Formiddagen gik

Sneen var tung under sålerne, den knirkende lyd akkompagneret af tågen der hang tyk og kold over søen udgjorde den perfekte kulisse til en horrorfilm. I min ret veludviklede fantasi, altså, for i virkeligheden var det blot smukt, dystert og en anelse magisk. På den lidt horroagtige måde.  

Og i takt med at lyset svandt og tågen tog til, overvejede jeg at køre en tur for at handle, nu jeg overraskende nok har fået adgang til en bil denne weekend. Fra tanke til handling er der sjældent langt, og et opkald til mine ældre naboer gjorde udslaget.

De manglede mælk og andre småting, men vover ikke selv at køre ud i det her vejr, hvilket jeg er ret taknemmelig for de ikke gør, så jeg hoppede i bilen sammen med mit kamera.  Shit hvor jeg elsker turen ned gennem skoven <3 
Det er simpelthen noget af det smukkeste, nyfalden sne, ikke andre spor end egne og dyrenes. Ingen lyde, ingen vind, intet og ingenting – og netop derfor alt og alting <3

Jeg er stadig lige lykkelig hver gang jeg kører turen, har stadig lige så taknemmelig og boblende en følelse i maven som første gang jeg kørte præcis denne tur. Det her sted er ubeskriveligt vidunderligt <3

På vej tilbage kørte jeg af én af bagvejene, på den måde fik jeg kig over andre dele af søen og kom også forbi naboerne så jeg lige kunne aflevere deres ting.
Jeg er enormt fascineret af hvordan lyset ændrer sig, fra øjeblik til øjeblik, det går stærkt og få skridt kan gøre en stor forskel.
Og på den måde, med fascinationen intakt, forsvandt en formiddag med alt muligt og ingenting. Og det er præcis som det skal være <3