fattigdom, polen, strik,

To verdener mødes

Da jeg kører til Polen og ender i en lille landsby, i en af Østeuropas fattigste egne, Lubelskie provinsen – et på mange måder trøstesløst område at køre ind i – oplever jeg hvor skelsættende det kan være at møde mennesker der lever så markant anderledes end jeg. Her lever en gruppe mennesker, som de har gjort det i generationer, og det er her jeg møder Vlado og det jeg regner med ,er hans kone, for første gang

Med hurtige hænder griber den gamle mand ud og får fat i vingerne på den sprællende høne. Han svinger øksen, blodet flyder og stilheden er alt der nu giver en øredøvende genlyd mellem de mange udtjente boliger, og hvor barneansigter kigger ned på gaden fra de lasede gardiner i vinduerne omkring os. Stedets så ørkesløse fremtoning står i skærende kontrast til menneskene jeg taler med.

Fattigdom synes at være et livsvilkår, mere end et valg, og udvalget af mad dårligt. Kål, roer og andre langtidsholdbare afgrøder dyrkes, på hver en stribe jord der kan findes, dyrene er oftere udmarvede end i god foderstand. Alligevel når smilene øjnene hos dem jeg møder.

Herude er der ingen internet der rækker, men med den største selvfølgelighed inviteres jeg alligevel indenfor i det lille forfaldne hus, af den gamle krumbøjede kvinde med det kridhvide hår. Huset lugter lidt af stald, og da den ældre kvinde åbner den knirkende dør, ind til det jeg først tror er en stue, forstår jeg hvorfor. Det ér stalden. Her I yderkanterne, af det polske samfund I byerne, lever man som vi gjorde I Danmark for hundrede år siden. Dyrene bor i den ene ende af huset, for at det er nemmere at holde på varmen vinteren igennem.

Vlado kommer ind med den hovedløse høne, og jeg bliver bænket på en vaklende stol og inden længe har fjerene visket det interimistiske køkkenbord ud for øjnene af mig, imens vandet bulderkoger på den gamle kakkelovn og de endnu levende høns kagler i baggrunden.

Vi taler ikke samme sprog

Et fælles talesprog har vi ikke, men vi er mødtes som de mennesker vi er, og det er i nuet nok til at vi har lyst til at tilbringe tiden sammen. Jeg finder mine små gaver frem fra tasken, ikke noget stort, men nok til at jeg håber det kan bringe glæde på et sted hvor selv det at købe en pose kartofler kan vise sig at være en udfordring. Ris, konserves, sukker, kuglepenne og et par lightere senere har jeg fået et par strikkede sokker i hænderne, omend jeg høfligt forsøger at afslå gestussen.

Den gamle krumryggede kvinde lader sig ikke afslå, men får med hastige hænder hevet mine snickers af og trukket sokkerne op over fødderne på mig. De passer ikke helt, men med lidt hiv og slid sidder de som støbt på. Smilet når øjnene, hun ler lidt og vi takker hinanden uden ord, begge tilfredse med løsningen på vores lille byttehandel.

Jeg får fremvist et billede af det jeg forestiller mig, er deres voksne søn, og hører en fortælling der er både medrivende, sørgmodig og fyldt med livskraft, selvom jeg intet forstår af den. Hvad der føles som få øjeblikke senere end jeg ankom, er der suppe på bordet i noget der på samme tid er både de simpleste og smukkeste lerskåle jeg nogensinde har set eller spist af. Her, midt i én af Europas fattigste egne, sidder jeg med en ambivalent følelse af storslået frihed og en allestedsnærværende grufuld fattigdom, imens jeg spiser usaltet kålsuppe med stykker af den høne jeg tænker de kun slagtede til ære for mig. Og jeg kan ikke forestille mig, at man kan være et bedre sted i dette øjeblik.

Tid til afsked

Flere timer senere, end planlagt, får jeg med store fagter, armbevægelser og mimik lov at forlade det lille hus og kører tilbage ad den bumlede vej jeg kom fra. Efterhånden som jeg nærmer mig byen bliver husene anderledes og vejene lidt bedre, imens solen forsvinder bag byens mange tage og jeg igen kommer frem til det jeg tidligere på dagen havde tænkt var et lidt lurvet hotel, i udkanten af byen. Pludselig synes det at være den ypperste luksus, med sine gulnede vægge og det hullede lagen på springmadrassen med de fremtrædende fjedre.

Det er som om fattigdommen og livets bagsider trækker i mig, uanset hvor jeg rejser hen eller befinder mig. På gaderne i København er det de hjemløse og her er det de fattige i udkanten af velfærdsbyerne. Menneskeskæbnerne, så forskelligartede som de er, fascinerer på samme tid som de berører mig.

Efter en nat på fjedrene i madrassen, og puslen i væggene, er det tid til afsked med hotellet, byen og børnene der hænger ud i baggården hvor den lille bil holder parkeret. Jeg vinker og kører atter mod den natur som i første omgang bragte mig til Polen år tilbage.

– tilbageblik til 2013

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar