Nomadland – virkelighedens vanlifere!

Nomadland er lige dele sørgelig, optimistisk og livs-inspirerende, hvis du spørger mig. Men jeg kan også relatere. Meget!

Nomadland filmen har netop modtaget ikke mindre end 3 Osars og er hædret som Bedste Film. Og virkelig mange andre ting. Meget flotte roser. Og hvis du spørger mig, helt på sin plads. Filmen er baseret på virkeligheden, og flere af dem der er med i filmen, er med som sig selv, blandt andet Bob Wells som er lidt af en YouTube personlighed – ham finder du lige her! Nomadland handler om vanlife. Af den slags som måske ikke er valgt hjemme hos far & mor, til et års semester i funklende selvbyg, eller ud fra hvor fin en van det er på glitterede Instagram billeder.

Det her er virkelighedens vanlife!

Bob Wills og hans crew gør et enormt stykke arbejde i USA. De har blandt andet oprettet Homes on wheels alliance, her er der en trustfond der hjælper nødstedte vanlifere og en fond hvor der kan ansøges om hjælp til en bil og ombygningen af denne. Dét her er noget helt, helt andet end de sociale mediers candyfloss billeder – og for mange af os er vanlife startet sådan. Jeg taler ikke ret meget om tiden før jeg flyttede i telt, men som Andrea Hejlskov engang skrev i en artikel så var jeg fattig (jeg er hende i teltet, hvis du skulle være i tvivl). Sådan rigtigt. Ikke fattig som USA fattig, men fattig efter dansk standard. Jeg flyttede ud i skoven fordi jeg ikke længere havde råd til andet.

Jeg havde i en lang periode forsøgt at finde et hus jeg kunne holde ud at bo i. Et hus som føltes rigtigt. Et hus jeg ville kunne leve i. Uden at blive dræbt at hvide vægge og genlyden af mit livs mareridt i ørerne. Den slags. Skilsmisser kan være ualmindeligt grimme. For alle parter. Anyway, jeg var så godt som druknet i manglende økonomi da jeg til sidst bare tænkte fuck det! Jeg flytter ud i et fucking telt gør jeg! At det så, heldigvis, viste sig at være godt er jo sådan set bare ret så heldigt. Det kunne lige så godt være gået rigtig galt. For alvor. Og jeg være endt som hjemløs.

Nomadland handler om det. Fattigdom. Om at overleve. Leve og få det bedste ud af dét der nu engang er. Også selvom f.eks. DR skriver det handler om noget andet. jeg er uenig. Du kan læse deres artikel her!. Bob Wills hjælper mennesker til ikke bare at overleve, men til også at leve og at gøre det godt. Også når lokummet brænder, hjulet punkterer eller motoren står af i det rullende hjem. Jeg har så kæmpestor en respekt for det han laver, det han har opnået og så er jeg bare dybt og inderligt taknemmelig for det fokus den problematik har fået i US. De har brug for det. Igen og igen. Du kan læse mere og støtte vanliferne i USA lige her!

Hvordan Nomadland gør en forskel

Du kan læse lidt af fortællingerne, som vel på mange måder er fortællingerne bag Nomadland’s oprindelse, her. Fire donerede biler fik nye ejere, og fire mennesker fik nye hjem. Det er stort. Det er smukt og det er næstekærligt. Den ånd som hersker, over hele Homes on wheels alliance er fuldstændigt hjertegribende smukt. Har du brug for gode råd, vejledning og fif til et liv på vejene, også selvom du er uden de store midler, så læs med her!

Har du ikke allerede set Nomadland, kan jeg anbefale dig at gøre det, du kan blandt andet finde den på Disney+. Filmen varer omkring en time og femogfyrre minutter. En del siger den er langtrukken. jeg siger; husk lommetørklæder og din even til refleksion. Der er intet langtrukkent over virkeligheden.

Måske fremtiden vil bringe mere af fortiden

Det har været et meget bevidst valg for mig, ikke at tale ret meget om fortiden. Hverken her eller på de sociale medier i øvrigt. Fordi. Fortiden involverer flere og mere end mig. Den involverer voksne, men i særdeleshed også børn. De børn har ikke valgt. De blev aldrig spurgt. Og derfor, præcis derfor, kan der være at fortiden har bedst af at være netop dét. Fortid. Også selvom fortiden er det som har skabt nutiden, der er med til at forme fremtiden. Time will tell.

Forrige indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar