bertha. Og hvis ikke Bertha gider, at være med, ja så løser jeg det. Worst case med en flybillet retur til DK og en iltflaske under armen.

Hvad hvis mine lunger ikke gider være med? Ja så gør jeg ligesom i Danmark. Tager en frygtelig masse prednisolon. Kravler ned under dynen, koncentrerer mig om at trække vejret. Igen og igen. Indtil det, på et eller andet tidspunkt, bliver bedre.

Hvor lang tid jeg skal være afsted? Jeg kan maks være afsted i seks måneder. Det er den tid, jeg kan have mit biologiske medicin med – og det er jeg ret så afhængig af. Så planen er maks 6 måneder, og så er jeg hjemme igen, eller har stillet bilen til opmagasinering, og er hoppet på et fly, for en stund. Time will tell.

tasjikistan

Forsikringer i en corona-tid

Jeg har været ved, at læse op på forsikringer – Gouda rejseforsikring er planen. Og så regner jeg med, at bruge ind til juni på, at nå Mongoliet. Når jeg kører fra Danmark i midten af marts 2021. De fleste siger at fem uger er rigeligt til turen. Jeg får brug for pauserne.

Tidspunktet er der flere årsager til, men én af de væsentligste er vejret. I Mongoliet er der vanvittigt koldt, tørt og blæsende indtil cirka midten af maj, derefter bliver vejret mildere, men også mere vådt, og det betyder at jeg undgår den værste kulde og til gengæld – forhåbentlig – får oplevelsen af, at stepperne kommer til live fra varmen og vandet fra oven. Omvendt, det bliver vanskeligere at køre, efterhånden som regnen falder, sneen smelter og jordvejene bliver til mudder. Der er mange ting, at tage højde for.

Mongoliet er landet hvor de siger, at en dag kan have fire årstider. Foråret kan byde på snestorme, monsun-lignende regn, tørke og ørkenhede. På én og samme dag. På vejen derned, er der også andre potentielle udfordringer med vejret, bjergkæder der skal passeres og veje der ikke altid er, der hvor de var den dag kortet blev lavet.

Polen kender jeg, og glæder mig til at køre gennem, Rusland er spændende og ukendt. Der er så mange steder jeg gerne vil opleve, se og udforske. Og jeg ved allerede nu, at jeg er nødt til at begrænse mig. Hvis jeg skal kunne holde til det.Om jeg er bekymret? Nej da, hvad skal jeg være bekymret for? Det er mennesker, som du og jeg, med andre livsvilkår, et andet klima, andre normer og kulturer, men i sidste ende er det mennesker, og jeg glæder mig til at møde dem ❤

Hvad jeg gør med covid-19? Kører udenom det, håber jeg på. Undgår det. Tager mine forholdsregler. Og lever livet imens. Altså nogenlunde det samme som nu. Og som før covid-19. Håndsprit og stor bue udenom alt der lugter af en virus.

Ruteplanlægning?

Hvilken rute jeg kører? Ja. Lige præcis den rute. Det afhænger af flere ting. Lige nu, mest af hvad mine lunger gider deltage i. Jeg vil alvorligt gerne gennem Pamir-bjergene, men det er ret højt oppe. Som i; lavt ilt niveau, så det skal jeg lige ha afklaret, nogenlunde, så kan jeg bedre detaljere det – uden det dog bliver en eksakt rute før end jeg kører den. Vejene har det, åbenbart, med at ændre placering i den del af verden, har jeg ladet mig fortælle😅

Hvad jeg gør med mine børn? Jeg elsker dem. Hele vejen. Og tilbage igen. Og glæder mig til at de skal med et godt stykke af vejen, hjemover ❤

Livet i en campervan! Inspirator, foredragsholder & kogebogsforfatter til Den Sultne Rejsende - omnia kogebogen. Jeg er altid på jagt efter nye eventyr i hverdagen, i mit liv som digital nomade på rejse med en iværksætter-drøm og uendelige eventyr som mål. Tak fordi du er her, velkommen til :) Kh Ayo

post a comment