Sikkerheden

Ude i naturen…

Det var dejligt, at opleve den positive respons der var på mit blogindlæg, om det at være bange når man er alene i naturen. Jeg fik da også et par skrækhistorier, om hvad der kan ske når man er alene ude, og det går ret fint i spænd med min oplevelse af, at noget af det første jeg bliver spurgt om, specielt af mennesker som ikke er friluftsmennesker, oftest er om jeg ikke er utryg eller dødbange for at bo herude alene. Det korte, helt enke svar er nej. Det lange svar er…ja, længere.

Det ér svært, ikke at lade sig påvirke, især i starten hvor alt er nyt og usikkerheden lurer lige under overfladen, og når man så gentagende gange præsenteres for mentale billeder af skræmmende scenarier, som f.eks. fortællinger om gale mennesker der forfølger én ind i skovene, som man aldrig igen kommer ud fra.

Ærlig snak, det påvirker. Også selvom jeg er helt klar over, hvor irrationel en frygt det egentlig er.

Og rent statistisk er det nok egentlig ikke dén type frygt vi bør tale mest om, i stedet bør vi nok tale om de helt naturlige farer der er, for eksempel at falde og brække anklen, hakke øksen i benet, skære sig hånden, brænde sig på bålet eller når gedden får lyst til en bid af benet (okay, irrationel frygt har overtaget – fuldstændigt -på fiskefronten…) – og, efter min mening, er mænd og kvinder fuldkomment ligestillede, når det kommer til sikkerhed i friluftslivet, skærer vi os bløder vi -uanset kønnet.

Så hele idéen om, at vi “skal” være bange, specielt kvinder, holdes kunstigt ved lige ved at vi fortsat køber ind på præmissen om at vi har grund til at være mere bange, end mænd, ude i naturen, personligt ville jeg, som kvinde, være langt mere bange for at bevæge mig rundt i byen end ude i skoven, og hvis bare vi kvinder troede på, at vi er halvt så seje som vi i virkeligheden er, tror jeg at verden – og dynamikken i den – ville se meget anderledes ud.

De få gange jeg har fået en virkelig dårlig følelse, eller fornemmelse, af en person eller en situation, har jeg øvet mig i ikke at stille spørgsmål til det, men fokuseret på at lytte…. Mere end halvdelen af alt, årsagen til at bo i telt, er netop at genoprette forbindelsen, jeg følte jeg havde tabt, til min indre stemme der instinktivt ved hvad der er godt og skidt. Og når jeg er alene, i naturen, omgivet af træerne og dyrenes lyde oplever jeg en følelse jeg aldrig har oplevet andre steder. Udendørs er det sted jeg føler mig mest tryg.

Naturen er et fantastisk sted at genfinde den tro, på sig selv, jeg føler mig i hvert fald enormt kraftfuld, stærk, inspireret og imponeres gang på gang over min krops formåen og udholdenhed når jeg er ude – og det styrker troen på sejheden, selv på tidspunkter hvor jeg agerer mere sofakartoffel end ellers.

Så for at vende tilbage til noget af det vigtige, det jeg tror vi bør fokusere endnu mere på, i forhold til at føle os trygge ude i naturen, så er her lidt af det som gør at jeg føler mig tryg – også når jeg snitter mig i hånden, får vabler, falder eller på anden måde kommer til skade. Jeg havde på et tidspunkt de her bøger i hånden, og de har helt sikkert været en inspiration til hvad jeg har til nødsituationer. Udover de her ting, på billedet, har jeg (receptpligtig)penicillin, smertestillende, desinficerende salve, kløestillende, peberspray (den gør mig totalt glad at ha!), sutursæt, plastre i alskens størrelser og et par andre ting. Har du førstehjælpskurser og/eller sat dig ind i hvad du gør hvis uheldet er ude, når du er alene ude? 🙂 Egentlig har jeg meget mere end jeg nok egentlig behøver, og så alligevel, for stedet hvor jeg bor er lidt af et hul i forhold til mobildækning – vi har tidspunkter hvor der ingen forbindelse er, medmindre vi forsøger at flytte os rundt efter det, vi har med vinden fra en bestemt retning prøvet at være uden dækning i over syv timer – måske ikke alverden, og jo slet ikke som i ødemarken, men alligevel nok til at det er rart at være forberedt på lidt af hvert – så det er jeg.

Jeg tror på, at vi sammen kan ændre fortællingen, ved at tale om det der reelt sker, ude i naturen, i stedet for at tale om, og holde fast i, en irrationel frygt, der holdes kunstigt i live via præmissen om at vi kvinder har større grund til frygt end mænd har, i naturen, lad os i stedet holde fast i rationalet, og støtte hinanden i at komme ud, på de måder der passer til hver enkelt, for naturen er et magisk sted – uanset om du er alene eller flere sammen <3