At være i kontakt

Med naturen og naboerne…

Egentlig er vi jo altid i kontakt med naturen, uanset stedet vi befinder os, luften når vi trækker vejret, sol og regn der rammer vores hud, vandet vi drikker, træer og buske i parken, skoven eller i haven for blot at nævne lidt af alle de steder hvor vi hver eneste dag er i kontakt med, og møder, naturen. Naturen er i os, omkring os, over og under os. Vi er en del af naturen…

Denne råkolde morgenstund, vågnede jeg ved gæssenes blafren henover teltdugen, akkompagneret af en let støvregn der senere slog over i sne. Morgenens rutiner er ret klare, ud fra de varme dyner, tømme askeskuffen og få gang i dagens ild. Koge vand, drikke the, vaske op… i dag nåede jeg ikke længere end til teen, for min søde og meget snakkesalige 85 årige nabo ringede om jeg kunne hjælpe hende med et tv. Sagde ja, om end jeg ikke er videre teknisk anlagt, og kom i noget tøj så jeg kunne gå derover gennem det lille stykke skov der skiller os ad.

Hun havde fået slået tv’et over på radio og så var billedet jo forsvundet, det var heldigvis let løst, og så var der tid til the, snak og en lille havetur før jeg gik en længere tur nedenom markerne på vej hjem imens snefnuggene dalede.

Da jeg boede i byen, hilste man lidt på hinanden, på en god dag, og det var slet ikke normen, derudover havde man intet med hinanden at gøre. At flytte hertil, hvor naboerne hilser på hinanden, man hjælpes ad, holder lidt øje med at alt er godt og i det hele taget bare det at være på navn med sine naboer er fantastisk. Det er lidt som at komme hjem, til barndommen og den trygge havn, dengang vidste jeg hvem alle vores naboer var – også dem der slet ikke rigtigt var naboer, men som måske boede på gård nr. 5-6-7-8 fra vores.

Dengang kom vi hinanden ved, vi besøgte de ældre, vi børn bragte mad, kager og alt muligt andet til dem – jeg husker en længere periode, hvor jeg hver dag cyklede til vores gamle nærmeste nabo der var flyttet fra gården, da hans kone døde, og ind i et lille hus i den nærliggende landsby, det er ét af de bedste barndomsminder jeg har. Turen var drønkedelig på cykel, men det var de fineste fortællinger der altid var – og så var der tid! Oceaner af tid til røverhistorier, æg med rørsukker og en genkendende forståelse for det liv mine forældre valgte at leve – og som vi børn jo dermed var en del af.

At flytte herud, er den bedste gave jeg nogensinde har givet mig selv <3