I aftes da jeg lå i min seng, begyndte det at regne. Igen. Det styrtede ned. Længe. Vedholdende, var den buldrende lyd på Berthas tag. Og jeg kunne bare mærke det. Stikket i brystet. Tanken om en vinter fyldt med regn. Følelsen lige før jeg rammer panik.
Den sidste vinter, med seks måneders non-stop regn, sidder dybt i mig. Tilbageblik på en regntid. Forskellen er at jeg dengang, ville have rejst mig, trukket i et par støvler og gået ud i nattens mørke, for at sikre at alle barduner var spændt, om alt var forsvarligt surret til og lukket for regnens insisterende indtrængen. Jeg ville være kommet ind drivvåd, kold og træt, være kravlet under dynen og længe ha ligget og ventet på varmen fra uldtæppet, og til sidst ville jeg være faldet i søvn. Udmattet.
I går, da jeg hørte regnen, mærkede jeg et splitsekunds panik, og vendte mig om på den anden side og sov videre. Jeg vågnede i dag, ved 10 tiden, stod op og drak en kop te. Alt var tørt og alt er godt. Det ér præcis derfor jeg ikke længere bor i telt men i bilen. Luksus-lykke 
Ingen kommentarer