At sige fra…
Jeg er måske nok blevet lidt af en mental egotripper, jeg orker ikke at tage ansvar for andre end mig, okay og mine børn lidt også, jeg har brugt hele livet på at forsøge at lære at passe på mig. Jeg kan stadig aller bedst li når alle omkring mig er glade. Tilfredse. Smilende. Hyggelige.
Jeg går (lidt for) gerne på kompromis, med mig, for at opnå det. Ind imellem for meget. Simpelthen fordi det er så vigtigt. Roligt er et ord der dækker meget godt. Jeg holder voldsomt meget af ro. Indeni og udenpå.
Jeg er ved at ha lært at min ro måske egentlig er en anelse vigtigere end andres. Først. At jeg godt må og kan sige fra. Så det gør jeg, for engang blev mit hjerte flået ud af brystkassen. Trampet på. Om og om igen. Af løgne. Usandheder. Trusler. Psykiske voldsomheder. Af den slags jeg er overbevist om, at jeg kun overlever én gang. I hvert fald når man er mig.
Og jeg lod det ske. Længe. Alt for længe. Så derfor…
Har du forpligtelser, andre steder, eller er du i et forhold, gift eller ej, så lad venligst være med at kontakte mig, medmindre det er en helt i orden aftale I har i jeres forhold – og det uanset hvad du vil, om så det bare er for en opskrift på sokker!
På forhånd tak.
Det her skal ikke lyde som om jeg er ansvarsløs, det er jeg ikke. Jeg tager ansvar for mine handlinger. Mine valg. Mit liv. Og sørger for at minimere støjen sådan her. Og husk på, at et pænt fjæs ikke er alt her i verden- det bliver også gammelt og rynket, har lige så mange fejl, mangler og skår i poleringen som alle andre har det. Hvis ikke flere.
Hej hej her fra.
Ingen kommentarer