Hvis andre synes du er for meget, kan det være fordi de oplever, at de selv er for lidt…
Da jeg flyttede herud, en solbeskinnet, lun sensommerdag, var håbet lysegrønt og drømmene intakte. Jeg drømmer stadig, håbet er tiltaget og jeg er vokset med det. Om end jeg har fået lidt knubs undervejs, én af de ting som nok er kommet mest bag på mig, er hvor nedladende, arrogante, bedrevidende og ubehagelige voksne mennesker kan være – helt uden at kende hinanden fra andet, eller mere, end et facebook opslag. Jeg mener, jeg skriver ikke engang om farlige emner, jeg skriver bare om mig og livet set her fra…
Jeg ved da godt at jeg er totalt navlepillende, egocentrisk og sikkert ret nederen at høre på, men det er nu engang mig og mit space. Så længe jeg har brug for at pille navle, så længe gør jeg det. I stort set hele mit liv har jeg ikke pillet i egen navle, men i andres, jeg har nurset, passet på, plejet og taget af – alle andre end mig. Nu piller jeg navle, tager af og passer på. Mig. Ego ud over det hele.
Jeg troede, måske egentlig nok, at det ville være let, nemt og bekvemt at pille i egen navle. At det ville føles helt naturligt. Det er og har ikke været helt nemt, jeg undskylder stadig at jeg gør det, og naturligt føles det langt fra. Det er ikke mit første go-to at pille i egen navle, men jeg øver mig og bliver bedre. Bedre til at sige til og fra, bedre til at vælge til og fra, bedre til at høre efter, og rent faktisk følge, den veludviklede intuition jeg besidder – den har været forvist til baggrundsstøj alt, alt for længe.
Jeg bliver spurgt om hvad jeg mener om alt muligt, flere gange dagligt, når nu jeg bor herude – jeg mener ikke en skid om det! Hvis det føles rigtigt i min mave, så gør jeg det. Hvis det føles forkert, så gør jeg noget andet. Jeg gør ikke det jeg gør, for at leve op til et eller andet, for mig, udefinerbart ideale om hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg gør ikke det jeg gør for andre, som et mål, hvis det sker undervejs, at det kan inspirere, så er det da et kæmpe plus, men det er ikke målet i sig selv <3
Jeg har altid pludret løs, i en dagbog, notesbøger, word-docs, papirlapper og hvad ved jeg – nu gør jeg det så her, jeg har ikke umiddelbart planer om at stoppe, og jeg sætter kæmpe stor pris på alle jer der læser med – også selvom jeg ind imellem er mega dårlig til at få svaret og sagt det højt. At jeg sætter pris på jer – for det gør jeg <3
Jeg finder efterhånden mine ben, også selvom jeg ind imellem tænker at jeg er i gang med noget helt vanvittigt. Sådan er det, en rejse alene selvom jeg ikke er ensom, ind imellem får jeg nok af at pille navle og så rækker jeg en finger i vejret eller bruger dage med mennesker jeg har kært. Og så piller jeg lidt mere navle. Sådan er det lige nu, det ændrer sig nok, livet er sjældent statisk.
2 Kommentarer
Jeg følger troligt dine opslag og det er næsten blevet til en daglig begivenhed og følge din hverdag, det er ikke alt du gør jeg ville gøre ligeså, men undlader som regel at kommentere på det, dels fordi du jo gør som du nu engang syntes fungere for dig, men det hænder da også du lige får en kommentar om hvordan jeg måske syntes du evt. kunne gøre for at gøre det lettere, så kan du jo bruge det eller lade være. Men mest af alt syntes jeg det er mega spændende at følge dig og se/høre hvordan du gør, og noget af det du gør kan jeg også selv bruge, så fortsæt endelig med dine opslag.
Tak Lars 😀 Gode idéer, råd og forslag er mere end velkomne – jeg sætter super stor pris på dem – det er slet ikke den slags jeg kan blive lidt træt i ansigtet over, det er de ret spydige, nedladende og direkte onde kommentarer som også kommer ind imellem som er lidt strenge. Jeg er, som skrevet på fb, begyndt at slette, fjerne og blokere for dem – de skal ikke fylde så meget tænker jeg 🙂