Skyggerne bliver længere, vejret ændrer sig, lyset er på vej tilbage. Det samme er jeg. Det har været helvedes år. Jeg troede det ville destruere mig fuldkomment, men i stedet rejser jeg mig. Stærkere. Modigere. Mere beslutsom. Mest af alt; som mig.
Det føles anderledes, sådan at finde sin stemme. Midt mellem stenbroens baggårde, flisernes rungende genlyd af de hastige skridt og med en rygende pistol i nakken.
Næsten krampagtigt har jeg klamret mig til det kendte, lejligheden, livet med udsigt over byens mange tage. Med ét slipper jeg det hele. Lader mig føre med af fremtidens ukendte veje og lader tilfældighederne råde.
Livet er nu.
Ingen kommentarer