Vacciner & sundhed

At køre til Mongoliet er ikke en helt lille rejse, den strækker sig over store afstande, gennem fattige områder og lande hvor sygdomme, som ikke ses i Danmark, er, og derfor er vacciner og sundhed vigtigt

Til en del lande er der forskel på anbefalingerne, afhængigt af om det er en længerevarende rejse, få uger eller blot få dage du skal være afsted. Jeg har derfor talt med mine læger og efterfølgende fået en del af nedenstående vacciner. Andre vacciner har jeg fået genopfrisket, så nu burde jeg altså snart være super-klar til at køre afsted.

Dette er de vacciner der anbefales til de lande jeg planlægger at køre gennem

  • Difteri
  • Hepatitis A (smitsom leverbetændelse)
  • Hepatitis B
  • Malaria
  • Rabies (hundegalskab)
  • Stivkrampe (tetanus)
  • Japansk hjernehindebetændelse
  • Tbe (centraleuropæisk hjernebetændelse)
  • Tuberkulose
  • Tyfus

Hvis du skal ud at rejse, er det altid en god ide at tale med din læge om hvor du skal hen. Det kan være at du bør have vacciner før afrejse, og din læge vil kunne hjælpe med hvornår du skal have dem for at sikre dig bedst muligt, både før, under og efter din rejse. Som et supplement, eller for at danne dig et overblik, kan du også tjekke det her på Udlands Vaccinationens hjemmeside, hvor du også kan bestille dine vacciner.

Sundhed

Jer som har fulgt med noget tid ved det måske allerede, at jeg har en kronisk lungesygdom og dette betyder at jeg hver dag tager medicin. Også på vej til Mongoliet.

Det er altid ens eget ansvar at undersøge hvad og hvilken medicin der lovligt må medbringes til et givent land. Og jeg vil anbefale dig at være grundig i din research – jeg har engang stået i en lufthavn og fået konfiskeret min medicin til to ugers brug.

Indenfor Schengen landene er et pillepas oftest nok, hvis den medicin du får er nogenlunde almindelig, men er du udenfor det område, eller får du f.eks. medicin der ikke er ret kendt, bør du medbringe et dokument fra din læge, attesten skal, som minimum, være skrevet på engelsk.

Kronisk syg og hvad så?

Jeg har efterhånden været syg i mange år, og har derfor før rejst med min medicin, og det har endnu ikke været et rigtigt alvorligt problem at gøre det, udover dengang jeg altså ikke havde fået lavet en attest på det og derfor fik det hele konfiskeret. Det var en lang og ret kedelig ferie for mig.

Det her er hvad jeg har brug for, satser jeg på, for at kunne medbringe medicin nok til seks måneder

  • Køleplads
  • Attest fra sygehuset, på engelsk, hvori der beskrives hvad jeg fejler, hvilken medicin jeg får, hvor meget af det jeg har behov for, det retfærdiggør forhåbentlig at der er en hel køleboks fyldt med ampuller
  • Uanset hvor pladsbesparende det er, at tage medicinen ud af den originale emballage, så lad vær
  • Et stempel fra Udenrigsministeriet som bekræfter at dokumentet fra lægen er korrekt og altså dermed også at det er helt ægte og virkeligt at de der ampuller skal med mig videre
  • Dokumenterne oversat til forskellige sprog
  • Når dokumenterne er legaliseret hos Udenrigsministeriet stemples de hos pågældende landes ambassader – dette er ikke altid nødvendigt, men skulle gerne sikre mig mod at stå med en grænsekontrol der ikke vil lade mig rejse igennem

I forhold til rejseforsikringer, bilforsikring og ulykkesforsikringer har det noget at sige, at jeg er kronisk syg, så det har jeg lavet et særskilt indlæg om, som kommer op en af de næste dage.

Vacciner og sundhed er for mig væsentligt at forholde sig til, der er ingen grund til at løbe ekstra risici hvis det kan undgås med lidt planlægning, og ambassaderne er rigtig flinke til at hjælpe med informationer om alt det der ikke lige kan Googles frem – brug dem og spar dig selv for hovedpinen ved indrejse. Forhåbentlig 🙂

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar