Tak fordi I følger med, og tak til det store rungende flertal som godt forstår, eller i hvert fald accepterer – I er med til at nedenstående ikke betyder ret meget, selvom det stadig lige giver et stik i hjertet når den slags dukker op 
– og til det triste mindretal, med brok og bedrevidenhed, tag et sugerør, fra en juicebrik, i munden og en klemme på næsen. Træk kun vejret gennem sugerøret, den næste uges tid – så kan vi tales ved bagefter – det er vel til at klare, nu det jo på ingen måder *host-host* er noget der gør én “rigtig syg”. Altså at have dårlige lunger, som jeg har det. Jeg forstår, ind imellem, godt, at man kan tænke det ligner en ferie. Fordi, på ferier slapper man også meget af, sover længe og bruger tiden på at sove, spise og sove. Og så tror jeg nok, at mange også går lange ture i naturen… Forestil dig, at det ikke er et valg. Forestil dig, at du ikke selv kan vælge. Om du vil sove. Hvile. Gå en tur. Cykle. Danse af glæde. Hoppe på en trampolin. Løbe. Gå i butikker. Tage på museum. I forlystelsesparker. I byen natten lang. Forestil dig, at du pludselig ikke kan alt det. At det du kan, er at sidde stille. Ligge stille. Køre bil. Gå ganske korte strækninger. At selv det at spise, tager luften fra dig.Jeg forstår godt, at det kan ligne en ferie. Det gør jeg virkelig. Men jeg ville ønske, at du vil tro mig, når jeg siger det ikke er det. Det er hårdt arbejde, og jeg ville ønske jeg stadig havde mit gamle arbejde, for det havde jeg ind imellem fri fra. Jeg kunne holde ferie. I dag holder jeg aldrig ferie, mine lunger er mit arbejde og det er fuld tid. Hver dag. Fireogtyve-syv. Året rundt. Hvornår har du fri fra job, og hvornår skal du på ferie igen?Du skal bare vide, at jeg ville ønske jeg kunne bytte med dig. Jeg ville ønske, at jeg stadig havde et job at passe, og at jeg på samme tid kunne have energi og overskud til, at spise, handle, gå i bad, passe lægeaftaler, se familie og venner. Og at jeg ikke ville blive syg af det, hver gang andre har en forkølelse får jeg en lungebetændelse. Alt det der, et liv oftest indeholder, alt det mange tænker er kedelig hverdag. Jeg ville ønske det var mig. Men det er det ikke. Ikke mere og ikke længere. Jeg har brugt årevis på at nå til hvor jeg er i dag. Nå frem til at det er okay at være glad. Også selvom man er syg. At det er okay at leve. I stedet for blot at overleve. Det er okay, at have et godt liv. Også selvom det er lidt på trods. Og dig, du som skriver grimme ting, dig som skriver jeg skal ha et flexjob, dig som siger jeg ikke er syg, dig som skriver jeg er en nasserøv og at du betaler for det, ved at gå på job, jeg er ked af, på jeres vegne, at I ikke har mere tiltro til jeres medmennesker, til lægerne og til mig. Jeg er ked af at I ikke forstår hvor vigtigt det er at skabe sig et godt liv, også selvom man er syg, og jeg håber for jeres skyld, at I aldrig ender i en situation som min, for I vil formentlig synke ned i selvmedlidenheden, som rammer mange, og mangle opskriften, der gør det muligt for mig, hver eneste dag, at forsøge at komme videre, fra den førtidspension jeg så inderligt hader at være havnet på. Tak fordi I minder mig om, at være mere forstående overfor mine medmennesker – det er en uvurderlig gave at kunne være det, også når man selv sidder lidt mere behageligt end naboen Du kan finde flere posts om det at være kronisk syg her, eller ved at bruge søgefeltet øverst i forsidens højre hjørne.
Kh Ayo
Ingen kommentarer