Top

Home is where I park

  >  alt det andet   >  Ensomheden spiste ved mit bord

Og ud af skyggen kom jeg …

Somme tider bliver jeg spurgt om jeg er ensom, om dét er årsagen til at jeg har valgt at bo her. Ude i naturen. Jeg har overvejet det, gransket, tygget på og funderet. Længe. Jeg føler mig ikke ensom. Jeg er alene, men ikke ensom. Der er kæmpe stor forskel på de to ting. At være ensom og at være alene.IMG_6799.JPG

Jeg elsker den slags spørgsmål. Ting jeg kan reflektere og tænke over. Jeg stoler på mig, på at jeg kan klare mig, overleve, leve, vokse og gro. Også alene. Igen. Heldigvis. Det ér ingen velbevaret hemmelighed at (de fleste) mennesker skræmmer mig. Ofte. Meget. Jeg har oplevet vanvittige, absurde og helt forrykte handlinger, fra menneske(r), at det grundlæggende har skræmt mig fra andre. Det er slet ikke alle, jeg har det sådan med, og heldigvis er det jo ofte helt uden grund at jeg er skræmt af den menneskelige race. At jeg har oplevelser af denne art, gør selvfølgelig ikke at jeg kan dømme alle over én kam – jeg forsøger at undlade at gøre det – det ved jeg godt, men rationale og frygt er to vidt forskellige størrelser – indimellem vinder frygten. Det arbejder jeg så med. Når jeg har overskud til det.

Jeg holder af at være mig, uden filtre, facader og paraderne højere oppe end Burj Khalifa, gå lange ture i naturen, sidde og stirre ind i et bål eller flammerne i en brændeovn, at strikke, læse, tegne og snitte på én gang – uden andre at tage hensyn til end mig. #pillerstadigiminnavle
47162485_196006351336686_7947305595009236992_n.jpg
Den slags er ting jeg har lært at værdsætte, holde af og nyde. Jeg savner nemt at være ’bare mig’, der går dage uden jeg taler med andre, jeg opdager det først når en mail tikker ind, eller en alarm fra min kalenderfunktion minder mig om det. Dagene glider sammen, tid bliver efter lyst-mørkt, vågen-sove, mæt-sulten og time-minutter-sekunder og dage-uger-måneder bliver sekundære. En besked, messenger, mails eller sms er ofte rigelig kontakt for mig og jeg er ganske elendig til at holde kontakten til andre – det er nok nærmere dem der holder den til mig. Jeg øver mig. Forsøger at finde en balance, huske at ”det er sådan man gør”, selvom det ikke altid falder mig helt let at erindre. Det er ikke fordi jeg ikke ønsker kontakten, eller ikke gider dem jeg har nært, kært og kender – jeg tænker ganske enkelt bare ikke over det, fordi min hjerne er i evigt fuldt firspring med at tænke underlige, mystiske og til tider for mange tanker.20150523_135756.jpg

De eneste mennesker jeg altid husker, at kontakte, er mine børn. Det er med dem det altid føles naturligt, og oftest sker uden at jeg tænker over det. Med andre tænker jeg over det, er det påtrængende, er det vigtigt, nødvendigt og er det egentlig mit, deres eller vores behov med kontakten? Og sådan dræber en, til tider, alt for selvbevidst overtænker, som jeg, det helt spontane i et telefonopkald ;o)

Det virkelig interessante er, at når jeg er sammen med veninder, venner, familie og bekendte så elsker jeg det – helt ud i storetæerne. Det er bare ikke ret ofte det er noget jeg tager initiativ til, for det kan jeg ikke rigtigt finde ud af. Fordi jeg lige har dissekeret det til døde i forsøget. Sådan er jeg. Lige nu og lige her. Og heldigvis ved dem der kender mig det godt, og så kan jeg alt muligt andet i stedet <3

På bundlinjen: Nej, jeg føler mig ikke ensom – gør du? <3

Livet i en campervan! Inspirator, foredragsholder & kogebogsforfatter til Den Sultne Rejsende - omnia kogebogen. Jeg er altid på jagt efter nye eventyr i hverdagen, i mit liv som digital nomade på rejse med en iværksætter-drøm og uendelige eventyr som mål. Tak fordi du er her, velkommen til :) Kh Ayo

post a comment