Præstationsangst

Det her, det er lidt en hemmelighed, så lad det lige blive mellem os. Ik’!?
Jeg har længe gået og hygget mig med, at lave mad i omniaen, og taget flotte, indbydende billeder, der giver lyst til, ja mad!Det har været skønt, sjovt, hyggeligt, hårdt og udfordrende. At lave noget med en bagkant. Noget der skal bruges. Sådan mere seriøst.Det har mindet mig om, dengang jeg havde et arbejde, en virksomhed og tjente egne penge. Og det er gået op for mig, hvor meget jeg i virkeligheden savner den del. At lave noget, fordi det skal bruges.

Jeg er, helt ærligt, også ved at være træt, så heldigvis er det hele, så småt, samlet i en fil, der nu blot kræver enkelte justeringer. Blandt andet de billeder, jeg er nødt til at tage om, da jeg ved en fejl har gemt i for lav opløsning Og så, ja så skal det til prøvetryk.Og jeg er sq skrækslagen! Og det troede jeg ikke, at jeg ville være, for jeg er jo totalt “styr på det” typen

Men, kan det nu bære? Har jeg lovet mere end jeg kan holde? Er det godt nok? Er jeg god nok? Jeg er ikke kok, eller noget der bare ligner, jeg er til gengæld, latterligt glad for mad. Som er til at lave. Også på tur, uden en hel masse remedier.

Men…Er det for simpelt. For nemt. For kedeligt. For meget. For lidt. For meget grønt. For lidt kød. For meget brød. For lidt kage. For dårlige billeder. For træls lys. For… alt muligt.Så, det jeg egentlig vil sige, er; #hejpræstationsangst– og nej, det er ikke en omnia på billedet, men en trangia. Og en masse dejlige farver. Fordi det gør mig glad. Og smager godt. Og ser indbydende ud. Derfor. Og fordi, at næsten alt jeg laver i omniaen, i denne tid, skal bruges andetsteds.