Hvad Hr Poulsen lærte mig om livet

Der sker noget i mennesker der har oplevet livet. Og det der kommer efter. Døden. Enden og begyndelsen. Der skete i hvert fald noget i mig, den dag jeg så slutningen på det hele, og kampen for at overvinde blev et mål i sig selv. Dagene på lungeholdet. Aka holdet for primært de ældre, ædt op af tidens tand og tidligere tiders hårde arbejde. Sidst i tyverne. Pibende vejrtrækning. Blev det også mit hold.

Min gode ven fra hospitalet, Hr Poulsen på 84, med iltbrillen solidt placeret, fik mig hurtigt til at føle mig velkommen. Vi var et umage par. Jeg husker Hr. Poulsens evigt søde ord. Opmuntringen i hans stemme. Lyset i hans øjne når vi efter træningen delte en vand mellem os før Falck igen fragtede os hjem til vores respektive hjem og en tilværelse der mest af alt var gået i stå. Fokuseret på at trække vejret ind. Ud. Ind. Ud.

Uger og måneder gik, alt imens jeg fik det bedre fik Hr Poulsen det dårligere, og da jeg besøgte ham på hospitalet, vidste jeg instinktivt at det var sidste gang vi ville ses. Hvert eneste år, når dagen nærmer sig, mindes jeg de alt for mange gange jeg har oplevet mennesker langsomt blive kvalt af den manglende luft, ilten der forsvandt og ecmo maskinens sidste krampetrækninger for livet. Mest af alt mindes jeg de gode stunder, kortspillene på gangen med udsigt over Odenses tage og personalets overskud, også til dem af os der med skræk i hjertet så til; med frygten for selv at ende der, en dag, malet i vore ansigter.

Jeg knoklede videre, på lungeholdet, og pludselig en dag fik jeg det bedre, og det blev skiftet ud med en engageret fysioterapeut og en benhård indsats for at kunne tage trapperne op til første sal. Det har været en rollercoaster tur, af den vildeste slags, og hver eneste kraftanstrengelse, jeg nogensinde har lagt i det, har været det hele værd. Glædelig jul, Hr Poulsen, tak for alt det du lærte mig i mit livs sværeste øjeblikke, mellem livet og døden ❤ #livet#taknemmelighed#grateful#sorrow#lifelessons

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar