Top

Home is where I park

  >  alt det andet   >  En fornemmelse

De sidste uger har været fyldt med alt muligt, jeg har haft meget om ørerne, samme har det ene af mine børn, den slags skaber ringe i vandet og nåe ja, oveni vores har jeg kørt en del længere ture for den halvdel af naboerne som ikke var syg. Som så besøgte den anden halvdel, som lige er kommet hjem. I hvert fald for nu. Og det er godt. For dem begge, det er ikke let at være adskilt når man er næsten 85 og har været gift i noget der minder om altid. Det hele skal passes. Helst. Og det er egentlig gået ret fint. Overordnet set.

Når man har levet med en kronisk sygdom længe, så lærer man at kende signalerne, man mærker dem ind imellem længe før de måske kan måles i blodprøver og andet sjov – og jeg havde det godt på fornemmelsen da hovedpinen ramte og tog lidt for meget til, da jeg hostede lidt mere end normalt og luften forsvandt, gåturene blev kortere, den dræbende træthed gør kroppen tung som en elefant, humøret bliver presset, øjnene der får det svært med lys og som ikke klarer mere end et par timers arbejde om dagen… signalerne er mange og så rigelige, og ret så genkendelige, jeg er måske bare ikke heeelt super god til også at lytte til dem…

Jeg tænkte i hvert fald, nok lidt naivt og en anelse virkeligheds-ignorant, at det var en lillebitte nuttet og halvsød influenza der ramte mig. Slet ikke andet. Og at den lede vaccine jeg har fået mod selvsamme, for ja, jeg er så dobbeltmoralsk, på traditionel medicinfront, at jeg har ladet mig fylde med vacciner mod både influenza og lungebetændelse – selvom jeg egentlig hellere ville klare den med urter – ville sørge for en kort periode som slap-i-koderne-i-et-telt mig og det ville så ligesom være det.

Sådan gik det så ikke helt, en sølle blodprøve bekræftede hvad underbevidstheden allerede vidste, min krop har gang i en mindre gavnlig svingom med mit immun system. Og jeg er bare ikke vinderen i den slags danse. Men det skal nu ikke slå mig ud, helt, mere end at min sofa nok vil være lidt mere velbesøgt end ellers og gåturene bliver lidt kortere end vanligt. Og maden lidt anderledes. Og humøret skal holdes lidt mere i ave…

Jeg klager ikke, sådan for alvor, det er over et år siden jeg sidst havde et attak, eller forværring om man vil, og det er langt sjældnere end hvad jeg blev spået – så nu er jeg i gang med en ret som hovedret. Og chokolade som dessert #hejhamsterkinder 😝

Livet i en campervan! Inspirator, foredragsholder & kogebogsforfatter til Den Sultne Rejsende - omnia kogebogen. Jeg er altid på jagt efter nye eventyr i hverdagen, i mit liv som digital nomade på rejse med en iværksætter-drøm og uendelige eventyr som mål. Tak fordi du er her, velkommen til :) Kh Ayo

post a comment