Det lille hus på Langeland

Det lille hus på Langeland

29/03/2020 0 Af Ayo Hansen

Og en opskrift på brunsviger…

Man skulle næsten tro jeg havde indrettet det her hus, for det er fyldt med gamle sager og minder mig om det skønne sommerhus vi lånte forige jul, og så minder det mig nok mest af alt om en barndom med brændekomfur i køkkenet, kakkelovn i stuen, kolde morgener og mørke aftener med knitrende ild, technobiler, gamle dukker og dampmaskiner der spyede røg op – jeg er vokset op i et museum…

Jeg har våget mig til at bage en brunsviger, og det slap jeg helt godt fra, hvis jeg selv skal sige det, så nu kan dellerne holdes ved lige og børnene holde mund, for en stund. Det kan anbefales – begge dele 😅

Opskriften, på brunsvigeren, er den bedste jeg kender – nemlig denne fra bloggen Livets små ting. Jeg bager den dog lidt længere tid end han anbefaler, men ikke meget mere end 5 minutter ekstra.

Og det er så her du skal springe fra, hvis ikke du orker alt det der lidt mere personlige snak. Youtube har (stadig) søde kattekillinger og nuttede dyreunger 🌿

I går nævnte jeg det her med hudsygdommen, og i en sød kommentar blev det set som en god nyhed, og det forstår jeg egentlig godt, når jeg genlæser det jeg har skrevet, og jeg kom, desværre, med et svar som måske kan virke lidt hårdt, når man ikke kender baggrunden for det, så her er en lidt længere én af slagsen.

At få cancer vil altid være en helt ekstremt dårlig nyhed. Altid! Til hver en tid og uanset hvilken form og hvem man er. Det er jeg helt overbevist om.

Det er bare virkelig vigtigt, synes jeg, også at huske på at der findes virkelig mange andre alvorlige, livsændrende og dødelige sygdomme end cancer. Og mange af dem findes der ingen kur mod!

Årsagen til, at det ikke er en god nyhed, for mig, med den her hudsygdom (let forklaret en undersygdom til hovedsygdommen) er, at det betyder min medicin ikke virker optimalt.

Og alt den virkelig meget medicin, jeg hver dag indtager, er for at holde min hovedsygdom nede, for så snart den er aktiv så nedbryder den mine organers væv. Bid for bid. Og de plamager jeg har, på vel efterhånden 5 måned, viser at den ikke længere er holdt så meget nede, at den ikke kan udvikle nye udfordringer. Og det er et problem. Et ret stort problem.

Jeg har fået den medicin der er at få, jeg har været ved at gå til fordi min lever ikke magtede medicinen, jeg har fået forsøgsmedicin og mest af alt følt mig som en forsøgskanin. Hvilket jeg vel ret beset også var. Jeg har brugt flere dage, hver uge, gennem flere år på at få drop med medicin der slagtede mit immunforsvar. For at det ikke skulle ødelægge mine organer (mere). Jeg har fået ødelagt mine knogler af medicinen. Jeg har i mere end 10 år fået højdosis prednisolon hver eneste dag. Året rundt. År efter år. Og ditto af andre stærke immunhæmmende præparater. Mine lunger er fucked.

Og, derfor er det ikke en god nyhed at min hud laver 4×5 centimeter store pletter. For det betyder, at det vi gør ikke virker. Og medicinen, mod de her pletter, er også et forsøg. For de ved ikke hvad der vil virke. Og på et eller andet tidspunkt, er jeg så meget på røven at jeg bare er på røven. Helbredsmæssigt.

Og for hver gang det vi gør, viser sig ikke at virke, er jeg et skridt nærmere at være på røven. Og mine lunger er allerede på røven. Sammen med alt det andet der er på røven.

Men jo, vel er jeg dybt og inderligt taknemmelig for ikke (også) at have cancer – også selvom det, med overvejende sandsynlighed, ville være nemmere at behandle, end det som man regner med det er. Og det er sådan en ambivalent ting at tænke på, men ja…

Uanset hvilken sygdom man har, eller kender en der har, så er det sq lige belastende og – på godt jysk – skide træls, for mig er det bare virkelig vigtigt at sige at der findes meget andet end de relativt få sygdomme med “kendisfaktor” som vi ofte hører om i medierne.

Det var bare lige det jeg ville.

God søndag.