#vanlife roadtrip friluftsliv

Der er #vanlife – og så er der SoMe-vanlife

outdoor shower, vanlife, camping shower, udebad,

Når man flytter ind i sin bil, eller i en anden form for tiny home, ændrer hverdagen sig. Markant. Rutiner ændres, og man tror man har regnet det hele ud, og så ændres det gerne igen.

Det at tage et bad, ændrer sig måske fra at indeholde bruser, varmt vand og sæbe, til oftere at bestå af svømmeture i den nærmeste sø, truckervask på offentlige toiletter og til at besøg, hos venner og bekendte, også indebærer et ”kan jeg lige låne dit bad?”.

Jeg spørger jævnligt mig selv, er det virkelig det her værd, og hver gang kommer jeg frem til at ja! Ja, det er alt værd!

Rejseudgifter er de eneste udgifter som gør mig rigere, og Bertha-bilen er én lang rejse

Der er mange fordele, ved livet i en bil. #Vanlife, i sig selv, er nok ikke specielt miljørigtigt, men der er ting som ofte følger med, der gør det til et mere miljørigtigt valg, end da jeg boede i en lejlighed i byen.

Bevidstheden, om mit forbrug, er eksploderet. Og jeg troede jo faktisk, at jeg var meget bevidst. Også da jeg boede i telt.

klima, klimakamp, miljø,

Minimalisme er klimakamp.
Kampen mod overforbrug af Jordens ressourcer

Det er gået op for mig, efter jeg flyttede fra lejligheden i København, hvor lidt vand jeg egentlig behøver hver dag. Det vandskyllende toilet blev erstattet af et muldtoilet, opvaskemaskinen med en opvaskebalje, vaskemaskinen blev erstattet af håndvask og vaskeri.

Og når man kun har en lille 30 liters vanddunk ombord, og i øvrigt helst vil undgå at skulle fylde den op, bliver man helt automatisk bevidst om hvor meget vand der bruges. Og spildes!
Jeg fandt f.eks. meget hurtigt ud af at opvasken bliver (mindst!) lige så ren i en balje der er halvt fyldt, som i en der er fuld.

Et ældre toilet bruger 12 liter vand. Hver gang du skylder ud.
12 liter!

Og med mindre plads er der bare mindre forbrug, jeg spiser der hvor jeg er, og gerne det de lokale spiser, da det er en stor del af oplevelsen ved mit #vanlife

At handle lokalt, så vidt muligt lokalt producerede varer, er for mig en måde at støtte både det lokalområde jeg besøger og det jeg lever i – uanset om det er i Danmark eller udlandet – og på samme tid skåne miljøet, når ressourcerne ikke skal rejse over store afstande før jeg køber dem.

Der er, hvis du spørger mig, stor forskel på at bo i sin bil, leve #vanlife fuldtid og på at køre på ferie, weekend og #hverdagseventyr i den. Ingen af delene er mere rigtige end det andet, der er bare stor forskel.

Før jeg flyttede i telt, og stadig boede i lejlighed (og før det i hus), kørte jeg indimellem på tur, enkelte dage, weekends og flere uger ad gangen.
Det var noget helt andet.

Jeg havde altid et hjem, med fire faste vægge, at køre til. Det har jeg ikke længere. Når Bertha-bilen går i stykker, så er det mit hjem der går i stykker. Det er ikke bare bilen der bryder sammen.
Det er min base der gør det.

Jeg tænker over hvad det er jeg viser, på sociale medier, hvad signal sender det og er der noget jeg kan være med til at forbedre, eller ændre, qua det jeg poster om #vanlife ?


Selvom jeg er bevidst, om hvad det er jeg deler på SoMe, håber jeg alligevel at virkeligheden, det autentiske liv, skinner gennem de glitrede billeder, som ind imellem sniger sig ind, og som altså alene er fragmenter og øjeblikke af et helt liv levet, med alt hvad dette indebærer.

Lad dig ikke forblænde af Instagrams smukke billeder, jagt livet oftere end det perfekte billede

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar